Oort-skyen

Oortskyen eller Öpik-Oort-skyen er en hypotetisk sværm af utallige små islegemer (kometkerner), som kredser omkring vort solsystem.

Solsystemet; Planeterne, Kuiperbæltet og Oortskyen (ikke skalatro)

Ifølge illustrationen ligger oortskyens yderskal med en radius på ca. 1,6 lysår i forhold til solen. illustrationen viser også nærmeste stjerne afstande i forhold til Solen som funktion af titusinder af år.

Oortskyen. (Nasa-Grafik).

Solsystemet; Planeterne, Sedna, Kuiperbæltet og Oortskyen (formodet skalatro). Tryk på billedet for større illustration.

I 1932 postulerede esteren , at kometer med lang banetid kom fra en sværm af islegemer i det yderste af vores solsystem. I 1950 blev ideen uafhængigt genoplivet af den nederlandske astronom Jan Hendrik Oort som et middel til at løse det paradoks, at der stadig findes islegemer, selvom (næsten) alle islegemer på nuværende tidspunkt enten burde være faldet ind i større solsystemsobjekter, fordampet eller være fløjet ud af solsystemet. At der stadig findes islegemer, må skyldes, at der findes et stort reservoir af dem langt fra Solen.

Skyen formodes at danne en tyk kugleskal, som ligger i en afstand af 50.000 til 100.000 astronomiske enheder (AE) fra solen, dvs omkring 2.000 gange længere ude end Pluto og ca. en tredjedel af afstanden til den i øjeblikket nærmeste stjerne, Proxima Centauri.

Oortskyen formodes at være kilde til langt de fleste kometer. Normalt bevæger Oortskyobjekterne sig i stabile baner, men af og til kan en forstyrrelse (f.eks. en forbipasserende stjerne) dirigere et sådant legeme ind mod det indre solsystem. Hvis det kommer inden for Jupiters bane, vil dets overflade begynde at fordampe og det udvikler sig til en komet med koma og måske hale. Visse kortperiodiske kometer antages dog at stamme fra Kuiperbæltet og ikke fra Oortskyen.

I 2011 blev der baseret på målinger af den amerikanske rumfartsorganisation NASA's WISE-teleskop fremsat teori om, at Oortskyen er hjemsted for et større himmellegeme med en masse op til fire gange større end Jupiters, der foreløbig har fået navnet Tyche. En analyse af data indsamlet af WISE teleskopet har dog ikke kunnet bekræfte eksistensen af en sådan planet.

Kilder

1. Ernst Julius Öpik (1932). "Note on Stellar Perturbations of Nearby Parabolic Orbits". Proceedings of the American Academy of Arts and Sciences. 67: 169-182.
2. Jan Oort (1950). "The structure of the cloud of comets surrounding the Solar System and a hypothesis concerning its origin" (PDF). Bull. Astron. Inst. Neth. 11: 91-110.
3. David C. Jewitt (2001). "From Kuiper Belt to Cometary Nucleus: The Missing Ultrared Matter". University of Chicago. Hentet 2007-06-26.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: url-status (link)
4. Harold F. Levison, Luke Donnes (2007). "Comet Populations and Cometary Dynamics". I Lucy Ann Adams McFadden, Lucy-Ann Adams, Paul Robert Weissman, Torrence V. Johnson (red.). Encyclopedia of the Solar System (2nd udgave). Amsterdam; Boston: Academic Press. s. 575–588. ISBN 0120885891.{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: editors list (link)
5. "NASA's WISE Survey Finds Thousands of New Stars, But No 'Planet X', NASA, 07.03.2014". Arkiveret fra originalen 12. marts 2014. Hentet 14. marts 2014.

Eksterne henvisninger

• Det usynlige solsystem. Videnskab.dk
• Kuiper bæltet og Oorts sky (via archive.org)

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Oortskyen