Norn

Norn er et uddødt vestnordisk sprog, som indtil 1800-tallet taltes på Orkneyøerne, Shetlandsøerne og i vikingetiden og den tidlige middelalder på Hebriderne (ca. 800-1200) og omkring Caithness på det skotske fastland.

Ligesom islandsk og færøsk udviklede norn sig fra de vestnorske dialekter som vikingetidens nybyggere – der formentlig primært kom fra Vestnorge – førte med sig, da de indvandrede på de nordatlantiske øer i 800-tallet. På Shetlandsøerne fortrængtes norn fra 1500-tallet langsomt af lavlandsskotsk, men sproget taltes helt til 1800-tallet, omend det snarere uddøde i begyndelsen af dette århundrede end i slutningen. Den skotske dialekt på Orkney- og Shetlandsøerne er stadig præget af substrat af det nordiske sprog i ordforråd og intonation.

Jakobsens undersøgelse af shetlands-norn

Den færøske filolog Jakob Jakobsen opholdt sig i 1893-95 på Shetlandsøerne for at indsamle rester af sproget. Det var uddødt mindst en generation tidligere. At en del af ordforrådet levede videre i et andet sprog, betyder, at en beskrivelse af norns grammatik og fonemsystem er en rekonstruktion (markeret med *).

Konsonanter

Jakobsens data viser, at sprogets fonologi står tættere på norske dialekter end på færøsk. Oldnordisk ð og g (dvs. */ɣ/) mellem vokaler "hærdes" oftest til */d/ og */g/ som i norsk, modsat færøsk, hvor de bortfalder i udtalen. Dog har norn også mange tilfælde af bortfald af ð, ligesom det synes bevaret som */ð/ i de sydligste dialekter.

Samtidig udviser shetlandsnorn af oldnordisk p, t, k til */b/, /d/, /g/ efter lang vokal ligesom dialekterne på Norges sydkyst (en proces, der er gået videre omkring Kattegat og er særligt fremskreden i Danmark). I denne stilling er der altså sammenfald mellem oldnordisk t og ð i */d/ samt mellem oldnordisk k og g (*/ɣ/) i */g/. Jakobsens undersøgelse viser også tydelige paralleller mellem ordforrådet på Shetland og Norges sydkyst mellem Stavanger og Telemark.

Norn synes ikke at have palatalisering eller yderligere fremskydning af /k/ og /g/ foran fortungevokaler, som norsk og færøsk har, og det hører hermed til de sprogformer i Nordens periferi, som bevarer disse lukkelyde uændret fra oldnordisk.

Oldnordisk ll og nn giver i det meste af sprogområdet de palataliserede */lʲ/ og */nʲ/, men længst i vest dog */dl/ (som i færøsk og islandsk) og /dn/. Oldnordisk -fn- (dvs. */vn/) giver */mn/ (dog */m/ finalt (i ordets slutning)) ligesom i en del vestnorske dialekter og i svensk (øvrigt norsk samt færøsk har /vn/, islandsk har /bn/).

Forandringen af oldnordisk hj, hv, hl, hr, hn synes ret mangfoldig: Hj falder ligesom i færøsk sammen med tj/kj, dog ikke som her i /tj/, men i */sj/ (norsk har her /j/, islandsk bevarer /hj/). Hv falder sammen med kv: I vest bliver begge til */hw/, i øst til */kw/ (lig færøsk, islandsk og vestnorsk, hvor produktet af sammenfaldet er /kv/); i visse ord ses dog /sw/. Hl falder sammen med l i /l/ (ligesom i norsk og færøsk; islandsk bevarer /hl/). Hr synes derimod at kunne give både */hr/ og */kr/ modsat norsk og færøsk, der har sammenfald med r i /r/ (islandsk bevarer /hr/). Hn kan tilsyneladende give både */hn/, /kn/ og undertiden */sn/ (norsk og færøsk har sammenfald med n i /n/; islandsk bevarer /hn/).

De temmelig omskiftelige reflekser af konsonantgrupper med h- kan stamme fra forskellige dialekter eller kan i nogle konsonantgrupper skyldes, at norn havde bevaret */h/, som ved sprogskiftet er blevet fortolket forskelligt (*/h, k, s/) af forskellige lavlandsskotsk-talende efterkommere.

Norn har samme sammenfald af oldnordisk þ og t i */t/ som i de øvrige nordiske sprog undtagen islandsk. Dog ses, modsat hvad der er tilfældet i færøsk, sammenfald med */d/ i en række hyppige ord ligesom i norsk og øvrigt skandinavisk.

Vokaler

Shetlands-norn er temmelig bemærkelsesværdigt ved at have af de oldnordiske diftonger au, ey og ei til */(j)o:/ (evt. /ø:/) hhv. /ø:/ hhv. /(j)e:/. Denne proces regnes traditionelt for "østnordisk" og adskiller sproget fra både norsk, færøsk og islandsk.

De oldnordiske lave langvokaler á, é, ó giver */å(:)/, /je(:)/, /u(:)/, mens kortvokalerne a, e, o giver */a(:)/, /e(:)/, /o(:)/. Forandringen af á ligner altså den skandinaviske forandring til å, mens forandringen af é ligner islandsk é. Dette er modsat færøsk, hvor é falder sammen med æ, og suðuroymål og skandinavisk, hvor det falder sammen med e.

Initialt (i ordets begyndelse) ses, at é giver */ja/, fx i */jag/ "jeg", en forandring, der minder om suðuroymåls /je:/ "jeg" (øvrigt færøsk: /e:/). Ligheden med "østnordiske" former med /j/- er tilfældig. (Vokalen i ek "jeg" er i øvrigt ikke lang i normaliseret oldnordisk, men er senere forlænget i dette ord).

Modsat de lave langvokaler falder de oldnordiske høje langvokaler í, ý, ú sammen med de tidligere kortvokaler i, y, u, hvilket ikke sker i færøsk og islandsk. Til gengæld sker senere et sammenfald mellem i (í) og y (ý) i */i(:)/ ligesom i færøsk og islandsk.

Oldnordisk e og æ falder sammen i */e(:)/ som (overvejende) i norsk og i suðuroymål, mens oldnordisk ø og ǿ (œ) falder sammen i */ø(:)/ som i skandinavisk og færøsk.

Fænomener som den færøske "" (nydannelse af konsonanter efter diftong) er sjældne; diftonger er i det hele taget sjældne i shetlands-norn. Dog ses eksempler på nydannet /g/ efter oldnordisk ó og ú, der evt. kan have været diftonger før sammenfaldet med u. Dette forekommer også i tilfælde, hvor de oldnordiske spiranter ð og f (dvs. */v/) er faldet bort efter ó og ú. Skærpningen må altså være sket senere end bortfaldet af spiranten og må være uafhængig af den færøske diftongskærpning, der sker tidligere end bortfaldet.

Sammenligning med andre vestnordiske sprog

Teksteksempel: Matthæusevangeliet 6:9-13 Fadervor:

Orkney-norn (Wallace 1700)

Favor i ir i chimrie, Helleur ir i nam thite, gilla cosdum thite cumma, veya thine mota vara gort o yurn sinna gort i chimrie, ga vus da on da dalight brow vora Firgive vus sinna vora sin vee Firgive sindara mutha vus, lyv vus ye i tumtation, min delivera vus fro olt ilt, Amen.

Shetlands-norn (Low 1774)

Fy vor or er i Chimeri. Halaght vara nam dit. La Konungdum din cumma. La vill din vera guerde i vrildin sin[ ]da[ ]er[ ]i chimeri. Gav vus dagh u dagloght brau. Forgive sindor[ ]wara sin vi forgiva gem ao sinda gainst wus. Lia wus ikè o vera tempa, but delivra wus fro adlu idlu. For do i ir Kongungdum, u puri, u glori, Amen

Norrønt

Faþer vár es ert í himenríki, verði nafn þitt hæilagt Til kome ríke þitt, værði vili þin sva a iarðu sem í himnum. Gef oss í dag brauð vort dagligt Ok fyr gefþu oss synþer órar, sem vér fyr gefom þeim er viþ oss hafa misgert Leiðd oss eigi í freistni, heldr leys þv oss frá öllu illu.

Moderne færøsk

Faðir vár, tú sum ert í himlunum! Heilagt verði navn títt; komi ríki títt, verði vilji tín sum í himli so á jørð; gev okkum í dag okkara dagliga breyð; og fyrigev okkum skuldir okkara, so sum vit fyrigeva skuldarum okkara; og leið okkum ikki í freistingar; men frels okkum frá tí illa. (Tí at um tit fyrigeva monnum misgerðir teirra, so skal himmalski faðir tykkara eisini fyrigeva tykkum; men fyrigeva tit ikki monnum, so skal faðir tykkara ikki heldur fyrigeva misgerðir tykkara.) Amen!

Moderne islandsk

Faðir vor, þú sem ert á himnum. Helgist þitt nafn, til komi þitt ríki, verði þinn vilji, svo á jörðu sem á himni. Gef oss í dag vort daglegt brauð. Fyrirgef oss vorar skuldir, svo sem vér og fyrirgefum vorum skuldunautum. Og eigi leið þú oss í freistni, heldur frelsa oss frá illu. Því að þitt er ríkið, mátturinn og dýrðin að eilífu, amen.

Litteratur

Michael P. Barnes: The Norn Language of Orkney & Shetland. Shetland Times 1998. ISBN 1-898852-29-4 (72 sider)

Eksterne henvisninger

• Henvisning til norsk bog om Norn Arkiveret 20. februar 2005 hos Wayback Machine
• Germanske sprog Arkiveret 24. oktober 2005 hos Wayback Machine
• Norn på Orkney Arkiveret 31. oktober 2005 hos Wayback Machine (engelsk)

Spire Denne artikel om sprog er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.