Skjald

En skjald var en digter og trubadur i vikingetiden og nordisk middelalder, som regel knyttet til en stormand for at digte om ham og hans bedrifter. Skjaldedigtning er den ene af de to hovedgrupper i norrøn poesi. Den anden er Eddadigtene. Mange islændingesagaer bruger skjaldestrofer som replikker. Blandt andre har Kormáks saga og Gunnlaug Ormstunges saga en skjald som hovedperson.

Odin forsyner sig af skjaldemjøden.

Skjaldene kvæder for Olav den Helliges mænd før slaget ved Stiklestad.
Tegnet af Halfdan Egedius (1877-1899).

Skjalden Berse Skaldtorfuson kom i unåde hos Olav den Hellige og blev lagt i lænker. Han købte sig fri ved at digte et flokk (digtværk), som kongen syntes om.
Tegnet af Christian Krohg.

Ordets ophav

Oprindelsen for ordet "skjald" er uvis; måske afledt af verbet skella (= "at skælde") med tanke på nidviser og spottende udsagn i kvadene.

Kendte skjalde

Brage Boddason (ca 800 - ca 850) er den ældste skjald, der findes værker bevaret fra. Han er mest kendt for Ragnarsdrápa tilegnet Ragnar Lodbrog. Andre kendte norske skjalde var Tjodolv fra Kvine og Torbjørn Hornklove, der tjente hos Harald Hårfager, og Øyvind Skjaldespiller hos Håkon den Gode. Skjalden Bjarne Kolbeinsson var en rig biskop på Orknøerne, mens Skafte Toroddsson var høvding og lovsigemand på Island. Skjalden kunne kaldes "skjaldmand" (skaldmaðr) eller "sangdigter" (ljoðasmiðr), mens en kvindelig skjald kaldtes "skaldkone" (skaldkona) eller "skjaldmø" (skaldmær). De bedste kaldtes "hovedskjald" (höfuðskáld) eller "storskjald" (Þjóðskáld), mens en slet skjald blev kaldt "skjaldfjols" (skaldfifl). Islands største skjald i 900-tallet var Egil Skallagrímsson. Senere i 900-tallet og derefter var alle hirdskjalde islændinge, såsom Hallfred Vandrådeskjald hos Olav Tryggvason og Sigvat Tordarson og Tormod Kolbrunarskjald hos Olav den Hellige. Berse Skaldtorvason, søn af skjaldkonen Skald-Torva, tjente hos Knud den Store og formåede at digte sig ud af fangenskab hos Olav den Hellige. Sammen med Sigvat Tordarson rejste Berse senere som pilgrim til Rom, hvor han skal være død og gravlagt i Peterskirken. Fra 1100-tallet kendes islændingen Einar Skulason og Orknø-jarlen Ragnvald Kale, og i 1200-tallet islændingene Snorre Sturlason og hans nevøer Olav Tordarson Hvideskjald og Sturla Tordarson.

Valdemar Sejr var den sidste danske konge, der blev underholdt af islandske skjalde, deriblandt Snorres brorsøn, Óláfr Þórðarson hvítaskáld (d. 1259). De digte findes ikke bevaret.

Skaldatal er en fortegnelse over norske og islandske skjalde, sandsynligvis påbegyndt tidligt i 1200-tallet af Snorre. Den er sat op efter skjaldenes tilknytning til forskellige stormænd. I alt er der omtalt 148 skjalde, men i dag kendes flere end 440 skjaldenavne fra norrøn tid. Åslaug som var gift med Ragnar Lodbrok, Vilborg Skald som virket under Olaf Kyrre og Steinvør Sigvatsdatter, tilknyttet Gaut på Mel, er de eneste kvindelige skjalde nævnt i Skaldatal .

Referencer

1. Finn Stefánsson: skjaldedigtning i Nordisk Mytologi, 2. udg. 2009, Gyldendal. Hentet 5. april 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=284715
2. skaldic project
3. Uddrag af Snorres Edda – heimskringla.no
4. skaldedikting – Store norske leksikon
5. Jonna Louis-Jensen: skjaldedigtning i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 31. marts 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=160143
6. Skjaldeoversigt fra heimskringla.no

Se også

• Skjaldekunst
• Skjaldemjøden

Eksterne henvisninger

• Dróttkvæði, skjaldkvæði og rímur fra «Kulturformidlingen norrøne tekster og kvad».
• Finnur Jónssons Den norsk-islandske skjaldedigtning fra «Kulturformidlingen Norrøne Tekster og Kvad».
• Finnur Jónssons Carmina Scaldica fra «Kulturformidlingen Norrøne Tekster og Kvad».
• Vikingeskibsmuseet Roskilde: Skjald (Webside ikke længere tilgængelig)