Sozialistische Einheitspartei Deutschlands

Sozialistische Einheitspartei Deutschlands (SED) (Tysklands Socialistiske Enhedsparti) var det regerende parti i den Deutsche Demokratische Republik (DDR), der blev oprettet den 7. oktober 1949. SED ophørte som regeringsparti i marts 1990. SED var et kommunistisk parti med en marxistisk-leninistisk ideologi og tidligt med et element af stalinisme. Partiet afviste de forandringer, der skete i Sovjetunionen i 1980'erne som Perestrojka og Glasnost, lige som det ikke reagerede på den voksende utilfredshed i befolkningen; særligt på områder som økonomi, personlig frihed og friheden til at rejse.

SED

Tidlig historie

SED blev oprettet den 21. april 1946, da SPD og KPD i den sovjetiske zone blev lagt sammen efter pres fra Sovjetunionen, ligesom de dårlige erfaringer fra Weimarrepublikkens og Hitlertidens splittelse virkede for en samling.

Den kolde krig

SED blev splittet i 1962, da Vest- og Østtyskland også for alvor blev splittet. Søsterpartiet i Vestberlin blev kaldt Sozialistische Einheitspartei Westberlins (SEW), mens SED beholdt det oprindelige navn i DDR. Søsterpartiet i Vesttyskland var det vesttyske KPD (Kommunistiske Parti Tyskland), indtil partiet blev forbudt i 1956. Siden 1968 fungerede det nystiftede tyske kommunistiske parti (DKP) som ny søsterparti for SED i Vesttyskland.

Der fandtes altså SED i Østtyskland, SEW i Vestberlin og KPD og senere DKP i Vesttyskland.

Slutningen

Efter Sovjetunionens sammenbrud brød partiet SED ligeledes sammen, da det mistede en stor del af sit vælgergrundlag. Partiet blev dog umiddelbart smeltet om til SED-PDS i 1989 og kort derefter i 1990 til Partei des Demokratischen Sozialismus (PDS), der senere i 2007 blev omdannet til Die Linke (Venstrepartiet).

SED's valg til Folkekammeret

DDR kaldte sig demokratisk, og staten gav sig ud for at være en parlamentarisk republik. Fra 1952 blev DDR kaldt et folkedemokrati. Her indgik partierne og masseorganisationerne, som fagforeninger og ungdomsforeningerne en alliance: Nationale Front. Den Nationale Front opstillede til valgene en enhedsliste, der var sammensat af den af SED kontrollerede Nationale Front. Ved valgene til Folkekammeret, der blev afholdt hvert 4. år, kunne vælgerne stemme for eller mod enhedslisten liste fra Den Nationale Front. Der kunne ikke stemmes for eller imod de enkelte personer eller partier på enhedslisten. Fordelingen af de delegerede mellem de forskellige partier og interesseorganisationer var fastlagt i forfatningen og blev ikke påvirket af valgene.

Folkekammeret havde i 1949 434 medlemmer og af dem fik SED de 110, de af SED kontrollerede masseorganisationer 144 medlemmer og blokpartierne CDU, LDP, DBD og NDPD havde i alt 180 medlemmer. Fordelingen blev justeret i DDR's levetid, med fordelingen blev ikke ændret væsentligt. Blokpartierne stemte ikke i DDR's levetid mod SED. Medlemmerne af Folkekammeret valgte Statsrådet, som kunne vedtage love uden Folkekammerets samtykke, og Ministerrådet, som kunne betragtes som DDR's regering. Men DDR var en centralistisk stat bygget op efter sovjetisk forbillede. Magten lå først og fremmest i SED's politbureau og partiets centralkomite. Det vedtog alle beslutninger, der vedrørte DDR.

Referencer

1. Siegfried Suckut: Parteien in der SBZ/DDR 1945–1952, Bundeszentrale für politische Bildung, Bonn 2000, ISBN 3-89331-384-2.
2. Heinrich August Winkler: Der lange Weg nach Westen, Bind 2. Deutsche Geschichte vom „Dritten Reich“ bis zur Wiedervereinigung, C.H. Beck, München, 4. oplag 2002, p. 125
3. Hermann Weber: Demokraten im Unrechtsstaat. Das politische System der SBZ/DDR zwischen Zwangsvereinigung und „Nationaler Front“, i Das politische System der SBZ/DDR zwischen Zwangsvereinigung und Nationaler Front, 2006, p. 26.
4. Ilko-Sascha Kowalczuk: Die 101 wichtigsten Fragen. DDR. C.H. Beck, München 2009, p. 14.
5. Helga Grebing: Geschichte der deutschen Arbeiterbewegung: von der Revolution 1848 bis ins 21. Jahrhundert. vorwärts buch, Berlin 2007, p. 137.
6. Reiner Pommerin: Zwangsvereinigung von SPD und KPD zur SED, Eine britische Analyse vom April 1946, IfZ, Jg. 36, 1988, pp. 319–338; Harold Hurwitz: Zwangsvereinigung und Widerstand der Sozialdemokraten in der sowjetischen Besatzungszone und Berlin, 1990; Hans-Joachim Krusch, Andreas Malycha: Einheitsdrang oder Zwangsvereinigung. Die Sechziger-Konferenzen von KPD und SPD 1945 und 1946, 1990; Gerhard Wettig: Stalins Deutschland-Politik 1945–1949, 2002; Dierk Hoffmann: Otto Grotewohl, 2009, pp. 195–257; Andreas Malycha: Geschichte der DDR. Auf dem Weg in die Diktatur (1945 bis 1949), i Informationen zur politischen Bildung Nr. 312, 2011, pp. 4–18, særlig pp. 9–10: citat: "Die Einheitseuphorie in der Sozialdemokratie im Frühjahr 1945 war am Ende des Jahres bereits verflogen. Zwischenzeitlich hatten die meisten Sozialdemokraten erkannt, wie sehr die KPD von Moskauer Direktiven abhängig war und wie stark die Kommunisten durch die Militäradministration privilegiert wurden. So konnte die Gründung der SED nur durch eine allumfassende propagandistische Kampagne der KPD, in der die Gegner der Einheitspartei als ‚Feinde der Arbeiterklasse‘ diffamiert wurden, sowie durch die Anwendung physischer und psychischer Gewalt sowjetischer Besatzungsoffiziere gegen einheitsunwillige Sozialdemokraten vollzogen werden. Erich Gniffke, der im Auftrag der Berliner Führung die Stimmungslage an den Parteibasis erkundete, zeichnete am 10. Februar 1946 in einem Schreiben an Otto Grotewohl ein deprimierendes Bild über die Vorgänge in den Parteibezirken. Überall, so vermerkte er in seiner Mitteilung, würden die Genossen von den sowjetischen Kommandanten aus ihren Ämtern gedrängt, wenn sie sich gegen eine sofortige Verschmelzung der Parteien stellten. Alles in allem kann von demokratischer Willensbildung während der Gründungsphase der Partei nicht einmal im Ansatz die Rede sein."