Folkungaslægten

Folkungeslægten er det traditionelle navn for en svensk kongeslægt fra middelalderen som nogle mener har sit navn efter en , som imidlertid ikke er en historisk person. Navnet Folkungaslægten er egentlig en historisk misforståelse, og betegnelsen Bjälboslægten efter slægtens stamgods i Östergötland var måske en mere korrekt betegnelse; dog har Folkungaslægten længe været etableret i den historiske litteratur.

Slægtens våbenskjold.

Begrebet Folkungar var i middelalderen nærmest et politisk parti. Med begrebet Folkungaslægten mener man hovedsageligt efterkommere af Birger jarl, som regerede Sverige og Finland 1250-1266.

Folkungaslægten uddøde 1390 med .

Folkungatiden 1250 – 1389

I Sverige kaldes tiden fra 1250 til 1389 for Folkungatiden. I denne periode blev ni medlemmer af Bjälboslægten statschefer.

Sveriges ældre middelalder var fra 1050 til 1250. Kalmarunionen blev reelt oprettet i 1389, men først formelt stiftet i 1397. Med afbrydelser varede Kalmarunionen til 1520.

Statschef

• Birger jarl, regerende rigsjarl 1248–1266.

Konger

• Valdemar Birgersson af Sverige (den første konge over et samlet Sverige) konge fra 1250, men først regerende fra 1266, fordrevet 1275.
• Magnus Ladelås, konge af Sverige fra 1275 til 1290.
• Birger Magnusson af Sverige, 1290-1318, fordrevet, begravet i Sankt Bendts Kirke i Ringsted.
• Magnus Smek, svensk konge 1319–1364, norsk konge 1319–1343 (formelt til 1355), også skånsk konge 1332-1360.
• Erik Magnusson af Sverige, modkonge 1356–1359.
• Håkon 6. Magnusson, norsk konge 1355–1380, svensk medkonge 1362–1364.
• Oluf 2., unionskonge under formynderskab af Margrete 1., dansk konge 1376-1387, norsk konge 1380-1387, kandidat til den svenske trone 1387.
• Albrecht af Mecklenburg, svensk konge 1363-1389.