Storfyrstendømmet Litauen

Storfyrstendømmet Litauen (rutensk Великое князство Литовъское, litauisk: Lietuvos Didžioji Kunigaikštystė, hviderussisk: Вялікае Княства Літоўскае, polsk: Wielkie Księstwo Litewskie) var en østeuropæisk stat fra 1200-tallet til 1795. Staten blev grundlagt af litauere, som var en fra Aukštaitija, den sydøstlige del af det nuværende Litauen. Storfyrstendømmet Litauen blev senere udvidet til at omfatte store dele af det tidlige Kijevrige og slaviske lande, så dets territorium dækkede hele det nuværende Litauen, Hviderusland og Ukraine samt dele af Letland, Moldavien, Polen og Rusland. Storfyrstendømmet havde sin største udstrækning i 1400-tallet, hvor det var Europas største stat. Landet var multietnisk og rummede folk med stor variation i sprog, religion og kultur. I fyrstendømmet talte man normalt rusinsk og andre østslaviske sprog. Man talte også latin, polsk og tysk, dog mest til diplomatiske formål.

Storfyrstendømmet Litauen litauisk: Didi Kunigiste Letuvos hviderussisk: Великое князство Литовско polsk: Wielkie Księstwo Litewskie
Storfyrstendømme
1200-tallet–1795
Flag Nationalvåben
Kortet viser den territoriale udvikling af Litauen fra 1200-tallet til 1400-tallet
Hovedstad	Vilnius
Religion	Hedenskab officielt kristent fra 1387
Regeringsform	Arveligt monarki (1230–1572) Valgmonarki (1572–1795)
Historisk periode	Middelalderen
• Etableret	1200-tallet
• Polens tredie deling	1795
Efterfulgte Efterfulgt af Fyrstendømmet Litauen Russiske Kejserrige

Samlingen af landet begyndte i slutningen af 1100-tallet. Mindaugas, som blev dets første regent, blev kronet til i 1253. Den hedenske stat blev angrebet i de religiøse korstog af blandt andet den Tyske Orden og Den Liviske Orden. Den multietniske og i religiøs henseende mangfoldige stat voksede frem under den senere hersker Gediminas og fortsatte sin ekspansion under hans søn Algirdas. Algirdas' efterfølger Jogaila underskrev Krevo-traktaten i 1386, hvilke førte til to større ændringer: og oprettelse af en personalunion mellem Storfyrstendømmet Litauen og Kongeriget Polen.

Under Vytautas den Store nåede staten sin største territoriale udstrækning og besejrede den Tyske Orden i Slaget ved Grunwald i 1410, ligesom den voksede frem. Efter hans død forværredes forholdet til Kongeriget Polen, og litauiske adelsslægter, herunder slægten , forsøgte at bryde personalunionen med Polen. Nederlag i mod Storfyrstendømmet Moskva betød dog, at unionen blev opretholdt. Ved Lublinunionen i 1569 dannedes en ny stat, den polsk-litauiske realunion. Det var en føderation, hvor Storfyrstendømmet Litauen beholdt sin politiske selvstændighed og havde sin egen regering, love, hær og finansvæsen. Staten mistede dog efterhånden territorier til det ekspanderende Rusland, og efter en række ødelæggende krige deltes staten mellem det Russiske Kejserrige, Preussen og Østrig i 1795.

Navn på andre sprog

På andre sprog hedder Storfyrstendømmet Litauen:

• gammellitauisk: Didi Kunigiste Letuvos
• litauisk: Lietuvos Didžioji Kunigaikštystė
• rusinsk: Великое князство Литовское, Руское, Жомойтское и иных
• latin: Magnus Ducatus Lituaniae
• hviderussisk: Вялікае Княства Літоўскае eller Рускае, Жамойцкае, (tr. Vialikaje Kniastva Litoŭskaje eller Ruskaje, Žamojckaje)
• ukrainsk: Велике Князівство Литовське eller Руське і Жемайтійське, (tr. Velyke Knyazivstvo Lytovske eller Rus'ke i Žemaytiyske)
• lettisk: Lietuvas Lielkunigaitija eller Lietuvas Lielkņaziste
• polsk: Wielkie Księstwo Litewskie
• estisk: Leedu suurvürstiriik
• tysk: Großfürstentum Litauen
• russisk: Великое Княжество Литовское

Betegnelsen "Storfyrstendømmet" blev anvendt fra 1300-tallet.

Historie

Uddybende artikel: Litauens historie

Grundlæggelse af staten (1219-1295)

De baltiske stammer omkring år 1200

Den første skriftlige henvisning til Litauen blev fundet i . Den er dateret til året 1009. Slaviske arkiver har i det 1100-tallet henvist til Litauen som et område, der blev angrebet af russerne. I begyndelsen betalte de hedenske litauere tribut til Polotsk, men senere blev de i stand til at organisere deres egne små angreb. Mellem 1180 og 1183 blev Litauen så stærkt, at det begyndte at planlægge mange militære angreb på de slaviske byer, Polotsk, og endda Pskov. De truede også Novgorod. De pludselige militære succeser gjorde, at Litauen genvandt sin position i Aukštaitija.

Den Liviske Orden og Tyske Orden, blev grundlagt i Riga i 1202 og i Preussen i 1226. De kristne ordner udgjorde en stor trussel mod de hedenske, baltiske stammer og hindrede yderligere udvidelse af staten. I 1219 afslører fredstraktaten med (Galicien-Volhynien) et tæt samarbejde mellem fyrsterne fra Litauen og fyrsterne fra Žemaitija. Denne traktat blev underskrevet af 21 litauiske fyrster. Blandt dem var 5 fra Aukštaitija (, , , og Mindaugas) og adskillige andre fra Žemaitija. Selv om fyrsterne havde kæmpet mod hinanden før, talte de næsten samme dialekt, og de stod sammen ansigt til ansigt mod deres fjender. Sandsynligvis havde fyrst Živinbudas mest at skulle have sagt, eftersom han er nævnt først. Adskillige fyrsterne kom fra samme familie. Den formelle anerkendelse af de forskellige interesser gjorde, at der blev lavet et hierarki, hvorefter Storfyrstendømmet Litauen i slutningen af 1100-tallet blev etableret.

Det litauiske kongedømme

Gammel litauisk borgbanke i Kernavė, som er på UNESCOs Verdensarvsliste.

Fyrst Mindaugas af det sydlige Litauen, var en af fem overordnede fyrster nævnt i traktaten med fyrstendømmet Galicien-Volhynien. Ifølge den livonske rimede krønike fra midten af 1230’erne erhvervede Mindaugas sig overherredømme over hele Litauen. I 1236 slog žemaitijanerne under ledelse af Vykintas Sværdbroderordenen i slaget ved Saule. Ordenen blev efter nederlaget tvunget til sammenslutning med den Tyske Orden i Preussen. Det betød, at Žemaitija, en stribe land, der delte Livland fra Preussen, blev hovedmålet for begge ordener. Slaget gav et afbræk i krigene mod ridderne, som Litauen udnyttede til et angreb på Rutenien og besættelsen af Navahrudak og Grodno.

I 1248 brød en fejde ud mellem Mindaugas og hans nevøer og . Den stærke koalition mod Mindaugas bestod af Vykintas, Den Liviske Orden, og . Mindaugas udnyttede de interne konflikter mellem sine modstandere og allierede sig med Den Liviske Orden. Han lovede at konvertere til kristendommen og overdrage landområder i det vestlige Litauen mod at få militær assistance i kampen mod sine nevøer og at blive kronet som konge. I 1251 blev Mindaugas døbt og Pave Innocens IV udstedte en pavelig bulle, der proklamerede dannelsen af . Efter afslutningen af fejden blev Mindaugas kronet som konge af Litauen den 6. juli 1253. Kroningen var starten på et relativt fredeligt tiår. Mindaugas forsøgte at styrke sin indflydelse i Polotsk, et større handelscenter i Rutenien ved Daugava floden, samt Pinsk i Rutenien. Den Liviske Orden brugte perioden til at styrke sin position i dele af Žemaitija og Livland, men tabte slaget ved Skoudas i det nordvestlige Litauen i 1259 og året efter Slaget ved Durbė i det sydvestlige Letland til Žemaitija. Nederlagene opmuntrede Semigalians og preusserne til at gøre oprør mod ridderne.

Opmuntret af Treniota (Mindaugas nevø) brød Mindaugas freden med den Liviske Orden, faldt tilbage til sin gamle tro og allierede sig med Alexander Nevskij fra Novgorod. Han håbede at kunne samle alle baltiske stammer under litauisk overherredømme. Da den militære offensiv ikke lykkedes, forværredes forholdet mellem Mindaugas og Treniota. Sammen med Daumantas myrdede Treniota Mindaugas og hans to sønner, Ruklys og Rupeikis i 1263.

Gedimins dynastiet kommer til magten

Ruinerne af

Fra 1263 til 1269 havde Litauen 3 storfyrster: Treniota, Vaišvilkas og Švarnas, alligevel faldt staten ikke fra hinanden og Traidenis kom til magten i 1269. Han styrkede Litauens kontrol i Sorterusland (nordvestlige del af Hviderusland) og kæmpede mod den Liviske Orden og vandt slaget ved Karuse i 1270 og slaget ved Aizkraukle i 1279. Der er en del usikkerhed om de litauiske storfyrster mellem Traidenis’ død i 1282 og ’ overtagelse af magten i 1295. I denne periode afsluttede den Liviske Orden sine erobringer. I 1274 afsluttedes og den Tyske Orden fortsatte erobringen af andre baltiske stammer, Nadruvians og Skalvians i 1274-1277 og Yotvingians i 1283. Den Liviske Orden afsluttede erobringen af Semgallen, Litauens sidste baltiske allierede, i 1291. Ordenen kunne nu vende hele opmærksomheden mod Litauen. Bufferzonen bestående af baltiske stammer var nedkæmpet, og Litauen stod alene overfor ordenen.

Vytenis var den første regent fra Gediminids, en slægt som regerede Litauen i flere århundreder. I hans regeringstid var der konstant krig mod den Liviske Orden, Kongedømmet Polen og Ruthenia. Vytenis var involveret i arvefølgestridigheder i Polen, hvor han støttede af Masovien, som var gift med en litauisk grevinde, Gaudemunda af Litauen. I Rutenien lykkedes det Vytenis at generobre landområder tabt efter mordet på Mindaugas og erobre fyrstendømmerne Pinsk og Turaŭ. I kampene mod den Liviske Orden allierede Vytenis sig med indbyggerne i Riga, sikrede sin position i Riga, styrkede handelsruterne og skabte basis for kommende militære kampagner. Omkring 1307 blev Polotsk, et vigtigt handelscenter i det nordøstlige Hviderusland, annekteret med militær magt. Vytenis påbengyndte også opførelsen af et system af forsvarsanlæg langs Nemunas floden. Lidt efter lidt udviklede dette system sig til hovedforsvaret mod den Liviske Orden.

Territorial ekspansion

Gediminas Tårnet i Vilnius

Ekspansionen nåede sit højeste under Gediminas, som skabte en stærk centralregering og etablerede et rige, som senere udvidedes fra Østersøen til Sortehavet. I 1320 var de fleste fyrstedømmer i Vest-Rus (Hviderusland) enten vasaller under Litauen eller annekteret. I 1321 besejrede Gediminas Kijevriget i slaget ved Irpenfloden, og Stanislav af Kijev, den sidste af Rurikslægten, der regerede i Kijev, blev sendt i eksil. Gediminas genetablerede også Vilnius som Litauens permanente hovedstad i, da han, formodentligt i 1323, flyttede fra (dansk: Gammel Trakai). Nogle forsker, herunder 1500-tallets Maciej Stryjkowski hævder, at Navahrudak nær Grodno var hovedstad i 1200-tallet.

Storfyrstendømmet Litauens ekspansion fra 1200-tallet til 1400-tallet

Litauen var i en ideel position til at overtage den vestlige og sydlige del af Kijevriget. Mens så godt som alle andre nabostater var blevet plyndret og havde lidt nederlag til Den Gyldne Horde, var mongolerne aldrig nået så langt nord på som Litauen. Deres Horder stoppede på grænsen til det moderne Hviderusland og de fleste områder i Storfyrstendømmet Litauen forblev urørte. Litauens ekspansion blev fremmet af den svage kontrol, mongolerne havde over områderne, de havde besejret. Kijevrigets fyrster blev aldrig integreret i Den Gyldne Horde, men forblev vasalstater med en stor grad af uafhængighed. Litauens fremvækst kom på et ideelt tidspunkt, da de kunne ekspandere uden at møde nævneværdig modstand i områder befolket af Østslaverne og kun begrænset modstand fra mongolerne.

Den litauiske stat var ikke alene baseret på militær aggression. Dens eksistens var i ligeså høj grad afhængig af diplomati som våben. De fleste byer blev ikke nedkæmpet i slag, men enedes gennem forhandling i at blive vasaller under Litauen. Eftersom de fleste af byerne allerede var vasaller under Den Gyldne Horde eller storfyrsten af Moskva, var beslutningen ikke et valg om opgivelse af selvstændigheden, men et valg om udskiftning af én herre med en anden. Dette var bl.a. tilfældet med Novgorod, som ofte kom under den litauiske indflydelsessfære og ved flere tilfælde var underlagt Litauen. Således var litauisk kontrol ofte et udtryk for interne modsætninger i byen, som forsøgte at undgå kontrol fra Storfyrstendømmet Moskva. Imidlertid var denne metode til statsdannelse ustabil. Forandringer af de interne politiske modsætninger i byen kunne trække den ud af litauisk kontrol. Dette skete en række gange med Novgorod og andre østslaviske byer.

Union med Polen

"Kristningen af Litauen ved Jogaila og Vytautas i 1387", maleri af Jan Matejko, 1889, Kongeslottet i Warszawa

Litauen blev kristnet i 1387. Kristningen blev ledt af Jogaila, som personligt oversatte kristne bønner til litauisk. Unionen nåede sit højeste under Vytautas den Store, som regerede fra 1392 til 1430. Vytautas var en af de mest berømte herskere af storfyrstendømmet. Han var storfyrste fra 1401 til 1430 og var tidligere prins af Grodno 1370 til 1382 og prins af Lutsk fra 1387 til 1389. Vytautas var søn af Kęstutis, fætter til Jogaila, som blev konge af Polen 1386 og bedstefar til Vasili II af Moskva. I 1410 kommanderede Vytautas selv storfyrstendømmets styrker i slaget ved Grunwald. Slaget endte med en afgørende polsk-litauisk sejr over den Tyske Orden.

Storhertugernes palads i Litauen

Vytautas støttede den økonomiske udvikling af staten og gennemførte en række reformer. Under hans regeringsperiode blev storfyrstendømmet mere centraliseret efterhånden som guvernører, loyale over for Vytautas, erstattede prinser med familiemæssige bånd til tronen. Guvernørerne var rige jordbesiddere, som kom til at udgøre basis for den litauiske adel, og slægterne Radziwiłł og Goštautas begyndte at vinde indflydelse.

Den hurtige udvidelse af Moskvas indflydelse medførte snart en rivalisering med Litauen, men efter anneksionen af Novgorod i 1478 var Moskva uden tvivl den mest fremtrædende magt i Nordøsteuropa. Efter at have vundet i 1550 genvandt Ivan III mellem 1492 og 1508 historiske områder af Kijevriget som Tjernihiv og Brjansk.

Den polsk-litauiske realunion

Uddybende artikel: Den polsk-litauiske realunion

Storfyrstedømmet Litauens placering i Den polsk-litauiske realunion ca. 1635

Storfyrstendømmet Litauen, Tobias Lotter, 1780

Tabet af landområder til Moskva og det fortsatte militære pres truede den litauiske stats overlevelse og tvang Litauen til et stadigt tættere militært samarbejde med Polen. I 1569 oprettedes den polsk-litauiske realunion (også kaldet "Republikken af to Nationer"). Ved oprettelsen af unionen overførtes mange territorier tidligere kontrolleret af Storfyrstendømmet Litauen til (Kongeriget Polen) også kaldet "Kronen" (polsk: Korona) mens den gradvise lidt efter lidt sikrede polsk dominans i selve Litauen. Storfyrstendømmet opretholdt mange rettigheder i føderationen: bl.a. egen regering, separat finansvæsen og egen hær indtil vedtagelsen af , Polens første grundlov.

Delingen og Napoleon-perioden

Efter Polens deling blev størstedelen af det tidligere storfyrstendømme direkte annekteret af Det Russiske Kejserrige i stedet for at blive tilknyttet Kongedømmet Polen (de sidste rester i personalunionen med Rusland). I 1812, kort før (Napoleons invasion af Rusland), gjorde dele af det tidligere storfyrstendømme oprør mod Rusland. Kort efter sin ankomst til Vilnius proklamerede Napoleon oprettelsen af Litauens provisoriske regeringskommission, som efterfølgende genoprettede Polsk-litauiske union. Imidlertid blev unionen aldrig formaliseret, og kun et halvt år senere blev Napoleons hær presset ud af Rusland og tvunget til at trække sig endnu længere tilbage mod vest. I december 1812 generobrede russiske styrker Vilnius og afsluttede alle planer om genoprettelse af storfyrstendømmet.

Demografi

Områder der talte litauisk i 1500-tallet

Storfyrstendømmet Litauen i 1600-tallet med opdelingen i voivodskab

Polens tre delinger: 1772, 1793 og 1795 med de områder Storfyrstendømmet afstod

Litauernes hjemland, Fyrstendømmet Litauen, var kernen i Storfyrstendømmet Litauen. Ved dannelsen af Storfyrstendømmet Litauen udgjorde litauere 70 % af befolkningen. Med overtagelsen af ruthenske territorier udgjorde litauere 50 % og senere 30 % af den samlede befolkning. Da Storfyrstendømmet var størst, og havde underlagt sig Kijevriget i slutningen 1430 var arealet omkring 930.000 km², hvor ca. 24 % indbyggerne var litauere.

I kølvandet på udvidelsen af Storfyrstendømmet Litauen i midten af 1300-tallet kom "litauer" til at betyde enhver indbygger i Storfyrstendømmet. I 1700-tallet betød litauer (litauisk: Lietuvis, polsk: Litwin) en indbygger i Storfyrstendømmet, uanset om de talte litauisk, polsk eller rusinsk.

I 1493 vurderes den samlede befolkning i Storfyrstendømmet Litauen og Kongeriget Polen til at være ca. 7,5 millioner: 0,5 mio. litauere, 3,25 mio. polakker og 3,75 mio. ruthenere. Med oprettelsen af Den polsk-litauiske realunion i 1569 mistede Storfyrstendømmet Litauen store landområder til (Kongeriget Polen) og i midten af 1600-tallet udsattes Storfyrstendømmet for store ødelæggelser og afvandring, indbefattet store dele af den litauisk-talende befolkning i Vilnius-området som følge af Sveriges og Det Russiske Kejserriges invasion. Gennem de territoriale tab til Det Russiske Kejserrige i krigen mindskedes den ruthenske befolkning væsentligt. I 1770 var der omkring 4,84 mio. indbyggere på 320.000 km², omkring 1,39 mio. eller 29 % var litauere. I de følgende årtier mindskedes befolkning yderligere gennem opsplitningen af Den polsk-litauiske realunion.

Anslået indbyggertal i Storfyrstendømmet Litauen
År	km²	Indbyggere i alt i mio.	Litauere i mio.	Litauere i % af befolkningen
1260	200.000	0,4	0,27	67
1340	350.000	0,7	0,37	52
1430	930.000	2,5	0,59	24
1490	850.000	3,8	0,55	14
1522	485.850	2,365	0,7	30
1568	570.000	2,8	0,825	30
1770	320.000	4.84	1,39	29
1791	250.000	2,5	1,4	56
1793	132.000	1,8	1,35	75
Kilde: Nijolė Letukienė og Petras Gineika (2003): "Istorija. Politologija: kurso santrauka istorijos egzaminui" (Vilnius: Alma littera) s. 182 (litauisk) Andre opgørelser findes f.eks.: Kevin O’Connor (2003): "The history of the Baltic States" (Greenwood Publishing Group) ISBN 0-313-32355-0 Google bøger, På danske biblioteker (Webside ikke længere tilgængelig) s. 17 (engelsk) Forfatteren anslår at der i 1387 var 9 millioner indbyggere i Storfyrstendømmet og 1 million af disse var etniske litauer Bjorn Wiemer (2003): "Dialect and language contacts on the territory of the Grand Duchy from the 15th century until 1939" (Kurt Braunmüller, Gisella Ferraresi: Aspects of multilingualism in European language history (John Benjamins Publishing Company)) ISBN 90-272-1922-2 Google bøger s. 109-114 (engelsk) Forfatteren anslår at Storfyrstendømmets i slutningen af 1200-tallet havde et areal på 800.000 km² og at "Det egentlige Litauen" udgjorde 10 % af dette areal
Noter: Under Mindaugas, efter slaget ved Saule, besættelsen af Navahrudak og Grodno Under Gediminas, efter kontrol over Sorterusland, Hviderusland og sejren over Kijevriget Under Vytautas, union med Polen, efter slaget ved Grunwald, slaget ved Smolensk, fremrykning til Dnepr og invasion af Krim Efter afståelsen af Novgorod til Storfyrstendømmet Moskva Efter slaget ved Verdrosha og afståelsen af områder i Kijevriget til Storfyrstendømmet Moskva Efter oprettelsen af Den polsk-litaiske realunion, afståelse af de store dele af vestlige Ukraine til Kongeriget Polen Efter den Store Nordiske Krig hvor Sverige angreb af Den polsk-litaiske realunion, det Russiske Kejserriges hærgen samt krig mod det Osmanniske Rige Efter Polens 1. deling, afståelse af de østligste områder til det Russiske Kejserrige Efter Polens 2. deling, afståelse af yderligere områder til det Russiske Kejserrige

"Det egentlige Litauen" (litauisk: Didžioji Lietuva), bestående af Vilnius voivodskab (litauisk: rajonas), Trakai voivodskab og Samgotian-området, var et flertal litauisk-talende. Befolkningen i Vilnius og omgivelser var multietnisk, hvor der bl.a. taltes polsk, litauisk, ruthensk, jiddisch, tysk, tatariskk og (et tyrkisk sprog talt af karaite indvandrere). I den sydlige del af Trakai og Vilnius voivodskab boede der en del rusisnsk-talende og i de sydøstligste områder udgjorde de den største sproggruppe. I den sydøstlige del af Storfyrstendømmet var den oprindelige befolkning ruthenere, som talte rusinsk. Udover litauere og ruthenere var Litvaks (litauiske jøder) og Lipka-tatarer (indvandrede tatarer) vigtige etniske grupper i Storfyrstendømmet.

Sprog

"Litauiske lov" fra Storfyrstendømmet, 1586

Fra Vytautas tid er de fleste officielle dokumenter på latin og tysk, men senere blev rusinsk det foretrukne administrationssprog som benyttedes i lovtekst, bl.a. i "Litauiske lov", i dokumenter og skrifter og til at korrespondere med østeuropæiske lande. Til at korrespondere med vestlige lande benyttedes latin, tysk og polsk. Fra begyndelsen af 1500-tallet, især efter Michael Glinskis forsøg på at løsrive Kijevriget i 1508, var der ønske om at skifte fra rusinsk til latin. Men rusinsk syntes at være indgroet og var stærkt rodfæstet i uddannelsesvæsenet både i Ruthenien og i det Egentlige Litauen.

Polsk blev i stigende grad brugt i takt med at den polske indflydelse bredte sig efter oprettelsen af Den polsk-litauiske realunion; alligevel skrev justitskansler (polsk: Kanclerz) i Storfyrstendømmet, Leonas Sapiega, i forordet til Litauens tredje forfatning 1588, at indledningen er skrevet i hans eget rusinske sprog. Omvendt er en del af forordet i Mikalojus Daukšas, biskop af Žemaitija, postil fra 1599 skrevet på polsk. Postillen var en anbefaling til borgerne i Storfyrstendømmet, om at tale litauisk. Daukša skammede dem ud for ligegyldighed over for deres modersmål. Han latterliggjorde adelen for at foretrække at tale polsk, når de knapt forstod sproget.

De politiske reformer i 1564-1566 foregik under denne polonisering. Politiske love og strukturer af polsk type blev oprettet: lokale råd af adelsmænd, som valgte kandidater til Seimas, lokale jorddomstole, domstole, og appelret.

I Den polsk-litauiske realunion blev rusinsk ved lov skiftet ud med polsk som administrationssprog i 1697, dog findes der stadig dokumenter på rusinsk fra anden halvdel af 1700-tallet. Selvom litauisk ikke anvendtes som regeringssprog efter storfyrste Vytautas (1392-1430) og konge af Polen Jogaila (1386–1434) menes det, at storfyrste Aleksandras Jogailaitis (1492-1506) kunne forstå og tale litauisk. Den sidste storfyrste Žygimantas Augustas (1548-1569) fastholdt både polsk- og litauisk-talende domstole og ved hans hof taltes begge sprog.

Det er ikke kendt, hvor stor en del af bojarerne (den højeste adel), der talte litauisk. Omkring halvdelen af Storfyrstendømmets adelsfamilier havde litauiske rødder og benyttede de første år litauisk. Litauiske adelsfamilier, der flyttede til slaviske områder, konverterede til den ortodokse kirke, smeltede ind i den lokale kultur og talte rusinsk. Den rusinske adel talte rusinsk. Både den rusinske og den litauiske adel blev stadig mere poloniseret og begyndte at tale polsk. På et tidspunkt talte alle højere lag i det litauiske samfund polsk. I Vilnius blev den sidste gudstjeneste på litauisk afholdt i 1738. I skolerne blev litauisk forstødt og polsk erstattede latin. Litauisk var heller ikke tilladt på Vilnius Universitet.

Žemaitija-området var særligt stillet. På grund af afstanden til Vilnius, havnebyerne og den stærke økonomiske stilling området havde, var der en vis grad af selvstændighed. Penge-økonomien var mere fremherskende og færre var pålagt hoveri. Afstanden til Vilnius og de mindre forskelle i samfundet medførte, at flere fra den lokale adel talte litauisk end adelen omkring hoffet, der var centrum for den intensive sproglige polonisering.

Ifølge en note af Sigismund von Herberstein var der to egne i et hav af russisk sprog i denne del af Europa: Litauen og Žemaitija.

I 1500-tallet, da mange uddannede litauere kom hjem fra studier i bl.a. Italien, boblede det kulturelle liv i Storfyrstendømmet. Tiden er refereret til som "Litauens renæssance". På det tidspunkt dukkede de første håndskrevne og trykte tekster op på litauisk, og arbejdet med at skabe et litauisk skriftsprog indledtes. I spidsen herfor stod litauiske intellektuelle som Abraomas Kulvietis, Stanislovas Rapalionis, Martynas Mažvydas og Mikalojus Daukša. Skriftsproget, der vandt indpas i Litauen, blev ẑemaitisk fra vest-Aukštaitian, tæt på Østersøkysten.

Militær

Slaget ved Grunwald
Personerne i midten er Ulrich von Jungingen (tv) og Vytautas (th)

På trods af Litauens overvejende fredelige overtagelse af en stor del af sine rusinske besiddelser, kunne Storfyrstendømmet anvende militær styrke, hvis det var nødvendigt, og den litauiske hær var den eneste militærmagt i Østeuropa, som effektivt kunne måle sig med Den Gyldne Horde. Når Den Gyldne Horde forsøgte at forhindre litauisk ekspansion, blev de ofte afvist. I 1333 og 1339 forsvarede litauerne sig mod store mongolske styrkers forsøg på at løsrive Smolensk fra den litauiske indflydelsessfære. Omkring 1355 blev staten Moldova, der havde været vasal under Den Gyldne Horde, dannet. Den Gyldne Horde gjorde meget lidt for at bringe området tilbage under sin kontrol. I 1387 blev Moldova vasal under Polen og i bredere forstand, Litauen. På dette tidspunkt havde Litauen erobret området hele vejen til Dnepr fra Den Gyldne Horde. I et korstog mod mongolerne i 1398 invaderede Litauen det nordlige Krim i alliance med kahn Tokhtamysh og vandt en afgørende sejr. I 1399 angreb Litauen Horden igen, hensigten var at placere Tokhtamysh på Den Gyldne Hordes trone. I slaget ved Vorskla blev den litauiske hær imidlertid knust af Horden og mistede stepperegionen. Storfyrstendømmets hær bragte en del nyskabelser i militærkunsten til Europa, bl.a. brug af let kavaleri med lette, buede sværd og tungt kavaleri, der brugte lanse og sværd.

Religion og kultur

og kirken i i Vilnius

Skt. Jørgens Kirken 1487 i Kaunas

Vilnius Universitet og Skt. Johanneskirken

Efter dåben i 1252 og kroningen af kong Mindaugas i 1253 blev Litauen anset som kristent indtil 1260, da Mindaugas støttede en opstand i Kurland og, ifølge Den Tyske Orden, afsværgede kristendommen. Indtil 1387 fastholdt store dele af den litauiske adel sin hedenske tro baseret på guddommeliggørelse af naturfænomener. Litauerne var meget tro mod den hedenske gudedyrkelse, som de fastholdt på trods af stærkt pres fra missionærerne og udenlandske magter, bl.a. den Tyske Orden. Indtil 1600-tallet var der levn af den gamle tro som at fodre husånder (litauisk: žaltys) eller at bringe mad til forfædrenes grave.

Befolkningen i vore dages Hviderusland og Ukraine var med de lokale fyrster i spidsen østligt-ortodokse og efter splittelsen af den ortodokse kirke i 1596 græsk-ortodokse. I 1387 konvertede Litauen til katolicismen, mens de fleste rusinske områder forblev ortodokse. I anden halvdel af 1600-tallet spredtes calvinismen i Litauen, støttet af bl.a. familierne Radziwiłł, Chodkiewicz, Sapieha og Dorohostajski og Litauen blev et vigtigt center for reformationen. I 1580'erne var størstedelen af senatorerne i Litauen calvinister eller socianister.

I 1579 grundlagde Stefan Báthory, konge af Polen og storfyrste af Litauen, Vilnius Universitet, et af de ældste universiteter i Østeuropa. På grund af jesuitternes aktiviteter under Modreformationen udviklede universitetet sig snart til et af de vigtigste videnskabelige og kulturelle centre i regionen og det mest bemærkelsesværdige videnskabelige center i Storfyrstendømmet Litauen. Jeusiternes arbejde samt de litauiske senatsfamilier konvertering vendte strømmen og 1670'erne mistede calvinismen sin tidligere betydning, selvom den stadig havde en vis indflydelse blandt landbefolkningen, som derefter blev udsat for en hårdhændet polonisering.

Arven

Storfyrstendømmet Litauen forfatning skrevet på rusinsk

Den første trykte bog på litauisk
"Katekismens simple ord" (af Martynas Mažvydas). Bogen var dedikeret til Storfyrstendømmet Litauen.

Efter den Den Gyldne Hordes erobring af Rus (et område der svarer til Ukraine), forsøgte mongolerne at holde de østeuropæiske slaver forenet, og det lykkedes at erobre størstedelen af det ruthenske landområde.

Som forsvar mod preussiske stammers angreb på Masovien inviterede fyrst Konrad af Masovien den Tyske Orden til at oprette kvarter nær de preussiske områder. Kampene mellem preusserne og den Tyske Orden gav de øvrige baltiske stammer tid til at forene sig, og på grund af at den fjendtlige Tyske Orden stod både mod vest og nordnordvest, koncentrerede den nydannede litauiske stat de fleste af sine militære og diplomatiske bestræbelser på ekspansion mod sydøst. Resten af det rusinske land, det hviderussiske fyrstendømme, sluttede sig umiddelbart til Storfyrstendømmet Litauen. Andre områder i Ukraine blev vasaller af Litauen senere.

Nogle historikere, (især russiske), hævder, at en af virkningerne af den litauiske kontrol over dele af Kijevriget var, at der skabtes etniske skel blandt de østeuropæiske slaver. Opdelingen af østeuropæiske slaver under to magter skabte, ifølge disse historikere, væsentlige forskelle, der stadig ses. Det var således den litauiske annektering af store dele af det sydlige og vestlige Ruthenia i 1300-tallet, der førte til den opdeling i Hviderusland, Ukraine og Rusland, vi ser i dag.

Andre historikere slår fast, at den etniske og sproglige splittelse blandt indbyggerne i Ruthenia er ældre end skabelsen af Storfyrstendømmet Litauen og altså ikke et resultat af delingen af området mellem Den Gyldne Horde og Litauen. De anfører, at det enogtyvende århundredes etniske og sproglige grænser mellem hviderussere, ukrainere og russere ikke falder sammen med de politiske grænser fra delingen i 1300-tallet, og at grænserne fra da derfor ikke har afgørende betydning for statsdannelserne i vort århundrede.

Se også

• Trakai

Kilder

1. T. Baranauskas (2000): Lietuvos valstybės ištakos (Vilnius VAGA, cop.) ISBN 5-415-01495-0 På svenske biblioteker (litauisk)
2. S.C. Rowell (1994): "Lithuania Ascending a pagan empire within east-central Europe, 1295-1345" (Cambridge) ISBN 978-0-521-45011-9 Google bøger s.289-290 (engelsk)
3. Ch. Allmand (1998): "The New Cambridge Medieval History" (Cambridge) ISBN 0-521-41411-3 Google bøger, På danske biblioteker (Webside ikke længere tilgængelig) s. 731 (engelsk)
4. Encyclopædia Britannica. Grand Duchy of Lithuania (engelsk)
5. R. Bideleux (1998): "A History of Eastern Europe: Crisis and Change" Routledge ISBN 978-0-415-16112-1 Google bøger s. 122 (engelsk)
6. Bjorn Wiemer (2003): "Dialect and language contacts on the territory of the Grand Duchy from the 15th century until 1939" (Kurt Braunmüller, Gisella Ferraresi: Aspects of multilingualism in European language history (John Benjamins Publishing Company)) ISBN 90-272-1922-2 Google bøger (engelsk) s. 109-114
7. Daniel Stone (2001): "The Polish-Lithuanian State, 1386-1795" (Seattle: University of Washington) ISBN 0-295-98093-1 Google bøger s. 4 (engelsk)
8. Daniel Stone (2001): "A History of East Central Europe" (University of Washington Press) ISBN 978-0-295-98093-5 Google bøger s. 46 (engelsk)
9. Stephen R. Burant and Voytek Zubek (1993): "Eastern Europe's Old Memories and New Realities: Resurrecting the Polish-lithuanian Union" (East European Politics and Societies) pdf-fil Arkiveret 24. oktober 2020 hos Wayback Machine s. 4 (engelsk)
10. Kevin O'Connor (2006): "Culture And Customs of the Baltic States" (Greenwood Press) ISBN 0-313-33125-1 Google bøger s.115 (engelsk)
11. Zigmantas Kiaupa: "Algirdas ir LDK rytų politika", Gimtoji istorija 2: Nuo 7 iki 12 klasės (Lietuvos istorijos vadovėlis) RTF-format (litauisk)
12. Norman Davies (1996): "Europe: A History", Oxford University Press ISBN 978-0-19-820171-7 Google bøger s. 392 (engelsk)
13. Jūratė Kiaupienė: "Gediminaičiai ir Jogailaičiai prie Vytauto palikimo", Gimtoji istorija 2: Nuo 7 iki 12 klasės (Lietuvos istorijos vadovėlis) RTF-format (litauisk)
14. Jūratė Kiaupienė: "Valdžios krizës pabaiga ir Kazimieras Jogailaitis", Gimtoji istorija 2: Nuo 7 iki 12 klasės (Lietuvos istorijos vadovėlis) RTF-format (litauisk)
15. Daniel Stone (2001): "The Polish-Lithuanian State, 1386-1795" (Seattle: University of Washington) ISBN 0-295-98093-1 Google bøger s. 63 (engelsk)
16. Endre Bojtár (1999): "Forward to the Past: A Cultural History of the Baltic People" (Central European University Press) ISBN 963-9116-42-4 Google bøger, s. 179 (engelsk)
17. "Encarta - Litauen". Arkiveret fra originalen 1. november 2009. (engelsk)
18. Simas Sužiedēlis (1970-1978): "Encyclopedia Lituanica", Boston, På tyske biblioteker, bind 5, s. 395 (engelsk)
19. S. C. Rowell (1994): "Lithuania ascending: a pagan empire within east-central Europe, 1295-1345", Cambridge University Press ISBN 978-0-521-45011-9, Google bøger s. 50 (engelsk)
20. Alfredas Bumblauskas (2005): "Senosios Lietuvos istorija: 1009-1795" (dansk: Litauens tidlige historie) ISBN 9986-830-89-3 Google bøger, På tyske biblioteker s. 33 (litauisk)
21. Ifølge samtidige kilder kaldte litauerne deres tidlige herskere "kunigas". Ordet er lånt fra det tyske "kuning", "könig". Senere blev "kunigas" erstattet med ordet "kunigaikštis" til beskrivelse af middelalderlige litauiske herskere på moderne litauisk, mens "kunigas" nu betyder "præst".
22. Z.Kiaupa, J. Kiaupienė, A. Kunevičius (2000): "The History of Lithuania Before 1795" (Lietuvos Istorijos institutas, Vilnius) ISBN 9986-810-13-2 Google bøger, På danske biblioteker (Webside ikke længere tilgængelig) s. 43-127 (engelsk)
23. V. Spečiūnas (2004): "Lietuvos valdovai (XIII-XVIII a.): enciklopedinis žinynas", Vilnius ISBN 978-5-420-01535-3 Google bøger, På tyske biblioteker s. 15-78 (litauisk)
24. Alfredas Bumblauskas (2005): "Senosios Lietuvos istorija: 1009-1795" (dansk: Litauens tidlige historie) ISBN 9986-830-89-3 Google bøger, På tyske biblioteker s. 44-45 (litauisk)
25. Zigmantas Kiaupa (1995): "The History of Lithuania Before 1795", Lietuvos Istorijos institutas (Lietuvos Mokslų akademija) ISBN 9986-810-13-2 på danske biblioteker (Webside ikke længere tilgængelig) s. 45-72 (engelsk)
26. S. C. Rowell (1994): "Lithuania ascending: a pagan empire within east-central Europe, 1295-1345", Cambridge University Press ISBN 978-0-521-45011-9, Google bøger s. 55 (engelsk)
27. S. C. Rowell (2000): "Baltic Europa" (The New Cambridge Medieval History: c. 1300-c. 1415 redigeret af Michael Jones, Cambridge University Press) ISBN 978-0-521-36290-0 Google bøger s. 706 (engelsk)
28. (1985). Kronika polska, litewska, żmódzka i wszystkiéj Rusi Macieja Stryjkowskiego. Warsaw: Wydawnictwa Artystyczne i Filmowe. s. 572.
29. E. Glenn Hinson (1995): "The church triumphant: a history of Christianity up to 1300", Mercer University Press, ISBN 978-0-86554-436-9 Google bøger, På svenske biblioteker s. 438 (engelsk)
30. Jerzy Kłoczowski (2000): "A History of Polish Christianity", Cambridge University Press, ISBN 978-0-521-36429-4 Google bøger, På danske biblioteker s. 55 (engelsk)
31. Fra "Encyclopædia Britannica": "Ukraine" (2006):
    "Under Storfyrstendømmet Litauen beholdt de rusinske landområder i begyndelsen stor autonomi. De hedenske litauere konverterede i voksende grad til Den ortodokse kirke og assimileredes med rusinsk kultur. Storfyrstensdømmets administrative praksis og lovgrundlag hvilede i stor udstrækning på slaviske traditioner, og rusinsk blev det officielle regeringssprog. Direkte polsk styre i Ukraine fra 1340’erne og to efterfølgende århundreder var begrænset til Galicien, hvor forandringerne af administrationen, lovene og jordbesiddelser foregik hurtigere end i de litauisk kontrollerede områder i Ukraine. Samtidigt kom Litauen hurtigt under polsk indflydelse."
32. Fra "Encyclopædia Britannica": "Union of Lublin" (2006):
    "Formelt skulle Polen og Litauen være særskilte, ligeværdige dele af føderationen, […] men Polen beholdt besiddelser i litauiske landområder, som landet havde beslaglagt, havde større repræsentation i Seimas og blev den dominerende partner."
33. Fra "Encyclopædia Britannica": "Lithuania, history" (2006):
    "Mens Polen og Litauen valgte en fælles regent, havde et fælles parlament og den fælles statsstruktur var bevaret, administreredes landene separat efter egne love og havde egne hære. Imidlertid satte realunionen skub i en af den litauiske adel. I slutningen af 1600-tallet var den nærmest uskelnelig fra Polens adel."
34. Halicz, Emanuel (2009). "Tredje Maj-forfatningen". Den Store Danske (lex.dk online udgave).
35. Marek Sobczyński (2005): "Procesy integracyjne i dezintegracyjne na ziemiach litewskich w toku dziejów" (Zakład Geografii Politycznej, Łódź University) s. 14 (pdf-fil 510kb) (polsk)
36. Iwo Cyprian Pogonowski (1987): Baseret på 1493 befolkningskort i "Poland a Historical Atlas" (Hippocrene Books) ISBN 0-88029-394-2 På danske biblioteker (Webside ikke længere tilgængelig) s. 92 (engelsk)
37. Jarmo Kotilaine (2005): "Russia's foreign trade and economic expansion in the seventeenth century: windows on the world" (BRILL) ISBN 90-04-13896-X, Google bøger s. 45 (engelsk)
38. Nijolė Letukienė og Petras Gineika (2003): "Istorija. Politologija: kurso santrauka istorijos egzaminui" (Vilnius: Alma littera) s. 182 (litauisk)
39. Rustis Kamuntavičius.(2002): "Development of Lithuanian State and Society" (Kaunas: Vytautas Magnus University) s. 21 (litauisk)
40. Artūras Dubonis: Lietuvių kalba: poreikis ir vartojimo mastai (XV a. antra pusė – XVI a. antra pusė) Medieval Lithuania Arkiveret 3. marts 2016 hos Wayback Machine (litauisk)
41. [...]не обчымъ яким языкомъ, але своимъ властнымъ права списаные маемъ[...]; Artūras Dubonis: "Poreikis Vartojimo Mastai (XV a. antra pusė – XVI a. pirma pusė)" Lietuvių kalba Arkiveret 3. marts 2016 hos Wayback Machine (litauisk)
42. Piotr Eberhardt, Jan Owsinski (2003): "Ethnic Groups and Population Changes in Twentieth-century Central-Eastern Europe: History, Data, Analysis" (M. E. Sharpe) ISBN 978-0-7656-0665-5 Google bøger s. 177 (engelsk)
43. Zigmas Zinkevičius: "The problem of the definition of the term "the Slavic office language of the Grand Duchy of Lithuania"" Medieval Lithuania Arkiveret 10. juli 2009 hos Wayback Machine (litauisk)
44. Daniel Stone (2001): "The Polish-Lithuanian state, 1386-1795" (University of Washington Press) ISBN 978-0-295-98093-5 Google bøger s. 52 (engelsk)
45. Vilniaus universitetas Vilnius Universitets historie (engelsk)

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Storfyrstendømmet Litauen
• Cheryl Renshaw. Storfyrstendømmet Litauen 1253-1795 (engelsk)
• Storfyrstendømmet Litauen Arkiveret 7. maj 2008 hos Wayback Machine (engelsk)
• Storfyrstendømmet Litauen Arkiveret 7. maj 2008 hos Wayback Machine (polsk)