Katharina 2. af Rusland

Katarina 2. af Rusland (russisk: Екатерина II Алексеевна, tr. Jekaterína II Alekséjevna; 2. maj (Julianske kalender 21. april) 1729 – 17. november (Julianske kalender 6. november) 1796), også kendt som Katarina den Store, regerede som kejserinde af Det Russiske Kejserrige fra 28. juni 1762 til sin død i 1796. Hun var født Sophie Auguste Friederike af Anhalt-Zerbst.

Katarina 2. Katarina den Store
Katarina den Store
Kejserinde af Rusland
Kroning	12. september 1762
Regerede	9. juli 1762 - 17. november 1796
Forgænger	Peter 3.
Efterfølger	Paul 1.
Ægtefælle	Peter 3. af Rusland (g. 1745)
Børn	Paul 1. af Rusland Anna Petrovna af Rusland Aleksej Grigorjevitj Bobrinskij
Fulde navn	tysk: Sophie Friederike russisk: Jekaterína Alekséjevna
Hus	Huset Askanien
Far	Christian August, Fyrste af Anhalt-Zerbst
Mor	Johanna Elisabeth af Slesvig-Holsten-Gottorp
Født	21. april 1729 Stettin, Pommern, Preussen
Død	6. november 1796 Sankt Petersborg, Rusland
Hvilested	Peter og Paul-katedralen, Sankt Petersborg
Signatur
Religion	Lutheransk (til 1744) Russisk-ortodoks (fra 1744)
v d r

Familie og barndom

Katarina blev født i 1729 i Stettin som Prinsesse Sophie Auguste Frederikke af Anhalt-Zerbst. Hun var datter af Fyrst Christian August af Anhalt-Zerbst af slægten Askanierne, der dengang beklædte stillingen som preussisk guvernør i Stettin. Hendes mor var Johanna Elisabeth af Slesvig-Holsten-Gottorp. Hun var kusine til Gustav 3. af Sverige og Karl 13. af Sverige.

Johanna havde gode forbindelse til det russiske hof.

Storfyrstinde af Rusland

Storfyrstinde Katarina i 1745, kort efter sin ankomst til Rusland.

I 1744 blev Katarina valgt af kejserinde Elisabeth som gemalinde for sin nevø Peter, senere kendt som Peter 3., som hun havde udvalgt til sin efterfølger. De blev gift 1745. Peter var lidt tilbagestående, og Katarina var ham langt overlegen både i evner og dannelse. Ægteskabet var forholdsvis normalt de første år, men der opstod efterhånden afstand mellem de to. Efter få år fik hun flere elskere. I de første år var det , og nogle mener sågar, at han var far til hendes søn, den senere kejser Paul 1. af Rusland. Senere blev hendes elsker og fik stor indflydelse.

Hoffet var præget af magtkampe og stridigheder, og Katarina blev indblandet i dem, selv om hun forsøgte at behage alle omkring sig. En tid var der fare for, at kejserinde Elisabeth ville hjemsende Katarina, men det lykkedes Katarina at afværge det.

De sidste år af Elisabeths regeringstid var præget af usikkerhed på grund af hendes svigtende helbred, og fordi det stod klart af den kommende kejser Peter var mentalt svagelig og ude af stand til at regere. Flere og flere så derfor Katarina som en snarlig magtfaktor i russisk politik.

Kuppet

I december 1761 døde Elisabeth og Peter blev udråbt til kejser Peter 3. Tiden efter var usikker for Katarina, da Peter ikke skjulte sit ønske om at skaffe hende af vejen. Allerede et halvt år efter at Peter havde overtaget magten i 1762, benyttede hun sig af den generelle misfornøjelse med ham til at overtage magten i landet. Det skete blandt andet ved hjælp af hendes loyale elsker Orlov og hans familie.

Kejserinde af Rusland

Katarina 2. af Rusland

Inspireret af oplysningstidens ideer gennemførte hun reformer indenfor statsforvaltningen, retsvæsenet og uddannelsessystemet. Hun var også ivrig efter at forøge lærdommen i landet og grundlagde universitet og tilhørende biblioteker. Hun opkøbte derfor store bogsamlinger som Denis Diderots og Johann Albrecht Korffs. Katarina nationaliserede kirkegodset, moderniserede administrationen og forsøgte at virke som en oplyst monark. Udenrigspolitisk høstede Katarina store triumfer, og det russiske imperium blev væsentlig udvidet i hendes regeringstid.

Gennem en række krige udvidede hun Rusland betydeligt: I to krige mod tyrkerne (1763 -1774 og 1787 – 1792) vandt hun Ukraine og Krim. Ved Polens tre delinger (1772, 1793, 1795) vandt hun store områder mod vest.

Katarina 2.'s Lovgivende Kommision

I slutningen af 1766 introducerede Katarina 2. vigtige reformer i Rusland med rodfæste i oplysningstidens værdier. På bagrund af dette etablerede hun en lovgivende kommission til at varetage disse interesser. Målet med kommissionen var at systematisere love, en proces der sidst fandt sted i 1649, under Peter den Store. Katarina 2.’s vision for kommissionen havde til formål at modernisere russisk lov og liv. I forberedelse til kommissionen nedsatte hun en omfattende instruks, også kaldet "Nakas" , til at vejlede dagsordenen i kommissionen. Teksten blev udarbejdet af Katarina 2. over en periode på 18 måneder, hvori hun fremlagde sine visioner for det fremtidige russiske samfunds sociale organisering og regeringsopbygning. Hun var stærkt inspireret af Montesquieus ”Om Lovenes Ånd”, der lå til grund for mange af hendes politiske standpunkter. Yderligere blev hun inspireret af Cesare Beccaria’s bog ”Om Forbrydelse og Straf” til tanken om mildere straf for kriminelle. Selv om hun fandt stor inspiration i disse tekster var det hendes egen fortolkning af oplysningstidens værdier som gjorde sig gældende under hendes regering. Som eksempel havde hun ingen intention om at afskaffe autokratiet i Rusland og trodsede derved Montesquieus læresætning om magtens tredeling. Katarina 2. var overbevist om at et stort rige som Rusland umuligt kunne regeres på anden måde end med autokrati som styreform. Hun var i opposition til afskaffelsen af trældom i det russiske rige, selv om hun anså trældom som værende moralsk forkasteligt. ”Nakas” blev i sin helhed anset som værende ekstrem progressiv og fordømte blandt andet tortur og dødsstraf.  

Den lovgivende kommission trådte i kraft i 1767 og bestod af 564 repræsentanter, hvor af 28 blev beskikket af Katarina 2. De 28 repræsenterede statslige institutioner, såsom senatet. De resterende 536 bestod af repræsentanter fra forskellige segmenter af imperiets befolkning. 161 repræsentanter fra lavadelen, 208 fra byfolket, 79 fra bønderne og 88 var kosakker og andre etniske minoriteter. På trods af den brede repræsentation af befolkningen var nogle grupper dog udeladt, såsom den gejstlige klasse og trælklassen, hvilket var i tråd med oplysningstidens generelle tendenser. Den lovgivende kommission mødtes i halvandet år til 203 forskellige forsamlinger. I løbet af denne tid blev diverse underordnede kommissioner etableret, for at behandle specifikke problematikker. Kommissionen blev opløst da Katarinas 2.’s oplysnings ”Nakas”-teori var svær at implementere i den russiske praksis. Ydermere bundende opløsningen af kommissioner i store konflikter mellem de repræsenterede klasser. Som eksempel opstod konflikter mellem lavadelen og bønderne i spørgsmålet vedrørende trældom. Katarina 2. var utvivlsomt bevidst om potentielle risici ved sådanne konflikter. I 1768 udbrød der krig mellem Tyrkiet og det russiske imperium, hvilket gav anledning for opløsningen af kommissionen. Nogle af de underordnede kommissioner forsatte dog med at mødes i årene efter, indtil Pugatjovopstanden i 1772, men uden at fremsætte nogle egentlige resultater. På trods af minimale væsentlige ændringer i samfundet var kommissionens arbejde dog ikke fuldstændigt uden formål. Den gav Katarina 2. enorm indsigt i imperiets sociale struktur og gav efterfølgerne præcedens for hendes efterfølgende politik og specifikke reformer.

Anetavle og afstamning

Rudolf 1. af Anhalt-Zerbst

Johan 6. af Anhalt-Zerbst

Johan Ludvig 1. af Anhalt-Dornburg

Frederik 3. af Slesvig-Holsten-Gottorp

Sophie Auguste af Slesvig-Holsten-Gottorp

Marie Elisabeth af Sachsen

Christian August af Anhalt-Zerbst

Christian von Zeutsch

Georg Volrath von Zeutsch

Lucretia von Spiegel

Christine Eleonore von Zeutsch

Wolf Georg von Weissenbach

Christine von Weissenbach

Martha von Konneritz

Katarina 2. af Rusland

Frederik 3. af Slesvig-Holsten-Gottorp

Christian Albrecht af Slesvig-Holsten-Gottorp

Marie Elisabeth af Sachsen

Christian August af Slesvig-Holsten-Gottorp

Frederik 3. af Danmark

Frederikke Amalie af Danmark

Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg

Johanna Elisabeth af Slesvig-Holsten-Gottorp

Albertine Frederikke af Baden-Durlach

Frederik 3. af Slesvig-Holsten-Gottorp

Auguste Marie af Slesvig-Holsten-Gottorp

Marie Elisabeth af Sachsen

Katarinas afstamning fra Rurikslægten

Som regerende kejserinde af Rusland og selv ud af en tysk fyrstefamilie var Katarina den Store ikke nært beslægtet med den siden 1613 regerende Romanovslægt, hun var i hvert fald ikke efterkommer af nogle af huset Romanovs medlemmer. Det betød dog ikke, at Katarina ikke havde russiske aner, idet hun gennem flere forskellige linjer nedstammede fra den tidligere russiske storfyrsteslægt, Rurikslægten. Her gengives et enkelt eksempel på en slægtslinje mellem Vladimir Monomakh (regerede i Kijev fra 1113 til 1125) og Katarina den Store:

Eksempel på slægtslinje mellem Katarina den Store og Vladimir Monomakh af Kijev

1. Vladimir Monomakh
2. Jurij Dolgorukij
3.  ^(sv)
4.  ^(en)
5.  ^(no)
6.  ^(en)
7.  ^(de)
8. Uliana af Tver
9.  ^(en)
10.  ^(en)
11.  ^(sv)
12. Bugislav 10. af Pommern
13. Dronning Sophie af Danmark-Norge (gift med Frederik 1.)
14. Elisabeth af Danmark
15. Sophie af Mecklenburg, dronning af Danmark-Norge
16. Augusta af Danmark
17. Frederik 3. af Slesvig-Holsten-Gottorp
18. Auguste Marie af Slesvig-Holsten-Gottorp
19. Albertine Frederikke af Baden-Durlach
20. Johanna Elisabeth af Slesvig-Holsten-Gottorp
21. Katarina den Store

Se også

• Tidslinje over nogle europæiske regenter i det 18. århundrede
• Russiske zarer

Henvisninger

Noter

1. Frederik 1. var selv en efterkommer af Rurikslægten gennem flere forskellige linjer bl.a. gennem ægtefællerne dronning Sofie og Valdemar den Store (der var opkaldt efter sin morfars far Vladimir Monomakh).

Referencer

Litteratur

• Tetzlaff, Marie (1995). Katarina den Store : Kvinden, magten og kærligheden. København: Gads Forlag. ISBN 8712021954.

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Katarina 2. af Rusland

Katarina 2. Huset Askanien Født: 21. april 1729 Død: 6. november 1796
Titler som regent
Foregående: Peter 3.	Regerende kejserinde af Rusland 1762 – 1796	Efterfølgende: Paul 1.