Den Liviske orden eller Livlands Orden fulde navn Jerusalems Tyske Hus Jomfru Marias hospital i Livland latin Domus Sanc

Den Liviske orden eller Livlands Orden, fulde navn Jerusalems Tyske Hus Jomfru Marias hospital i Livland (latin: Domus Sanctae Mariae Theotonicorum in Livonia, nedertysk (plattysk): Dutscher orden to Lyffland, tysk: Deutsche Orden in Livland, estisk: Jeruusalemma Saksa Maja Püha Maarja hospidal Liivimaal eller Liivimaa ordu) var den katolske ridderorden, Den tyske Ordens livlandske gren, der eksisterede i årene 1237–1562.

Rustning som anvendtes af Den Liviske Orden.

Historie

Dannelse

Den Liviske Orden blev dannet i 1237, da den Den tyske Orden sammensluttedes med Sværdbroderordenen, efter at sidstnævnte i 1236 i slaget ved Saule havde lidt et afgørende nederlag til Storfyrstendømmet Litauen. Da Den tyske Ordens hovedkvarter dengang endnu lå i Palæstina, dannedes til forvaltning af Livland en særlig ordensgren. I de første år var flertallet af medlemmerne i den liviske ordensgren tidligere sværdbrodermedlemmer, men fra omkring 1240 begyndte flertallet af ordensmedlemmer at have en fremmed baggrund. I begyndelsen var den liviske ordensgren meget stærkt knyttet til Den tyske Ordens stormester, der i det 13.–14. århundrede udnævnte de stedlige mestre efter eget forgodtbefindende. I denne periode var de forskellige ordensgrene forenet gennem en fælles fjende, det litauiske storfystendømme, med hvem man kæmpede i det i 1279 ikke fremgangsrige , hvorunder også landemarskal døde. Fra slutningen af det 13. århundrede begyndte imidlertid også vedvarende interne stridigheder i Livland, fortrinsvis mellem ordenen og ærkebispen i Riga eller med byen Riga.

Udviklingen i hovedtræk i det 14.–16. århundrede

1346 købte Den tyske Orden den danske konges besiddelser i det nordlige Estland, (Hertugdømmet Estland) og overdrog disse det følgende år til Den Liviske Orden at forvalte. Takke være dette blev ordenens magt i forhold til bispedømmerne i Livland væsentligt stærkere, og i det 14.–15. århundrede søgte ordenen gentagne gange at inkorporere Riga ærkebispesæde under sig eller reelt at forene ærkebispens besiddelser med ordenens egne. Samtidig mistede ordenen i slutningen af det 14. århundrede en væsentlig begrundelse for sin eksistens, idet det hidtil hedenske Litauen sammensluttedes med Polen i Krevo-unionen. Dette forbund vendte sig straks imod Den tyske Orden, hvorved dennes forbindelse med Den Liviske Orden hurtigt svækkedes, hvilket ikke direkte truede det polsk-litauiske forbund. Den Liviske Ordens voksende selvstændigheds viste sig også derved, at fra slutningen af det 14. århundrede udvalgtes på stedet to kandidater til ordensmesterembedet, og stormester kunne kun vælge mellem disse. Egentlig uafhængighed af stormesteren opnåede Den Liviske Orden i midten af det 15. århundrede, da man efter en intern konflikt i Den tyske Orden kun gav stormesteren en kandidat at godkende. Samtidig forsøgte man at overtage Estland fra Den tyske Orden, hvilket officielt skete i 1459. Reelt forblev imidlertid højmeisteren nominelt herre over Estland indtil 1525, da Den tyske Ordens preussiske gren blev sekulariseret. Derefter blev Den Liviske Orden reelt totalt uafhængig. Officielt forblev ordenen dog en gren af Den tyske Orden og hørte nominelt under Den tyske Ordens administrator i Tyskland så længe, ordenen eksisterede.

I anden halvdel af det 15. århundrede forandredes afgørende de udenrigspolitiske forhold, da sammensluttedes med og strakte sig tillige til Livland og ordensområdernes grænser. I årene 1480–1481 og 1501–1503 foregik mellem Moskva og to krige, der ikke virkede til fremme af ordenens stilling. Internt i Livland lykkedes det at holde fred, men nye rystelser fulgte, da der udbrød reformation i 1520-erne, senere forsøgte ærkebispen i Riga, Wilhelm von Hohenzollern, at sekularisere Livland. I 1530 blev ordensmester den tysk-romerske kejsers vasal uden, at dette bevirkende nogen styrkelse af ordenens stilling.

Afvikling

I 1558 udbrød den livlandske krig, og ordenen viste sig da ikke længere at være i stand til at forsvare landet, og gav sig 1559 ind under Polens beskyttelse. Efter, at de nordlige estiske ordensforvaltningsområder i 1561 havde givet sig ind under svensk beskyttelse, havde den sidste ordensmester Gotthard Kettler ikke andet at gøre end at overgive sig til den polske konge. I november 1561 blev ordenens områder sammen med ærkebispesædet i Riga langt ind under Polen, og i marts 1562 blev ordensgrenen endegyldigt ophævet, mens Kettler blev hertug af Kurland. Formelt gjaldt ordenens overhøjhed i , der reelt var i den danske konges besiddelse og formelt indlemmedes med landet i 1564. Endnu længere forblev ordenens magt i , idet den sidste komtur indtil 1576 nægtede at overdrage sin forvaltning til Kettler, fra 1562 dog uden at være ordensmedlem.

Forvaltningsopbygning

Ordenen skelnede mellem følgende stillinger:

Ordensmesteren
Landemarskallen
Ridderbrødre
Præstebrødre
Halvbrødre

Ordensmesteren

Lederen af Den Liviske Orden var ordensmesteren eller landemesteren. Ordensmesteren hørte direkte under den Tyske Ordens stormester og residerede først i korsfarerbyen Akko i Galilæa (Israel), i årene 1291–1309 i Venedig, 1309–1457 i Marienburg, derefter indtil 1525 i Königsberg, senere (som administrator i den Tyske Orden) i . Ordensmesteren blev fra det 14. århundrede valgt af et af komturer og fogder sammensat og valget bekræftede indtil 1525 den Tyske Ordens højmester.

Landemarskallen

Næst efter ordensmesteren var vigtigste person i ordenen , som residerede først i Cēsis, senere i Sigulda. Landemarskallens rolle var at lede ordenshæren i krig.

Indre Råd og Storråd

Ordensmesteren fik til sin ledelse senest fra midten af 15. århundrede bistand af en af 5–6 forvaltere sammensat Indre Råd eller indre ring. De vigtigste forvaltere var , samt , , og komturer samt . Undertiden kunne andre indgå i det Indre Råd, oftest eller . I det Store eller ydre ordensråd deltog reelt samtlige forvaltere med undtagelse af , hvis stilling blandt Livlands forvaltere regnedes som den mindst betydningsfulde. Hvor det Indre Råd var beskæftiget med ordenens daglige ledelse og godkendelse af de vigtigste beslutninger, så blev det ydre råd sammenkaldt for at afgøre spørgsmål af betydning for ordenen som helhed eller i tilfælde af store kriser.

Ridderbrødre

Ridderbrødrene var de centrale i Den Liviske Ordens indre rangorden. Deres uniformsbeklædning var den Tyske Ordens hvide kappe med sort kors. I det 14. århundrede havde Den Liviske Orden 200-300 ridderbrødre, i slutningen af det 15. århundrede henimod 500, derefter begyndte deres antal at falde. Sammen med krigssoldater og vasaller udgjorde ridderbrødrene ordenens hær. I slutningen af det 14. århundrede begyndte man at bruge lejesoldater, hvis rolle blev afgørende i slutningen af det 15. århundrede.

I begyndelsen kunne næsten enhver uanset baggrund blive ridderbrødre. Således indgik i anden halvdel af det 13. århundrede blandt ordensbrødrene livlændingen , den eneste kendte repræsentant for de baltiske folkeslag i ordenen. Samtidig havnede mange nordtyske borgere og mange med ukendt baggrund, muligvis en del med bondebaggrund. Fra anden halvdel af det 14. århundrede strammedes imidlertid optagelsesvilkårene, og derved blev reelt kun folk med en adelig baggrund optaget i ordenen. De fleste stammede fra Westfalen. Særlig stor var westfalernes andel i det 15. århundrede, senere faldt andelen noget. Foruden westfalere fandtes i ordenens rækker tillige en fast stor andel fra reinlandet. Fra andre egne var antallet af ridderbrødre betydeligt mindre, fra Preussen og Livland kendes kun enkelte.

I alt kendes navnene på 1003 ridderbrødre.

Præstebrødre

Præstebrødre var gejstlige, der udførte ordenens kirkelige gerninger og var ofte skrivere og kanseliansatte. Også de bar Den tyske Ordens hvide kappe med sort kors. Præstebrødrene stammede, modsat ridderbrødrene, ofte fra Preussen.

Halvbrødre

Halvbrødre kaldtes de, der virkede som tjenestefolk og håndlangere for ordenen. Halvbrødre bar en grå kutte.

Forvaltningsområder

Den Liviske Ordens områder. Centrene for komturier og fogderier delvist anført

Den Liviske Ordensstat var Livlands største rige og stærkeste militærmagt. Samlet areal var omkring 55.000 km²; fra 1347, da Den Liviske Orden overtog de danske besiddelser i det nordlige Estland, voksede arealet til 67.000 km². Tidligere hørte , Järvamaa, , , , Harjumaa, og nordlige del til ordenen, desuden områder i Läänemaa, Saaremaa og Hiiumaa. I Letland hørte de fleste områder omkring Latgale, Võnnu og Volmari, Semgallia og Kurlands sydlige dele. I årene 1330–1452 tilhørte byen Riga også til ordenen, derefter overtog den i henhold til overhøjheden sammen med ærkebispen i Riga, fraset årene 1481–1491, da der var borgerkrig mellem ordenen og Riga, og 1524–1529, da byen under reformationsforvirringen kun hørte under ordenen. Ordens svaghed var, at dens forvaltningsområder var spredt og blandet med biskoppernes forvaltningsområder. Det vanskeliggjorde forsvaret af disse. Samtidig muliggjorde det indblanding i alle andre livlandske politiske magters indre forhold, ikke mindst fordi ordenens militære organisation indtil 16. århundrede var på et så højt stade.

Ordensgrenens midtpunkt – ordensmesterens residens var i årene 1237–1297 og 1330–1481 , men dels i det 14. århundredes begyndelse og fra 15. århundredes slutning Võnnu, der rettelig var ordenens uofficielle midtpunkt allerede fra starten af 15. århundrede. Ofte opholdt ordensmesteren sig også i Viljandi fæstningen, som i 15.–16. århundrede var den stærkeste ordensborg. Ordensmester havde 1470 gjort Viljandi til ordensmidtpunkt, men efter hans afsættelse genskabtes den gamle orden.

Ordenens forvaltningsområder var delt i fogderier og komturier, ledet af henholdsvis fogeder og komturer eller ordensforvaltere. I begyndelsen ansås komturier for vigtigere end fogderier, og et område kunne styres af en komtur med underlagte fogeder, men med tiden forsvandt forskellen, omend visse områder ansås for vigtigere end andre (jf. afsnittet om forvaltningen). I alt var ordenens forvaltningsområder i det 16. århundrede fordelt mellem 22 forvaltere, foruden områder forvaltet af komturer og fogeder forekom tillige områder forvaltet direkte af ordensmesteren (i Riga, Kurland og syd for Viljandi) og landmarssallens områder (Sigulda, Volmari og Riga omegn).

Komturer og fogeder med deres ordensborge indgik i forvaltningsordenen. Vasaller var der indtil 16. århundrede få af, fraset det nordlige Estland, hvor de allerede i dansketiden overtog størsteparten af landet.

Uden for Livland-forvaltningsområderne havde ordenen fire komturier i (, , og ). De overtoges 13. århundrede–14. århundrede og forsvandt overvejende i slutningen af det 15. århundrede, fraset Bremen komtur, der først blev solgt 1560.

Komturier

En komtur (tysk, også kommentur) var i den gejstlige ridderorden leder af et komturi (tysk: komturei eller kommende). Han var som statholder tillige ridder, der skulle forestå forvaltningen og aflægge regnskab for ordenens gods, herunder ansvare for landgilde, skatteinddragelse og retsforvaltning.

Navn	Navn på tysk (lettisk)	Eksistensperiode	Bemærkninger
Komturier i Estland
	Fellin	1230 (senest) – 1559/1560	Komturiet kan være oprettet i 1220-erne. På samme tid eksisterede parallelt Viljandi foogtkond. Den sidste forvalter var ikke officielt komtur. I det 15. århundrede forenedes det med Põltsamaa foogtkond. Komturet besat af russerne.
	Reval	1230- og 1340-erne – 1558/1561	Var i en periode i dansk besiddelse. Den sidste forvalter var stedfortrædende komtur. Komturiet forenet med Sverige.
	Pernau	1260-erne – 1562	Sandsynligvis oprettet 1265. I slutningen af det 15. århundrede forenet med Lihula komtuurkond. Komturet forenet med Polen.
	Talkhof	sandsynligvis 14. århundrede – 1558	Første kendte komtur kendes fra 1343. Navnet på den sidste komtur kendes ikke. Komturiet besat af russerne.
	Leal	1240-erne – sandsynligvis 1470-erne	Første kendte komtur kendes fra 1241. I slutningen af det 15. århundrede forenet med Pärnu komtur.
	Weißenstein	14. århundredes første halvdel	Kun to komturer kendes. Eksisterede parallelt med Järva foogtkond og siden forenet med dette.
Komturier i Letland
	Goldingen	sandsynligvis 1250-erne – 1560	Første kendte komtur kendes fra 1251. Den sidste fald i slaget ved Oksebjerg. Komturet forenet med Kurland hertugdømme (Kuramaa hertsogiriik).
	Marienburg; Alūksne	1342–1560	Komturiet besat og den sidste komtur døde i ordensfængsel anklaget for forræderi.
	Daugavpils	umbes 1245 – 1559	Komturiet fandtes ikke i lang tid i 13.–14. århundrede, thi borgen blev ødelag af litauerne. Likvideret 1559, overdraget til den polske hærs beskyttelse
	Dobeln	1376?–1562/1576	Komturiets oprettelsestid kendes ikke. Den sidste komtur ville ikke overdrage besiddelsen ved ordenens likvidering og forvaltede denne 14 år som verdslig fyrste. Senere forenet med Kurland hertugdømme.
	Windau; Ventspils	1291?–1560/1562	Komturiets oprettelsestid kendes ikke. 1561–1562 forvaltedes området af den tidligere landemarskal. Ved likvideringen forenet med Kurland hertugdømme.
	Wenden; Cēsis	1207–1349	Komturiets oprettelsestid kendes ikke sikkert. Eksisterede med afbrydelser, tidvis parallelt med Võnnu foogtkond.
	Ascheraden	1209?–1477?	Komturiets oprettelsestid kendes ikke sikkert. Ved likvideringen forenet med landemarskallens forvaltningsområder.
	Daugavgrīva	1305– slutningen af 15. århundrede	Ved likvideringen forenet med landemarskallens forvaltningsområder.
	Mitau; Jelgava	1272?–1495?	Komturiets oprettelsestid kendes ikke sikkert. Ved likvideringen forenet med landemarskallens forvaltningsområder.
	Riga; Rīga	1253?–1484	Komturiets oprettelsestid kendes ikke sikkert. Likvideret i forbindelse med stridighederne mellem Riga og ordenen og senere underlagt ordensborgen direkte under ordensmesteren.
	Segewold	1291?–1432	Komturiets oprettelsestid kendes ikke sikkert. Ved likvideringen forenet med landemarskallens forvaltningsområder.
	Rujen; Rūjiena	1559–1560	Komturiet oprettet under Liviske krig og forsvandt som det eneste efter slaget ved Oksebjerg.
Uden for Livland
		1330-erne–1560	1560 solgtes komturiet. Handelen afsluttet endeligt først efter likvideringen af Den Liviske Orden.
	Klaipeda (litauisk)	1250-erne–1470-erne	1470 underlagt Den tyske Orden.
		1260-erne –1465	Komturiet solgt.
		1260-erne–1356	Komturiet solgt.

Fogderier

En foged var i den gejstlige ridderorden først og fremmest ansvarlig for retsvæsenet i et givet område, fogderiet, men stod i krigstid desuden som ansvarlig for forsvaret af godset.

Navn	Navn på tysk (lettisk)	Eksistensperiode	Bemærkninger
Fogderier i Estland
	Jerwen	1220?–1562	Oprindelig oprettet på dansk område.
	Wesenberg	1343–1558/1561	Kerneområderne erobret 1558.
	Narwa	?–1558	Fogderiet besat 1558.
	Soneburg	1405?–1562/1564	Dannet til afløsning af Pöide foogtkond. Den sidste foged nægtede i 1562 at overdrage fogderiet til Polen og overdrog det 1564 til Danmark.
	Neuhausen	?–1558	Første foged kendes først 1433, men eksisterede øjensynligt allerede tidligere.
	Tolsburg	1471–1558	Oprettet af ordensmester Herse. Besat af russerne.
	Karkus	1248?–1534	Forenet med ordensmesterens forvaltningsområder
	Oberpahlen	1305?–1472?	Forenet med Viljandi komtur.
	Peude	14. århundrede	Kun to fogder kendes. Senere hørte områderne under Maasilinna foogtkond.
Fogderier i Letland
	Rositten	1288?–1559	Måske ødelagdes borgen i slutningen af det 13. århundrede. En uafbrudt fogedliste kendes fra midten af 14. århundrede. Likvideret i forbindelse med fogderiets overdragelse til Polens beskyttelse.
	Bauske	1470?–1559	Sandsynligvis oprettet af ordensmester Herse. Likvideret i forbindelse med overdragelse til Polens hær.
	Kandau	1383?–1560	Sidste foged faldt i slaget ved Oksebjerg.
	Selburg	1422?–1559	Fogderiet 1559 overdraget til Polens hær.
	Grobin	1428?–1560	Fogderiet pantsat 1560 til Preussen.
	Wenden; Cēsis	1255?–1461	Fogderiet eksisterede i begyndelsen parallelt med komturet og likvideredes i forbindelse med områdernes overdragelse direkte under ordensmesteren.

Livlandske ordensmestre

Uddybende artikel: Den Liviske Ordens landemester

1237–1238
1238–1242
1244–1246
1248–1253
1253–1256
1256–1260
1261–1263
1263–1266
1266–1270
1270–1273
1273–1279
1279–1281
1281–1287
1288–1290
–1293
1295–1296
1298–1307
1309–1322
1322–1324
1324–1328
1328–1340
1340–1345
1345–1359
1359–1364
1364–1385
1385–1389
1389–1401
1401–1413
1413–1415
1415–1424
1424–1433
1433–1435
1435–1437
1438–1450
1450–1469
1470–1471
1471–1483
1483–1494
1494–1535
1535–1549
1549–1551
1551–1557
1557–1559
Godert (Gotthard) Kettler 1559–1561

Litteratur

Niels von Holst: Der Deutsche Ritterorden und seine Bauten von Jerusalem bis Sevilla, von Thorn bis Narwa. : Mann, 1981.
Juhan Kreem: The town and its lord: Reval and the Teutonic Order (in the fifteenth century); (doktordisputats). Tallinn: Ilo, 2002.
Ritterbrüder im livländischen Zweig des Deutschen Ordens; Hrsg. von und ; Köln: Böhlau, 1993.

Noter

Ritterbrüder im livländischen Zweig des Deutschen Ordens. Köln: Böhlau, 1993.

[1] Ritterbrüder im livländischen Zweig des Deutschen Ordens. Köln: Böhlau, 1993.