Bohrs atommodel

Bohrs atommodel fra 1913 blev formuleret af den danske fysiker Niels Bohr.

Bohrs atommodel.

I denne model er atomet arrangeret som en atomkerne med en positiv ladning, omkredset af negative elektroner, på stort set samme måde som solsystemet, men med elektrostatiske tiltrækningskræfter i stedet for massetiltrækning. Det revolutionerende ved Bohrs atommodel var, at den beskrev energier i atomerne som kvantiserede.

Bohrs postulater

1. Elektronerne kredser om kernen i diskrete baner. Dette betyder, at ikke en hvilken som helst bane er mulig.
2. Den klassiske fysiks love gælder ikke, hvis elektroner hopper fra en bane til en anden.
3. Hvis en elektron hopper fra en bane til en anden, sker det ved absorption eller emission af en (en foton) med en energi svarende til differencen i energi mellem de to baner. Dette postulat er også kendt som frekvensbetingelsen, da fotonens energi ${\displaystyle E}$ kan beskrives som produktet af Plancks konstant ${\displaystyle h}$ og fotonens frekvens ${\displaystyle f}$ ved formlen ${\displaystyle E=hf}$.
4. De tilladte baner afhænger af den kvantiserede værdi af impulsmomentet ${\displaystyle L}$ som givet ved ligningen:

${\displaystyle L=n\hbar ={\frac {nh}{2\pi }}}$

De mulige energitilstande er:

${\displaystyle E_{n}=-{\frac {1}{(4\pi \varepsilon _{0})^{2}}}{\frac {me^{4}}{2\hbar ^{2}n^{2}}}}$

Bohrs atommodel duer dog ikke til beskrivelsen af multielektronsystemer, da den er formuleret mhp. at forklare spektrallinjerne i brint jf. Rydbergs formel. Bohrs model kan heller ikke forklare hydrogens spektrallinjer til bunds (f.eks. hydrogens finstruktur). Bohrs atommodel er en del af den .

Bohrs atommodel er således ikke en virkelig model af, hvorledes et atom opfører sig, men blot en forsimpling, som fungerer, så længe det, vi kigger på, ikke bliver for komplekst. Bohrs atommodel er derfor blevet afløst af den kvantemekaniske atommodel, hvor elektroner og kernen baner bliver beskrevet som orbitaler (stående bølger i rumtiden). I fysik bliver Bohrs atommodel dog stadig brugt og lært pga. dens simple fremstilling af atomet som en positiv ladet atomkerne med elektroner i kredsløb i forskellige energiniveauer.

Semi-klassisk udledning

Bohrs udledte sin model ved at lade elektronen eksistere i elliptiske kredsløb som i klassisk mekanik jf. Keplers love, mens impulsmomentet er kvantiseret. I følgende udledning bruges simplere cirkulære kredsløb, hvilket ikke ændrer på resultatet. For et klassisk cirkulært kredsløb er centripetalkraften ${\displaystyle F_{c}}$ - kraften der holder elektronen i kredsløbet - givet ved:

${\displaystyle F_{c}=m{\frac {v^{2}}{r}}}$

hvor ${\displaystyle r}$ er kredsløbets radius, og ${\displaystyle v}$ er elektronens fart. Denne kraft er i dette tilfælde givet ved Coulombs lov:

${\displaystyle m{\frac {v^{2}}{r}}={\frac {1}{4\pi \varepsilon _{0}}}{\frac {e^{2}}{r^{2}}}}$

hvor ${\displaystyle Q}$ er kernens ladning, ${\displaystyle \varepsilon _{0}}$ er vakuumpermittiviteten, og ${\displaystyle e}$ elektronens ladningsstørrelse, der er elementarladningen. Impulsmomentet for elektronen er givet ved:

${\displaystyle L=mrv}$

Og farten er altså:

${\displaystyle v={\frac {L}{mr}}}$

Det postuleres nu, at impulsmomentet kun kan være et heltal ${\displaystyle n}$ af Plancks reducerede konstant ${\displaystyle \hbar }$

${\displaystyle L=n\hbar }$

hvilket betyder, at

${\displaystyle v={\frac {n\hbar }{mr}}}$

Dette indsættes i udtrykket for kræfterne, og radius isoleres:

${\displaystyle {\begin{aligned}m{\frac {n^{2}\hbar ^{2}}{m^{2}r^{3}}}&={\frac {1}{4\pi \varepsilon _{0}}}{\frac {e^{2}}{r^{2}}}\\{\frac {n^{2}\hbar ^{2}}{mr}}&={\frac {1}{4\pi \varepsilon _{0}}}e^{2}\\r&={\frac {4\pi \varepsilon _{0}\hbar ^{2}n^{2}}{me^{2}}}\end{aligned}}}$

Det ses, at radius er mindst, når ${\displaystyle n=1}$. Den kaldes da for Bohr-radiussen og giver et mål for brint-atomets størrelse.

Energien er derimod givet ved den kinetiske energi plus den potentielle energi:

${\displaystyle E={\frac {1}{2}}mv^{2}-{\frac {1}{4\pi \varepsilon _{0}}}{\frac {e^{2}}{r}}}$

Ved at bruge ligheden mellem centripetalkraften og Coulombs lov kan den kinetiske energi udskiftes:

${\displaystyle {\begin{aligned}E=&{\frac {1}{2}}{\frac {1}{4\pi \varepsilon _{0}}}{\frac {e^{2}}{r}}-{\frac {1}{4\pi \varepsilon _{0}}}{\frac {e^{2}}{r}}\\E=&-{\frac {1}{2}}{\frac {1}{4\pi \varepsilon _{0}}}{\frac {e^{2}}{r}}\end{aligned}}}$

Udtrykket for radiussen kan nu indsættes:

${\displaystyle {\begin{aligned}E=&-{\frac {1}{2}}{\frac {1}{4\pi \varepsilon _{0}}}e^{2}{\frac {me^{2}}{4\pi \varepsilon _{0}\hbar ^{2}n^{2}}}\\E=&-{\frac {1}{(4\pi \varepsilon _{0})^{2}}}{\frac {me^{4}}{2\hbar ^{2}n^{2}}}\end{aligned}}}$

Dermed er energiniveauerne for brintatomet jf. Bohrs atommodel blevet udledt.

Se også

• Fluorescens
• Polarlys

Kilder/referencer

1. arxiv.org: The many faces of the Bohr atom. Helge Kragh. Centre for Science Studies, Department of Physics and Astronomy, Aarhus University. Citat: "...Bohr’s theory of 1913 was much more than just a theory of the hydrogen atom. In the second part of the trilogy he ambitiously proposed models also of the heavier atoms, picturing them as planar systems of electrons revolving around the nucleus. The lithium atom, for example, would consist of two concentric rings, an inner one with two oppositely located electrons and an outer one with a single electron...However, latest by 1920 it was realized that the planar ring atom was inadequate and had to be replaced by a more complex model that made both chemical and physical sense.13...In the Bohr-Kramers-Slater (BKS) theory from 1924, describing the atom as an orchestra of virtual oscillators, the electrons orbiting in stationary states had finally disappeared...."
2. Bohr, Niels (1913). "On the Constitution of Atoms and Molecules" (PDF). . 26 (151): 1-25. doi:10.1080/14786441308634955.
3. Griffiths, David J. "The Hydrogen Atom", Introduction to Quantum Mechanics (2. udgave), Pearson Educated Limited, 2014, s. 151. ISBN 978-1-292-02408-0.
4. Carter, Robert (2006), Derivation of Bohr’s Equations for the One-electron Atom (PDF), , s. 1-3, hentet 28. december 2020