Oceanien er den verdensdel som består af landene i Stillehavet Polynesien Melanesien og Mikronesien samt Australien New

Oceanien er den verdensdel som består af landene i Stillehavet (Polynesien, Melanesien og Mikronesien) samt Australien, New Zealand og Ny Guinea. I modsætning til andre verdensdele omfatter denne ikke et overvejende sammenhængende landområde. Tværtimod består området af et stort antal større og mindre øer, hvoraf Ny Guinea, Australien og Tasmanien kan anses at høre til samme kontinent, da vanddybden mellem dem ikke overstiger 200 m, hvorimod havdybden andetsteds i Stillehavet når over 4.000 m.

Befolkningsmæssigt er Australien og New Zealand kendetegnede ved en overvejende indvandret, fortrinsvis europid, befolkning, mens befolkningen på de mindre øer er overvejende polynesisk.

Området gennemskæres af datolinjen.

Udforskningshistorie

De første europæiske opdagelser i Oceanien skete ved Magalhães på hans , idet han i januar og februar 1521 traf på to ubeboede atoller, rimeligvis hørende til - eller -øerne. Mærkeligt nok så han ingen flere øer, inden han i marts nåede til Guam, en af Carolinerne. I de følgende år skete tilfældige nye opdagelser, idet skibene, der fra Mexico sejlede til Philippinerne, på tilbagevejen søgte at finde en vej, ad hvilken de kunne undgå passaten. På den måde opdagede Saavedra i 1528 de østlige Caroliner og i 1529 Marshall-øerne. På en rejse fra Mexico til Philippinerne opdagede ligeledes Palau-øerne i 1542; fra Callao derimod udgik , der i 1567 første gang så og de sydlige Salomons-øer, der der efter først igen besøgtes af europæere i 1768. For at genopdage Salomons-Øerne tiltrådte Mendana i 1595 en ekspedition, på hvilken han fandt Tokelau-øerne og Santa Cruz-øerne. Heller ikke lykkedes det at finde Salomons-øerne. På hans anden rejse gik han ledsaget af den kække sømand Luis Vaez de Torres 1605 fra Callao, besøgte Paumotu-øerne, opdagede Tahiti, , og Espiritu Santo, en af Ny Hebriderne. Herfra vendte Quiros, der ved en storm var bleven skilt fra Torres, tilbage til Amerika, men Torres fortsatte, opdagede og nåede gennem Torres-strædet til Molukkerne og Manila. Efter denne rejse forsvandt spanierne fra opdagelseshistorien, og i deres sted trådte hollænderne.

I 1616 opdagede Schouten og flere småøer nord for Tonga samt . I de følgende år undersøgtes Australiens kyst, hvis sydspids i 1642 omsejledes af Abel Janszoon Tasman. Herfra sejlede han videre og opdagede New Zealand. Næste år opdagede han Tonga-øerne, Fiji-øerne og , som han dog anså for en del af Ny-Guinea.

Der indtrådte nu en mere end hundredårig stilstand, i hvilken kun to betydeligere opdagelsesrejser foretoges. I 1699 sejlede Dampier ud for at undersøge Australiens kyst. Han konstaterede insulære natur. Den anden rejse var Roggeveen’s jordomsejling 1721—1722, på hvilken Påskeøen og Samoa-øerne opdagedes.

I anden halvdel af det 18. århundrede begyndte englændernes og franskmændenes store rejser. 1764—1765 rejste John Byron ud for at finde Salomons-øerne, i stedet opdagede han . Større resultater nåede den for sine længdebestemmelser bekendte , der på sin rejse i årene 1766—1768 genopdagede Tahiti og fandt nogle øer af Gilberts- og Marshall-øerne. Hans andet skib under , der var bleven adskilt fra ham ved , opdagede Pitcairn-øen, nåede Santa Cruz-øerne, de sydlige Salomons-øer, der dog ikke blev kendte som sådanne, og Bismarcks-øerne. Genopdagelsen af Salomons-øerne lykkedes dog omtrent samtidig Louis Antoine de Bougainville, der i 1768 besøgte Tahiti, Samoa, Ny Hebriderne og og opdagede Choiseul og Bougainville af Salomons-øerne. Samme år besøgtes denne øgruppe også af et fransk handelsskib under . Den, der har udrettet mest og omtrent fuldendt Oceaniens opdagelse, er dog James Cook, der på sine rejser 1767—1771, 1772—1775 og 1776—1778 gennemstrejfede oceanet og opdagede , , Ny Kaledonien, Juleøen og Hawaii-øerne. På hans anden rejse opdagedes af hans ledsager .

I det 19. århundrede begyndte de videnskabelige undersøgelser af øerne. Blandt de mest fremragende kan nævnes Graeffe’s undersøgelser fra Samoa, Kleinschmidt’s fra Fiji, Kubary’s fra Carolinerne, Palau- og Marshall-øerne, Hochstetter’s og Haast’s fra New Zealand.

Lande i Oceanien

Listet alfabetisk

Australien
Fiji
Kiribati
Marshalløerne
Mikronesien
Nauru
New Zealand
Nordmarianerne (i forbund med USA)
Palau
Papua Ny Guinea
Salomonøerne
Samoa
Tonga
Tuvalu
Vanuatu

Territorier i Oceanien tilhørende andre lande

Listet alfabetisk

Amerikansk Samoa (USA)
Cook-øerne (New Zealand)
Fransk Polynesien (Frankrig)
- Tahiti
Guam (USA)
Hawaii (USA)
Midway (USA)
Ny Kaledonien (Frankrig)
Pitcairn (Storbritannien)
Påskeøen (Chile)
Wallis og Futuna (Frankrig)
Niue (New Zealand)

Etymologi

Den danske geograf Malthe Conrad Bruun samlede i 1800-tallet Stillehavets oceaniske øer i Oceanien. Senere blev Australien, New Zealand og Ny Guinea tilføjet.

Geografi

Oceanien er den mindste af alle kontinenterne. den har et areal på 9,008,458 km². Oceanien er en betegnelse for Stillehavets øverden, spredt ud over et enormt havområde. Det er samtidig en verdensdel, som også omfatter Australien og New Zealand. Øerne er vulkanske eller dannet af koraller. Stillehavsøerne ligger spredt ud over et enormt havområde; 150 mio. km2, svarende til at der er 850 km2 hav for hver 1 km2 land.

Se også

Eksterne henvisninger

Martin Vahl: "Oceanien" (Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind XVIII, s. 377)

Søsterprojekter med yderligere information:

Billeder og medier fra Wikimedia Commons
Opslag i Wikiordbogen

Den Store Danske Encyklopædi

Moon Handbooks Micronesia Arkiveret 16. maj 2005 hos Wayback Machine
Map of Micronesia Arkiveret 12. december 2006 hos Wayback Machine
Pacific Pictures
Oceanien - denstoredanske.dk Arkiveret 18. oktober 2021 hos Wayback Machine

18°30′37″S 139°22′02″Ø / 18.5102°S 139.3671°Ø / -18.5102; 139.3671

[1] Den Store Danske Encyklopædi