Enevælde

Enevælde (absolutisme eller autokrati) betegner styreformen i de fleste europæiske stater fra 1600-tallet til begyndelsen af 1800-tallet, hvor monarken har uindskrænket regeringsmagt. I Danmark blev enevælden indført af Frederik III i 1660 og afskaffet af Frederik VII ved Grundlovens underskrivelse i 1849.

Ludvig XIV af Frankrig, et klassisk eksempel på en enevældig konge
Malet af Hyacinthe Rigaud 1701

Enevælde i Danmark og Norge

Enevælden i Danmark-Norge blev indført efter en række politiske uroligheder i 1660 under Frederik 3. og afskaffet i 1848 ved en fredelig revolution efter Christian 8.s død. I Norge ophørte enevælden allerede i 1814 i forbindelse med opløsningen af rigsfællesskabet.

I 1660 lå landet i ruiner efter krigene mod svenskerne, men kongen nød stor popularitet, og på et stændermøde i København blev det trods modstand fra adelen, besluttet at gøre tronen arvelig og at give kongen enevældig magt. Det kunne kongemagten gøre med henvisning til de pligter, adelen havde haft siden indførelsen af feudalvæsnet. Det var en magtfordeling, som gav de adelige en række fordele og rettigheder, som de fik mod at gøre krigstjeneste. Under svenskekrigene havde den danske adel vist sig helt uduelig i krig, og kun borgernes indsats havde reddet København. Enevælden blev i 1661 formaliseret gennem en forfatning, Suverænitetsakten (Enevoldsarveregeringsakten), underskrevet af repræsentanter for de priviligerede stænder, gejstlighed og adel, og i Danmark én af de ufrie stænder, borgerne, i Norge også bønderne. Suverænitetsakten afløste Frederik III's håndfæstning og blev i 1665 selv afløst af Kongeloven.

Med enevældens indførelse mister "den gamle adel" meget af dens indflydelse, og flere gamle privilegier afskaffes. En ny række privilegier gives til en ny type adelsmænd (friherrer), som adles af kongen til gengæld for tro tjeneste i det enevældige system.

Enevælde i Frankrig

Som model på et enevældigt styre ses ofte Frankrig under Ludvig 14. (kaldet solkongen), som tilskrives sloganet "Staten, det er mig". Det er dog værd at bemærke, at der under Ludvig 14. fortsat blev øvet en hel del indflydelse af den franske adel gennem de såkaldte parlamenter, der godkendte lovgivning for de enkelte geografiske områder.

Enevælde med eller uden stænderforsamlinger

Indførelse af enevælde betød ikke nødvendigvis, at stænderforsamlingerne blev afskaffede, men der kunne ofte gå meget lang tid, mellem folkets repræsentanter blev indkaldt til møde.

I Frankrig havde rigsstænderne møde i 1614. Derefter skulle der gå 175 år inden, stænderne mødtes igen. Generalstændernes møde i Versailles i 1789 indledte Den Franske Revolution.

Sverige

I Sverige blev enevælden indført i 1682, og den blev styrket i 1693. Den første afskaffelse af enevælden fandt sted i 1719. I 1772 blev enevælden genindført, og den blev styrket i 1789. Den svenske enevælde blev sidste gang afskaffet i 1809.

Adelen var modstander af enevælden. De svenske konger indkaldte til flere stændermøder, hvor de spillede tre øvrige stænder (præster, borgere og bønder) ud mod adelen.

Finland

I Storfyrstendømmet Finland (1809-1917) bevarede kejseren den enevælde, der blev indført i Sverige i 1772 og styrket i 1789.

Frem til 1906 blev stænderne (landdagen) kun indkaldt få gange. I 1809 mødtes landdagen i Borgå. Derefter gik der 54 år, før stænderne mødtes igen. Der var møder i 1863, 1867, 1872, 1877, 1882, 1885, 1888, 1891, 1894, 1897, 1899 (ekstraordinært), 1900, 1904–1905 og 1905–1906 (ekstraordinært).

I 1906 besluttede landdagen at afskaffe stænderforsamlingen. I stedet skulle landdagen vælges ved almindelig valgret for både kvinder og mænd.

Danmark-Norge

Frederik III var Danmark-Norges første enevældige konge.

Norge var en selvstændig stat i personalunion med Danmark. Derfor måtte de norske stænder i 1661 særskilt indføre enevælden i Norge med underskrift og laksegl.

I Danmark blev rigstænderne formelt afskaffet med Kongeloven af 1665, og de holdt deres sidste møde i 1660 hvor de overgav den enevældige magt til kongen. I 1834 blev de rådgivende provinsialstænderforsamlinger oprettet og i 1835 indkaldt til møder i Roskilde, Viborg, Slesvig by og Itzehoe, men de havde som sådan ingen forbindelse til 1600-tallets stænder og var blot en følge af den danske konges forpligtelser ifølge Wienertraktaten til som hertug over Holsten at oprette en stænderforfatning i hertugdømmet. For at opveje en alt for stor holstensk stænderforsamlings indflydelse, oprettede han yderligere tre danske rådgivende stænderforsamlinger.

Enevældens filosofi

Den engelske politiske filosof Hobbes har leveret et teoretisk forsvar for enevælde. I bogen Leviathan gør han sig til talsmand for den tanke, at det organiserede samfund er resultatet af en kontrakt mellem borgerne, der overdrager al magt til staten. Borgerne opgiver deres autonomi for at undslippe naturtilstanden, hvor livet ifølge Hobbes var kendetegnet ved alles kamp mod alle – og derfor brutalt og kort.

Den franske filosof og retslærde Montesquieu regner (det enevældige) monarki som anderledes end et egentligt despoti, idet han bl.a. fremhæver, at der i monarkiet er indgået en aftale mellem folket og kongen, mens den despotiske hersker selv har taget magten (f.eks. ved et militærkup).

Enevælde i nutiden

Monarkier i dag.
Lande med enevælde er markeret med rød.

I dag er der langt færre stater med en enevældig regering:

• Vatikanstaten
• Eswatini
• Oman
• Brunei

Saudi-Arabien er også et enevælde, hvor der dog ikke findes en nedskrevet forfatning, og landets statsform bestemmes af shariaen og få andre love.

Referencer

1. "Enevælde og oplysningstiden i Danmark". leksikongen.dk. Hentet 11. januar 2024.
2. "Enevælde (1660-1849)". Nationalmuseet. Hentet 11. januar 2024.
3. "Innføringen av eneveldet i Danmark-Norge" (norsk). Nasjonal digital læringsarena. Hentet 11. januar 2024.
4. "Hvad er enevælde?". Nationalmuseet. Hentet 11. januar 2024.
5. "absolutism summary" (engelsk). Britannica. Hentet 11. januar 2024.
6. "Absolutism" (engelsk). Britannica. Hentet 11. januar 2024.
7. "Estates-General" (engelsk). Britannica. Hentet 11. januar 2024.
8. "Charles XII" (engelsk). Britannica. Hentet 11. januar 2024.
9. "The Diet of Finland and parliament 1863–1919" (engelsk). Helsingin Suomalainen Klubi. Hentet 11. januar 2024.
10. "When everyone in Finland got the vote" (engelsk). This is Finland. Hentet 11. januar 2024.
11. Hans Jensen, De Danske Stænderforsamlingers Historie 1830-1848, bind 1, s. 9ff.
12. Hans Jensen, s. 81ff.
13. "Absolute Monarchy as the Best Form of Government" (engelsk). Sparknotes. Hentet 11. januar 2024.
14. "Leviathan" (engelsk). Britannica. Hentet 11. januar 2024.
15. Boesche, Roger (1990). Fearing Monarchs and Merchants: Montesquieu's Two Theories of Despotism. The Western Political Quarterly (engelsk). Vol. 43. University of Utah, Sage Publications, Inc., Western Political Science Association. s. 741-761. doi:10.2307/448734. ISSN 0043-4078. Hentet 11. januar 2024.
16. "Organi dello Stato" [State Departments]. vaticanstate.va (engelsk). Vatikanstaten. Arkiveret fra originalen 2. november 2013. Hentet 25. januar 2014. "State Departments". vaticanstate.va. Vatikanstaten. Arkiveret fra originalen 11. april 2020. Hentet 21. september 2019.
17. "Swaziland profile". BBC News (engelsk). 3. september 2018.
18. "Q&A: Elections to Oman's consultative Council". BBC News. 13. oktober 2011.
19. "Brunei Darussalam: Royal Absolutism and the Modern State" (engelsk). kyotoreview.org. 11. januar 2024.
20. Cavendish, Marshall (2007). World and Its Peoples: the Arabian Peninsula (engelsk). Marshall Cavendish. s. 78. ISBN 978-0-7614-7571-2.

Litteratur

• Thomas Lyngby, Søren Mentz og Sebastian Olden-Jørgensen (red.), Magt og pragt – Enevælde 1660-1848, Gads Forlag, 2010. ISBN 978-87-12-04482-6. Om enevælden i Danmark.
• Allan Tønnesen (red.), Magtens besegling Enevoldsarveregeringsakterne af 1661 og 1662 underskrevet og beseglet af stænderne i Danmark, Norge, Island og Færøerne, Syddansk Universitetsforlag, 2013. ISBN 978-87-7674-661-2.

Eksterne henvisninger

• Aksel E. Christensen: "»Kongens riger og lande» under den tidligste danske enevælde" (Scandia vol 17, nr 1. (1946); s. 61-83) Arkiveret 17. februar 2022 hos Wayback Machine