Kejsertid

Romerriget, undertiden også omtalt som antikkens Rom (latin: Roma), dækker typisk over perioden fra grundlæggelsen af den italienske by Rom i det 8. århundrede f.Kr. og frem til det Vestromerske Riges fald i det 5. århundrede e.Kr. Det præcise årstal samt dato for Romerrigets fald er dog omstridt og genstand for debat, hvor det Østromerske Rige først faldt i 1453.

Romerriget Roma
753 f.Kr.–476 e.Kr.
Motto: Senatus Populusque Romanus
Romerrigets territorier:      Romerske Republik      Romerske Kejserrige      Vestromersk Rige      Østromerske Rige
Hovedstad	Rom
Sprog	Latin
Religion	Romersk religion
Regeringsform	Monarki (753–509 f.Kr.) Republik (509–27 f.Kr.) Kejserrige (27 f.Kr. – 476 e.Kr.)
Historisk periode	Antikken
• Grundlæggelse	753 f.Kr.
• Sidste konge afsættes	509 f.Kr.
• Octavian udråbes Augustus	27 f.Kr.
• Roms fald	476 e.Kr.

Normalvis inddeles Romerrigets historie i tre overordnerede tidsperioder: det Romerske Kongerige (753–509 f.Kr.), den Romerske Republik (509–27 f.Kr.) og det Romerske Kejserrige (27 f.Kr.–395 e.Kr.). Det Romerske Kejserrige blev i 395 e.Kr. delt mellem kejser Theodosius den Stores to sønner i ét Vestromersk Rige og ét Østromerske Rige (også kendt som det Byzantinske Rige), der henholdsvis var centreret om byerne Rom (Vest) og Konstantinopel (Øst). Mens det Vestromerske Rige faldt mindre end et århundrede efter dets splittelse, overlevede det Østromerske Rige i forskellige former frem til 1453.

Det antikke Rom begyndte som en italisk bosættelse – i henhold til romerske mytologi dateret til 753 f.Kr. – ved floden Tiberen på den italienske halvø. Bosættelsen udviklede sig til byen og bystaten Rom og kom til at kontrollere sine naboer gennem en kombination af aftaler og militær erobringer. I sidste ende kontrollerede Rom hele den italienske halvø og havde assimileret den græske kultur i det sydlige Italien (Magna Græcia) og den etruskiske kultur. Herefter blev Rom den dominerende magt i Middelhavsområdet og dele af Europa. På sit højdepunkt kontrollerede Rom den nordafrikanske kyst, Egypten, Sydeuropa og det meste af Vesteuropa, Balkan, Krim, og store dele af Mellemøsten – herunder Anatolien, Levanten og dele af Mesopotamien og Arabien. Romerriget var et af de største i den antikke verden og omfattede omkring 5 millioner kvadratkilometer i år 117 e.Kr. og en anslået befolkning på mellem 50 og 90 millioner indbyggere (svarende til cirka 20% af verdens befolkning på det tidspunkt). Den romerske stat udviklede sig fra et valgmonarki til at være en klassisk republik til afslutningsvis at være et mere og mere enevældigt militærdiktatur under Kejserriget.

Det antikke Rom grupperes ofte sammen med antikkens Grækenland under betegnelsen "den klassiske oldtid" eller blot "antikken". Deres lignende kulturer og samfund kaldes den græsk-romerske verden. Den antikke romerske civilisation har bidraget til moderne sprog, religion, samfund, teknologi, jura, politik, styreformer, krigsførelse, kunst, litteratur, arkitektur og ingeniørkunst. Rom professionaliserede og udvidede sit militær og etablerede et styresystem kaldet "res publica", der har inspireret moderne republikker såsom USA og Frankrig. Romerne opnåede imponerende teknologiske og arkitektoniske bedrifter, såsom byggeri af akvædukter og veje over hele riget og opførte storslåede monumenter og faciliteter.

Rom var en så vigtig en by, at indbyggerne i hele Romerriget ofte blot omtalte den som urbs ("byen"), og deres tidsregning begyndte ab urbe condita ("fra byens grundlæggelse").

Historie

Grundlæggelsen af Rom

Se også: Roms grundlæggelse.

Der findes arkæologiske beviser for beboelse omkring Rom fra omkring 1000 f.Kr. Større beboelse optræder først fra omkring 800 f.Kr. med de første grave i nekropolis, sammen med en ler- og tømmermur ved bunden af Palatinerhøjen, der er dateret til midten af det 8. århundrede f.Kr. Fra omkring 650 f.Kr. begyndte romerne at dræne dalen mellem Kapitolhøjen og Palatinerhøjen, hvor Forum Romanum ligger i dag. Omkring det sjette århundrede f.Kr. byggede romerne Jupiter Optimus Maximus-templet på Kapitolhøjen og udvidede til Forum Boarium, som lå mellem Kapitolhøjen og Aventinerhøjen.

Romerne selv havde en grundlæggelsesmyte, der sagde, at byen var blevet grundlagt af Romulus og Remus, som var sønner af krigsguden Mars og prinsessen Rhea Silvia fra den mytiske by Alba Longa. Rhea Silvia var datter af Numitor, som tidligere havde været konge af Alba Longa, men var blevet afsat af sin bror Amulius. Rhea Silvia var som følge heraf blevet tvunget til at blive vestal jomfru, men blev gravid – angiveligt et voldtægtsoffer for Mars – og fødte de to uægte brødre. Amulius beordrede, at børnene skulle efterlades for at dø på Palatinhøjen eller i Tiberen, men de bliver ammet af en hun-ulv ved Lupercalegrotten og derefter fundet af hyrden Faustulus og taget ind af ham og hans kone Acca Larentia. Faustulus afslører til sidst brødrenes sande oprindelse, hvorefter de afsætter – eller dræber – Amulius og genindsætter Numitor på tronen. De forlader derefter byen, eller bliver sendt, for at grundlægge en ny by på det sted, hvor de var blevet reddet. Der opstår efterfølgende uenighed mellem brødrene under grundlæggelsen af byen, hvilket ledte til, at Romulus dræbte Remus. Romulus blev derfor byens eneste grundlægger, og byen blev opkaldt efter ham. Området for hans oprindelige bosættelse på Palatinerhøjen blev senere kendt som Roma Quadrata ("Plads Rom").

Denne grundlæggelsesmyte går mindst tilbage til det tredje århundrede f.Kr., og den senere romerske oldtidsforsker Marcus Terentius Varro placerede byens grundlæggelse i 753 f.Kr. En anden legende – nedskrevet af den græske historiker Dionysios af Halikarnassos – siger, at prins Æneas førte en gruppe trojanere på en sørejse for at grundlægge et nyt Troja efter Den Trojanske Krig. De gik i land ved bredden af floden Tiberen, og en kvinde, der rejste med dem – Roma – satte ild til deres skibe for at forhindre dem i at sejle væk igen. De opkaldte herefter bosættelsen efter hende. Den romerske digter Vergil genfortalte denne legende i sit klassiske digt Æneiden, hvor den trojanske prins Æneas var forudbestemt til at grundlægge et nyt Troja.

Romerske Kongerige

Se også: Romerske Kongerige.

Der findes klare litterære og arkæologiske beviser for, at der har været konger i Rom, der bekræftet i fragmentariske tekster fra det 6. århundrede f.Kr. Langt efter monarkiets afskaffelse blev en rest af en rex sacrorum bevaret for at udføre monarkens tidligere præstelige funktioner. Romernes opfattelse var, at deres monarki var et valgmonaki, med syv legendariske konger, der stort set ikke var i familie med hinanden.

Beviserne for på romersk ekspansion i det 6. århundrede f.Kr. er klare. Ved slutningen af århundredet kontrollerede Rom et område på omkring 780 kvadratkilometer med en befolkning på måske op til 35.000. Et palads, , blev bygget omkring 625 f.Kr. Romerne tilskrev også dannelsen af deres første folkelige forsamling og Senatet til kongetiden. Rom begyndte også at udvide sin kontrol over sine latinske naboer. Selvom senere romerske fortællinger, såsom Æneiden, hævdede, at alle latiner nedstammede fra titelpersonen Æneas, bekræftes en fælles kultur gennem arkæologi. Gensidige ægteskabs- og borgerrettigheder mellem de latinske byer – – sammen med delte religiøse festivaler, understøtter yderligere en fælles kultur. Ved slutningen af det 6. århundrede var det meste af dette område (Latium) blevet domineret af romerne.

Se også

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Romerriget

Noter

1. Mens afsættelsen af kejser Romulus Augustus i 476 er den mest almindeligt citerede slutdato for det Vestromerske Rige, blev den sidste vestromerske kejser Julius Nepos myrdet i 480 og titlen og ideen om et separat Vestromerske Rige blev herefter afskaffet. En anden foreslået slutdato er reorganiseringen af den italienske halvø og afskaffelsen af separate vestromerske administrative institutioner under kejser Justinian 1. i sidste halvdel af det 6. århundrede.
2. Andre hovedstæder mod slutningen af det Romerske Kejserrige, herunder Konstantinopel og Ravenna.
3. Der findes flere forskellige estimater på Romerrigets befolkning:
   • Scheidel (2006, s. 2) estimerer 60 millioner.
   • Goldsmith (1984, p. 263) estimerer 55 millioner.
   • Beloch (1886, p. 507) estimerer 54 millioner.
   • Maddison (2006, pp. 51, 120) estimerer 48 millioner.
   • Roman Empire Population estimerer 65 millioner (mens der nævnes flere andre estimater mellem 55 og 120).
   • McLynn, Frank (2011). Marcus Aurelius: Warrior, Philosopher, Emperor (engelsk). Random House. s. 3. ISBN 978-1446449332. [T]he most likely estimate for the reign of Marcus Aurelius is somewhere between seventy and eighty million.
   • An average of figures from different sources as listed at the US Census Bureau's Historical Estimates of World Population Arkiveret 13. oktober 2013 hos Wayback Machine
   • Kremer, Michael (1993). "Population Growth and Technological Change: One Million B.C. to 1990" in The Quarterly Journal of Economics 108(3): 681–716.
4. Livius kombinerer Larentia og hun-ulven, idet han mener, at de højest sandsynligt refererer til den samme person, en prostitueret (også kendt på latin som lupa eller hun-ulv).
5. Uenigheden mellem brødrene tilskrives forskellige ting. Konflikten tilskrives bl.a. uenighed om opkaldningen af den nye by, om fortolkningen af varsler, om hvorvidt byen skulle placeres på Palatinerhøjen eller Aventinerhøjen, eller om Remus' mangel på respekt for den nye bys eller mur.

Referencer

1. "ancient Rome | Facts, Maps, & History". Encyclopædia Britannica (engelsk). Hentet 5. september 2017.
2. (1979). "Size and Duration of Empires: Growth-Decline Curves, 600 B.C. to 600 A.D.". Social Science History. 3 (3/4): 125. doi:10.2307/1170959. JSTOR 1170959.
   Turchin, Peter; Adams, Jonathan M.; Hall, Thomas D (december 2006). "East-West Orientation of Historical Empires". Journal of World-Systems Research. 12 (2): 222. doi:10.5195/JWSR.2006.369. ISSN 1076-156X.
3. Furet, François; Ozouf, Mona, red. (1989). A Critical Dictionary of the French Revolution. Harvard University Press. s. 793. ISBN 978-0674177284.; Luckham, Robin; White, Gordon (1996). Democratization in the South: The Jagged Wave. Manchester University Press. s. 11. ISBN 978-0719049422.; Sellers, Mortimer N. (1994). American Republicanism: Roman Ideology in the United States Constitution. NYU Press. s. 90. ISBN 978-0814780053.
4. Boatwright 2012, s. 519.
5. Boatwright 2012, s. 29.
6. Boatwright 2012, s. 31.
7. Boatwright 2012, s. 31–32.
8. Miles 1995, s. 138–139, on Livy, notes how he distinguishes between literal truth and a Roman "right to claim descent from Mars... because it appropriate symbolises the martial accomplishments of [later] Romans, who... have the ability to compel others to accede to that claim". Miles 1995, s. 142.
9. Miles 1995, s. 142.
10. Miles 1995, s. 147 n. 15: in Dion. Hal. Ant. Rom., 1.85.1–3, Numitor sends the twins to found a city and gives them assistance; in Livy, 1.6–7 the twins do so on their own initiative.
11. Lomas 2018, s. 45.
12. Miles 1995, s. 147. Remus sees birds first; Romulus sees more. The correct interpretation of the omens "is ambiguous" and "is settled only by the murder of Remus and by the success of Romulus and his city".
13. Boatwright 2012, s. 32.
14. Mellor, Ronald and McGee Marni, The Ancient Roman World p. 15 (Cited 15 March 2009).
15. Boatwright 2012, s. 35. "Rex, the Latin word for king, appears in two fragmentary sixth-century texts, one an inscription from the shrine of , and the other a potsherd found in the ".
16. Boatwright 2012, s. 36.
17. Boatwright 2012, s. 37.
18. Boatwright 2012, s. 39.
19. Boatwright 2012, s. 40.
20. Boatwright 2012, s. 42.

Spire Denne artikel om Europas historie er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.

41°53′N 12°29′Ø / 41.89°N 12.48°Ø / 41.89; 12.48