Nyklassicismen

Nyklassicisme, neoklassicisme eller nyantik og senklassicisme er en stilretning inden for kunst, arkitektur og kunsthåndværk i Europa og Nordamerika. Retningen, der tog udgangspunkt i antikkens græske og romerske kunst, var fremherskende ca. 1750-1850. Den byggede på den tyske arkæolog Johann Joachim Winckelmanns skrifter og fundene ved udgravningerne i Herculaneum og Pompeji.

Fra sen barok begyndende klassicisme: G. P. Pannini sammenstiller romerske ruiner og skulpturer. (1756)

Slottet Petit Trianon, Versailles; arkitekt Ange-Jacques Gabriel

Billedkunst

Nyklassicismens billedkunst, der ofte havde islæt fra den samtidige romantik, repræsenteres af den franske maler Jacques-Louis Davids Horatiernes ed. Han var lærer for bl.a. C.W. Eckersberg og den italienske billedhugger Antonio Canova; i Danmark udvikledes stilen af maleren Nicolai Abildgaard og billedhuggerne Johannes Wiedewelt og frem for alle Bertel Thorvaldsen.

Arkitektur

Den nyklassicistiske arkitektur var foruden antikken inspireret af renæssancens arkitektur, fortrinsvis Andrea Palladios bygninger. Blandt dens repræsentanter var , Claude-Nicolas Ledoux, Robert og , K.F. Schinkel og . I Danmark var bl.a. C.F. Harsdorff og C.F. Hansen med deres enkle bygninger med få dekorative detaljer fremtrædende skikkelser.

Begyndelsen af 1900-tallet

I begyndelsen af 1900-tallet satte endnu en nyklassicistisk bølge præg på arkitekturen. Centrale værker i Danmark inden for denne strømning er Faaborg Museum (1915) af Carl Petersen og Politigården i København (1918-23) af Hack Kampmann og Aage Rafn.

Den tidlige nyklassicisme inden for både arkitektur og kunsthåndværk betegnes ofte Louis Seize-stil; den videreudvikledes til og senere empire. Inden for musikken anvendes som regel betegnelsen neoklassik.

Se også

• Nyklassicisme (musik)
• Klassicismen

Eksterne henvisninger

• Nyklassicisme 1910-1930 Arkiveret 10. marts 2007 hos Wayback Machine

• Google billedgalleri

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Nyklassicisme