Freden i Stettin afsluttede Den Nordiske Syvårskrig (1563-1570) 13. december 1570. Freden mellem Sverige og Danmark-Norge kom som resultat af et fredsmøde i Stettin (nu en havneby i Polen), som blev arrangeret på den tysk-romerske kejser Maximilian 2.s initiativ 15. juli samme år.
Ved krigens begyndelse regerede Erik 14. i Sverige, og Danmark-Norges regent var Frederik 2.. Der havde tidligere været mæglet mellem landene af blandt andre den danske enkedronning, hertugen af Pommern, det franske sendebud i Danmark og de tysk-romerske kejsere Ferdinand 1. og senere Maximilian 2.
Et senere forsøg på at nå frem til en fredsaftale blev gjort af den svenske hertug Johan (senere Johan 3.) i 1568 samtidig med oprøret mod Erik. Der blev undertegnet en fredsaftale mellem de stridende parter, men den blev senere forkastet af svenskerne på grund af for hårde vilkår.
I juli 1570 lykkedes det Maximilian 2. at samle parterne til en fredskongres i Stettin. Delegationerne fra Sverige og Danmark-Norge bestod hver af fire forhandlere, og derudover havde Bremen og Lübeck delegater til stede. Hovedmægleren var Charles Dançay, ellers kom mæglerne fra den tysk-romerske kejser, kurfyrsten af Sachsen, kongen af Frankrig samt Polen.
Fredsvilkårene
- Den danske konge skal afstå fra alle krav til Sverige
- Sverige skal afstå fra alle krav til Norge, Skåne, Halland, Blekinge, Gotland, Jämtland og Herjedalen. Sveriges kirkelige myndighed fra Linköping over Gotland og fra Uppsala over Jämtland skal ophøre.
- Sverige skal returnere de otte erobrede skibe Jægeren, Herkules, Løven, David, Hektor, Hjorten, Morian og Bjørnen til Danmark.
- Danmark skal returnere et erobret skib til Sverige.
- Sverige skal betale en løsesum på 150.000 daler for Elfsborg fæstning. Halvparten skal betales i juni 1571, nogle uger efter tilbageleveringen af fæstningen. Resten skal betales i to rater i løbet af to år fra den første betaling.
- Begge kongerne skal indtil videre kunne bruge rigsvåbenet “Tre Kronor”.
- Parterne skal selv forsøge at løse konflikten om rigsvåbenet inden 1. januar 1572.
- Hvis rigsvåbenspørgsmålet ikke er løst inden denne dato, skal sagen pådømmes af en domstol ved Rostocks magistrat og universitet.
- De svenske besiddelser i Estland bliver len under den tyske kejser. Hvis den tyske kejser vil hjemkalde disse len fra Sverige, skal kejseren betale erstatning for Sveriges omkostninger.
- Narva-handelen skal være fri for såvel danskere som lübeckere, til gengæld skal svenske skibe have passage i Øresund uden at betale told.
- Lübeck skal modtage 75.000 daler og får sine privilegier i Sverige tilbage, men uden eneret på handelen.
Frederik 2. godkendte fredsaftalen 25. januar 1571. Sveriges isolerede stilling og faren for, at Rusland skulle blive indblandet i krigen, fik også svenskerne til at godtage de hårde vilkår. Egentlig var der ingen vinder af krigen – begge lande blev tabere i den forstand, at de var blevet meget fattigere. Vilkårene om, at den tyske kejser skulle overtage svenske besidelser i Estland, blev ikke fulgt, og lübeckerne modtog aldrig den aftalte pengesum.
Kilder
- Ulf Sundberg 1997, Svenskt Militärhistoriskt Bibliotek.
- Bergenspræsten (1528-1575) dagbog 1552-1572):
Eksterne henvisninger
- Svenskt Militärhistoriskt Bibliotek Arkiveret 31. maj 2008 hos Wayback Machine
wikipedia, dansk, wiki, bog, bøger, bibliotek, artikel, læs, download, gratis, gratis download, mp3, video, mp4, 3gp, jpg, jpeg, gif, png, billede, musik, sang, film, bog, spil, spil, mobile, Phone, Android, iOS, Apple, mobiltelefon, Samsung, iPhone, Xiomi, Xiaomi, Redmi, Honor, Oppo, Nokia, sonya, mi, PC, web, computer