Rektascension

Ved et himmellegemes rektascension forstår man i astronomi den ene af to vinkelkoordinater, som bruges til at fastlægge dets position på himmelkuglen, nemlig himmellegemets vinkelafstand fra dets fodpunkt på ækvator til forårspunktet (se ovenstående illustration).^{:10:252:80-81}

Figuren illustrerer ækvatorsystemet og dets koordinater rektascension og deklination. Den viser et udsnit af himlen, der måler 360° × 100° med himlens ækvator løbende gennem midten (sort ret linje). Desuden vises ekliptika, dvs. Solens årlige bane blandt stjernerne, med orange farve. Et himmellegemes position kan i ækvatorsystemet angives med to sfæriske koordinater, rektascensionen α (alfa) og deklinationen δ (delta). Rektascensionen måles fra forårspunktet, der som her traditionelt markeres med et stiliseret vædderhorn. Det er defineret som det punkt i ekliptika, hvor Solen om foråret krydser himlens ækvator for nordgående. Rektascensionen vokser mod venstre. Værdier er på figuren angivet både i gradmål og i tidsmål. Deklinationen måles vinkelret på ækvator voksende mod himlens nordpol. Position af Solen (☉) er markeret tre steder i banen. Til højre i forårspunktet, hvor dens koordinater er (α_☉, δ_☉) = (0°, 0°). Desuden 70° længere fremme i ekliptika; her er dens koordinater (α_☉, δ_☉) = (68° 22′, 26° 57′) = (4^h 33^m, 26° 57′). Og til venstre er Solens længde i ekliptika 270°, det er vintersolhverv, og dens koordinater er (α_☉, δ_☉) = (270°, −23° 27′) = (18^h, −23° 27′).
Himlens lysstærkeste stjerne, Sirius, er markeret med blå farve. Stjernens koordinater er (α_*, δ_*) = (101° 17′, −16° 43′) = (6^h 45^m, −16° 43′). Nær himlens nordpol (δ = 90°, udenfor billedet) finder man den klare stjerne Polaris, hvis koordinater er (α_*, δ_*) = (2^h 32^m, 89° 16′).
Nogle af himlens stjernebilleder er medtaget på illustrationen. Fra venstre mod højre er det Aquila (Ørnen), Scorpius (Skorpionen), Bootes (Bjørnevogteren), Virgo (Jomfruen), Leo (Løven), Orion samt Pegasus med Pegasus-firkanten.

Animationen viser en opskåret himmelkugle med Jorden i centrum. Himlens ækvator er markeret med en vandret blå streg og ekliptika (Solens årlige bane) med rød farve. Et himmellegemes rektascension måles fra det af skæringspunkterne mellem ekliptika og ækvator, som Solen passerer ved forårsjævndøgn, forårspunktet. Rektascensionen vokser mod øst fra 0^h til 24^h. Himmellegemets deklination vises også. Til sidst demonstreres rektascension og deklination for de to klare stjerner Aldebaran og Sirius.

Rektascensionen betegnes universelt med α (alfa) og måles traditionelt i timemål fra forårspunktet (α = 0^h) voksende mod øst til α = 24^h. Da 24^h svarer til 360°, kommer 1^h til at svare til 15°. Rektascensionen angives oftest i tidsmål (timer (^h), bueminutter (^m) og buesekunder (^s)), men kan også omregnes til gradmål; se eksempler i billedteksten. Rektascensionen svarer til længdegraden, som i geografi benyttes til positionsangivelse. Den anden vinkelkoordinat er deklinationen δ (delta), der svarer til geografisk bredde.

På grund af jordaksens præcessionsbevægelse og stjernernes egenbevægelse ænder rektascension (og deklination) sig med tiden.

Ved forårsjævndøgn er Solens koordinater (α, δ) = (0^h, 0°). Rektascensionen α vokser til 6^h = 90° ved sommersolhverv, til 12^h = 180° ved efterårsjævndøgn og videre til 18^h = 270° ved vintersolhverv. Til turen én gang rundt, fra forårspunkt til forårspunkt, bruger Solen ét tropisk år på 365^d 5^h 48^m 45^s.

Etymologi

Betegnelsen rektascension er afledt af den latinske ascensio recta, der kan oværsættes til lige opstigning. Den virker ikke umiddelbart indlysende, men har en historisk baggrund, som forklares på hosstående figur fra en bog udgivet i 1600-tallet.^:40-41

Figuren (fra 1668) viser himlens daglige bevægelse set af en iagttager på ækvator ("sphaera recta", til venstre), på ca. 45° nordlig bredde ("sphaera obliqua", i midten) og på nordpolen ("sphaera parallela",til højre). For en given stjerne (grøn plet) var dennes "opstigning" det punkt på himlens ækvator, som stod op samtidigt (rød plet). På ækvator står himlens ækvator vinkelret på horisonten og alle stjerner står lige op. Kun på ækvator står en stjerne og dens "opstigning" ud for hinanden. En stjernes rektascension skulle derfor måles ved dens opstigning på den rette sfære, den til venstre. På de geografiske poler går stjernerne slet ikke op og ned, men har konstant højde, de bevæger sig parallelt med horisonten som vist til højre.

Henvisninger

1. Helt, Bodil E. (1975). Klassisk astronomi. København: Akademisk Forlag. ISBN 87-500-1566-4..
2. Lancaster Brown, Peter (1975). Bogen om astronomi. Universets hvem-hvad-hvor. København: Politikens Forlag. ISBN 87-567-1771-7.
3. Levy, David; Teuber, Jan (1995). Gyldendals store stjernehåndbog. København: Gyldendal. ISBN 87-00-23102-9.
4. Blaeu, Guilielmi (1668). Institutio Astronomica. Apud Johannem Blaeu., "Ascensio recta Solis, stellæ, aut alterius cujusdam signi, est gradus æquatorus cum quo simul exoritur in sphæra recta". Løst oversat: "Den rette opstigning for solen, en stjerne eller ethvert andet tegn, er gradmålet langs [himlens] ækvator for opstigningen på en ret sfære"