Romerske republik

"Romerske republik" omdirigeres hertil. For andre betydninger af Romerske republik, se Romerske republik (flertydig).

Den Romerske Republik (Latin: Res publica Romana) var æraen af den klassiske romerske civilisation, der strakte sig fra det Romerske Kongeriges fald (traditionelt dateret til 509 f.Kr.) frem til etableringen af det Romerske Kejserrige (traditionelt dateret til 27 f.Kr.). I løbet af denne periode gik Rom fra at kontrollere området i og omkring byen Rom til at være et regionalt hegemoni, der kontrollerede størstedelen af Middelhavsområdet.

Romerske Republik Res Publica Romana (Latin)
508 f.Kr.–27 f.Kr.
Motto: Senatus Populusque Romanus
Romerske provinser ved attentatet på Julius Cæsar, c. 44 f.Kr.
Hovedstad	Rom
Sprog	Latin Græsk (administrativt)
Religion	Romersk religion
Regeringsform	Republik
Konsuler
• 509 f.Kr. (første)	L. Junius Brutus
• 508–28 f.Kr.	To konsuler valgt årligt (se liste over konsuler)
• 27 f.Kr. (sidste)	Imp. Caesar Augustus M. Agrippa
Lovgivende forsamling	Folkeforsamlingerne
Historisk periode	Antikken
• Voldtægten af Lucretia	508 f.Kr.
• De puniske krige	146 f.Kr.
• Cæsar udnævnt som diktator	44 f.Kr.
• Søslaget ved Actium	2. oktober, 31 f.Kr.
• Octavian udråbt som Augustus	27 f.Kr.
Areal
• 326 f.Kr.	10.000 km²
• 50 f.Kr.	1.950.000 km²
Efterfulgte Efterfulgt af Romerske Kongerige Romerske Kejserrige

Det romerske samfund bestod på den tid primært af en kulturel blanding af latinske og etruskiske stammer, som var suppleret med sabinske, osciske og græske stammer og kulturtræk. Dette ses især tydeligt i den romerske religion og dens panteon. Den romerske politiske organisation udviklede sig nogenlunde samtidig med direkte demokrati i det antikke Grækenland.

Den Romerske Republiks forfatning var baseret på en blanding af elementer fra demokrati (praktiseret i oldtidens Athen), aristokrati (praktiseret i oldtidens Sparta) og monarki. Her havde Rom forskellige folkeforsamlinger, hvor romerske borgere bl.a. via afstemninger kunne vedtage love og vælge magistrater. Derudover var der et Senat – som repræsenterede autokratiet – der førte tilsyn, rådgav og godkendte udbetalinger af offentlige midler fra statskassen. Afslutningsvis var der forskellige magistrater, der i en tidsbegrænset periode varetog og administrerede forskellige aspekter af den romerske stat; nogle af disse magistrater – særligt de højeste som konsuler og diktatorer – besad magtbeføjelser, der i nogen grad repræsenterede dem i et monarki.

Til trods for de demokratiske aspekter, bliver den komplekse styreform i den Romerske Republik ofte mest sammenliget med et oligarki – ikke et demokrati – da en lille gruppe magtfulde familier i praksis dominerede de politiske embeder (magistrater) og havde den politiske magt. De romerske institutioner gennemgik dog en betydelig udvikling gennem republikken levetid, hvilket skete som en konsekvens af pragmatisk løsning på de udfordringer, der opstod på grund af bl.a. territoriel ekspansion og klassekampe. Blandet andet blev der etableret nye magistrater såsom promagistrater til at styre de erobrede provinser og plebejertribuner til at repræsentere plebejernes (de almindelige borger) interesser. Derudover blev også Senatets sammensætning ændret, således det ikke kun var patricierne, som kunne sidde i denne institution.

Republikken inddeles af klassiske filologer ofte i to faser - den gamle republik (ca. 500-146 f.Kr.) og senrepublikken (ca. 146 - 31 f.Kr.).Lovene byggede i høj grad på sædvane ("mos majorem"), som på den ene side var et direkte demokrati, men på den anden side havde et stærk konservativt element i form af senatet og et embedssystem, hvor kun de allerøverste klasser i samfundet var repræsenteret.

Det politiske systems stabilitet var dog udfordret af en lang række af krige, som førte til opbygningen af det romerske imperium. Med afslutningen af de puniske krige havde Romerriget sikret sig den ledende rolle i Europa og middelhavsområdet, men blev til stadighed udfordret af andre riger med ambitioner om at overtage romernes magtstilling.

Den Romerske Republik sluttede reelt med Søslaget ved Actium og Augustus' principat i 31 f.Kr., endskønt Rom formelt vedblev at være en republik mange år efter.

Fra 500 til 123 f.Kr.

I virkeligheden er det svært at sige, hvor hele problematikken, der førte til kejser Augustus’ principat, begyndte, men det bunder på mange måder i den ekspansion, der foregik i Romerriget i tredje og fjerde århundrede før Kristi fødsel. I denne periode var Rom involveret i række krige. For det første var der borgerkrigen i Italien, hvor de forskellige bystater allierede sig i den italienske liga for at begrænse Roms ekspanderende magt. Det lykkedes ikke. Derimod lykkedes det for Rom at underlægge sig de fleste af bystaterne i det sydlige Italien. Det skete i etaper, hvor først den italiske halvø, siden Sicilien, Korsika og Sardinien blev underlagt Rom.

Men Roms ekspansion var ikke blot provokerende overfor de nærliggende bystater; andre blev ligeledes provokeret af denne nye udvidelse. Det drejede sig især om Kartago, en bystat i det nordlige Afrika, der blev Roms fjende i de puniske krige. Sideløbende med disse krige udkæmpede Rom krige imod Makedonien. Disse konflikter udvidede romernes magt betydeligt, da både provinsen Africa, Grækenland og Makedonien blev underlagt Rom. I slutningen af de to kampagner indledtes endvidere en krig imod Spanien, som afsluttedes i år 133 f.Kr..

Ekspansion i Europa og Afrika

I 133 f.Kr. faldt Numanti i Spanien, hvilket gav de romerske tropper frit spil i Spanien og indlemmede endnu en provins i Rom, der nu altså strakte sig fra Gibraltar til det ægæiske hav. Samme år testamenteredes Pergamonriget, et kongedømme i Lilleasien, til Rom, efter at den sidste konge i den herskende slægt var død. Rom var ikke længere det bondesamfund, det havde været for få hundrede år siden, men en stormagt, faktisk stormagten. Samme år begyndte den krise, der skulle få republikken til at spille fallit.

Den enorme ekspansion bevirkede, at der rullede skatter ind fra de nye provinser til Rom. Idet indførelsen af en fælles møntfod for alle provinserne var en ualmindelig tidskrævende og ressourceopslidende sag, blev de fleste af skatterne betalt i naturalier, fortrinsvis korn. Udvidelsen af Romerriget førte desuden langt større handel med sig, og i den forbindelse dukkede endnu mere korn fra Sicilien, Afrika og Spanien op på Roms markedspladser. Tidligere havde det også været det italienske fastlands hovedprodukt, men med så mange konkurrenter blev det næsten umuligt for de italienske bønder at opretholde kornproduktionen. I løbet af de puniske krige og krigen imod den italienske liga blev Italien på mange måder ødelagt, på grund af den plyndren og hærgen, der altid følger i hælene på en krig. Ydermere havde Rom konfiskeret en stor del af landbrugsjorden i det sydlige Italien, det blev kaldt ager publicus, som skulle lejes tilbage fra staten, hvilket selvfølgelig var en ekstra omkostning. Kornproduktionen kunne ikke give nok profit, så der var behov for at omlægge produktionen til husdyr eller andre afgrøder, hvilket igen krævede kapital til omlægningen og viden om de nye principper, som lå bag de andre slags landbrug. Begge disse ting kunne én bestemt samfundsgruppe levere. Senatorerne, de ledere, der havde ført Rom til storhed, havde ikke været sene til at udnytte alle de fordele, der nødvendigvis måtte komme med ekspansionen. I Grækenland havde de erhvervet sig skrifter og viden, ikke blot de filosofiske skrifter af f.eks. Platon og stoikerne, men også skrifter om krigskunst, skuespil og landbrug. Desuden var det naturligvis lederne forundt at erhverve sig rigdomme, der nu blev brugt til at leje sig ind på ager publicus og på at købe slaver til at opdyrke jorden og opdrætte husdyrene En yderligere tilskyndelse til at investere sine penge i produktion var, at det ved lov var forbudt for senatorer at give sig af med handel. Man kan vel formode at denne lov var der for at sikre, at der ikke var nogen der sad på hele magten, et ideal, der jo unægtelig stod republikanernes hjerte nær.

Senatorerne og forsøg på reformer

Således sad senatorerne på de fleste jordbesiddelser, imens de tidligere bønder søgte til byerne, da det var næsten umuligt at konkurrere med slaverne med hensyn til prisen på arbejdskraft (hvad er mindre end intet?). Men selv i byerne var der, som resultat af de mange krige, slaver overalt, så også her var det vanskeligt for det menige folk at klare sig. Disse borgere blev hvad man kaldte et byproletariat og var naturligvis en belastning for samfundets økonomi, for ikke at sige for senatorernes selvopfattelse (hvis man ejer det meste af den kendte verden, er det lidt træls at gå ud på gaden og se, at der flyder med fattige. Det føles måske ligefrem som en personlig fornærmelse). Disse faktorer førte frem til, at folketribunen Tiberius Gracchus i 133 f.Kr. foreslog en jordreform. Denne reform skulle i al sin enkelhed begrænse antallet af hektar ager publicus den enkelte kunne fremleje fra staten. Det drejede sig om en begrænsning på 500 jugera land. Den overskydende jord, som allerede var i nobilitetens – såvel senatorer som riddere – besiddelse, skulle så konfiskeres af staten, og en tremandskommission skulle nedsættes for at fordele den ud til de jordløse i bidder af 30 jugera, som så skulle betale en minimal leje, der skulle give dem mulighed for at oprette landbrug.

Reformforsøget lykkedes aldrig og endte i stedet med en skærpet konflikt mellem nobilteten og tilhængerne af yderligere reformer. Begge Gracchere døde som en direkte følge af konflikten, men problemerne med Roms fattige blev aldrig løst.

Fra 122 til 31 f.Kr.

For at kunne komme frem til det næste punkt, må man undersøge årsagen til Gracchernes gavmildhed overfor folket. Som man måske kan forestille sig, er der ikke uoverskuelige problemer ved at have fattige i Rom, så længe politikerne er rige. Der stak en anden ting bag. Ifølge lovene var plebejerne i Rom fritaget for militær værnepligt, imens de selvejende bønder var forpligtet til at tjene i Roms hær. Da der udbrød en krig imod kong Jugurtha af Numidien, blev det hurtigt smertefuldt åbenlyst, at hæren ikke var, hvad den havde været. For at løse dette problem besluttede consulen Gaius Marius i 107 f.Kr. simpelthen at hyre folk fra byproletariatet for penge ud af sin egen lomme. Ydermere indførte han en pension til soldaterne, der fik tildelt jordlodder. Dette førte til to ting. For det første blev hæren bedre, idet den nu var professionel, og for det andet blev soldaterne mere knyttede til den enkelte feltherre, idet han skulle sørge for deres betaling.

Denne udvikling var naturligvis ikke kun god. Da Garius havde besejret Jugurtha var hæren efterhånden blevet hans snarere end Roms, og resultatet var set i bakspejlet ikke overraskende. Marius blev consul igen. Og igen. Og igen. Faktisk 6 gange, hvilket var helt uhørt, da man traditionelt kun var 1 år som consul. Selvfølgelig, før Gajus Gracchus var man også kun tribun i eet år. Dette kunne være et præcedensargument fra Marius’ side. Men hvem har på den anden side brug for et præcedensargument, når man har legionærer? De mange genvalg som consul skal dog ses i lyset af, at Rom var truet af to germanske stammer kimbrerne og teutonerne, der havde udslettet en hær på 80.000 romerske soldater ved i 105 f.Kr.. Efter den sjette periode, som Marius ikke slap så godt fra, fordi en af hans tidligere allierede, Lucius Appulejus Saturninus, havde opildnet til revolution, fik han indsat en række af sine gamle officerer som consuler, blandt andet Lucius Cornelius Sulla, en mand, der skulle spille en vigtig rolle i de næste mange år.

Gaius Marius og Sulla

Sulla blev consul i 88 f.Kr., hvor Italien var midt i en borgerkrig. Den gamle italienske liga var igen på færde og krævede borgerret til italikere, hvilket kong af Pontus, et land i Lilleasien, udnyttede til at rejse sig imod Roms provinsstyre. Krigen mod italikerne blev løst ved at garantere borgerret til alle, der nedlagde våbnene, og spørgsmålet blev nu, hvordan de nye borgere skulle integreres i tribesystemet. Sulla modsatte sig et forslag om, at de skulle fordeles på de 35 triber, men da han tog imod for at nedkæmpe dennes oprør, fik en tribun afsat Sulla fra denne opgave, og i stedet indsat Gaius, i håb om at sikre sig Gaius’ støtte til fordeling af de nye borgere. Sulla reagerede prompte, vendte hæren 180 grader og jog sine modstandere ud af Rom, deriblandt Marius, hvorefter han fortsatte på sin færd og nedkæmpede oprøret.

Imidlertid gik der ikke længe før Gaius og hans fæller igen regerede i Rom, og overdrog kommandoen i Mithridateskampagne til en anden hærfører. Sulla var ligeglad og sluttede krigen med at nedkæmpe den nye hær, der var sendt til Lilleasien. I mellemtiden var både Gaius og hans højre hånd Cinna død, og da Sulla vendte tilbage til Italien havde han ikke mange problemer med at nedkæmpe de nye ledere. I løbet af denne lille borgerkrig sluttede den unge Gnaeus Pompejus sig til Sulla med en hær, der tog sig af Sicilien og provinsen Africa for Sulla. Vel tilbage i Rom udførte Sulla nogle proskriptioner, der fik henrettet flere hundrede senatorer og embedsmænd, sådan så han ikke havde problemer med diverse politiske modstandere. Disse folks jord konfiskerede han så og brugte som betaling til sin hær. For at sikre sig, at han ikke blev udfordret af flere consuler indførte han to love. For det første skulle consuler blive på deres plads i Rom, og for det andet måtte der ikke stå hære i Italien. Dette lagde hæransvaret ud på de folk, der ledede provinserne, de såkaldte propraetorer og proconsuler. Disse blev udnævnt iblandt senatorerne, af ingen andre end Sulla selv. På denne måde sikrede Sulla, at han kunne styre, hvem der havde militær magt, og med Marius’ militærreform betød det, at han også kunne bestemme, hvem der havde den politiske magt. Som om disse tiltag ikke var nok, tillod Sulla sig også at indskrænke tribunalet magt, ved at pålægge at alle lovforslag først skulle igennem senatet, samt at få sig selv valgt som dictator legibus scribundis et rei publicae constituendae, en titel der kort sagt betød, at han bestemte alt. Efter gennemførelsen af dette lovprogram blev Sulla consul. Men af den ene eller den anden grund trak han sig tilbage allerede året efter i 79 f.Kr., og året efter dette overraskende træk døde han pludseligt.

Det Første Triumvirat

Uddybende artikel: Triumvirat

Sullas død åbnede et magttomrum – hvor var diktaturet uden dets diktator? Denne situation var jo alt andet end holdbar, og en Sullamodstander, der havde en hær i Spanien løsrev sig fra Rom. Pompejus, den hærleder der havde hjulpet Sulla i borgerkrigen, nedkæmpede ham, imens en anden af Sullas officerer, Crassus, nedkæmpede et slaveoprør ledet af Spartacus på Sicilien. Crassus og Pompejus slog sig sammen og blev consuler i 70 f.Kr., et valg de købte ved at genindføre tribunalets magt. Pompejus blev så sendt til Middelhavet for at rense ud iblandt de pirater, der hærgede Roms mare nostrum. Dette gjorde han så effektivt, at han i 66 blev sendt imod kong Mithridates, der igen begik oprør. Til at løse denne opgave fik han imperium over alle provinser øst for Italien – en magt, der endnu ikke var givet til nogen feltherre. Denne enorme magt var forståeligt nok frygtindgydende overfor Crassus, der stod som den næststærkeste af feltherrerne efter Sulla, og indgik derfor et forbund med Gajus Julius Cæsar, der var i stor gæld efter en halvt mislykket politisk karriere.

De forsøgte at få gennemført nogle reformer, der skulle gøre det svært for Pompejus at tildele sine soldater pension, men blev bremset af Marcus Tullius Cicero, en homo novus. Til alles overraskelse nedlagde Pompejus sin kommando da opgaven var udført, og ankom i Rom som en privatperson, der anmodede om, at hans tropper kunne få pension. Men senatet var ikke begejstrede for, at Pompejus skulle sikre sig sine soldaters ubetingede loyalitet, så derfor blev sagen trukket i langdrag.

Cicero blev imidlertid consul i 63 f.Kr. og han afslørede den catilinariske sammensværgelse. Den vragede Catilina havde ønsket at omstyrte den romerske republik. Den 22. oktober opnåede Cicero et senatus consultum de re publica defendenda, hvilket var en form for undtagelsestilstand, også kaldet senatus consultum ultimum, som delvis satte Folkeforsamlingens lovgivende magt ud af kraft. Ciceros triumf førte imidlertid til, at Pompejus allierede sig med Cæsar og Crassus og dannede det Første Triumvirat. Med de to mægtigste hærførere og den ene consul i samarbejde, lykkedes det at gennemføre jordloven og Cæsar fik overdraget Gallien som provins derefter. De var dog ikke særligt populære iblandt andre politikere, så de arrangerede, at deres argeste modstandere, bl.a. Cicero og Cato, blev forvist eller udsendt fra Rom på ”specielle missioner”.

Pompejus og Crassus havde måske regnet med, at Cæsar ville være af vejen i Gallien, men sådan skulle det ikke være. Cæsar satte sig for at gøre sin provins større, og havde inden længe udvidet provinsen til Rhinen. Ydermere skrev han selv krigsberetninger, der blev sendt til Rom, formentlig for at holde sig i det politiske søgelys. Skræmt af Cæsars succes skulle man tro, at Pompejus og Crassus ville arbejde sammen imod deres medtriumvir, men således gik det ikke. Cicero, som Pompejus havde tilladt at komme tilbage til Rom, søgte nu at alliere senatet med Pompejus, hvilket ville betyde, at Crassus ville være den eneste triumvir uden en succes i offentlighedens øjne. Crassus følte sig forståeligt nok presset – han havde ikke rigtig nogen vej ud, uden støtte hverken i befolkningen eller i triumvirater eller i senatet. Han valgte derfor, at betale en gruppe mænd – ledet af , overhovedet for en notorisk, plebejisk del af Claudius familie – for at husere i gaderne og sprede uro. Da en anden politiker ved navn også hyrede mænd til at imødekomme Clodius’ bande, udviklede det sig til regulære gadekampe, der bestemt ikke blev afhjulpet af Roms mangel på en egentlig politistyrke. Midt i alt dette var der pludselig en akut mangel på korn. Senatet udpegede Pompejus til at løse dette problem, hvilket naturligvis blot gjorde Crassus mere harm. Men inden der kunne ske mere indkaldte Cæsar til et møde i Triumviratet, hvor det blev besluttet, at Pompejus og Crassus skulle vælges til consuler det følgende år og derefter have henholdsvis Spanien og Syrien som provinser – således blev riget delt imellem de tre mænd, Pompejus i vest, Crassus i øst og Cæsar i nord.

Denne ordning holdt dog ikke længe. Crassus forsøgte at nedkæmpe Partherne, et folk, der boede tæt på hans provins, men blev dræbt i kamp i 53. Pompejus blev tilbage i Rom, idet han stadig havde kornmanglen at se til. Imens eskalerede gadekampene, og Clodius blev dræbt i en særlig voldsom af slagsen i januar 52 f.Kr.. Cæsar kunne denne gang intet gøre – der var udbrudt en revolution i Gallien, som han var travlt optaget af at nedkæmpe. Pompejus havde samlet tropper, så han tilfældigvis havde folk parat til at genoprette ordenen, da vrede folkemængder stormede senatet. Dette faktum gjorde, at han blev udnævnt til consula sine collega – consul uden kollega.

Borgerkrigen og Cæsars triumf

Det var først i 50 f.Kr., tingene forandrede sig. Oprøret i Gallien var nedkæmpet, og Cæsars modstandere – med Cato i spidsen – hævdede nu, at han havde misbrugt sit embede. Som modsvar krævede Cæsar, at både han og Pompejus skulle opgive deres provinser. Dette blev vedtaget af senatet, men consulen Marcellus påpegede, at Cæsar blot kunne lade sig vælge til consul for 48 f.Kr. og derved undgå retsforfølgelse, da embedsmænd naturligvis ikke kunne retsforfølges. Dette førte til, at senatet krævede hjemsendelse af Cæsars hær. Cæsar tog konsekvensen og invaderede Italien. I første omgang kom han kun med én legion , men rygter svirrede om hans store hær, så da han kom til Rom var den lige til at indtage – Pompejus var flygtet østpå.

Herefter gik det hurtigt. Pompejus havde planlagt at samle Cæsar i en gigantisk knibtangsmanøvre, ved at bruge sine legioner i Spanien, samt rejse en hær i de østlige provinser, men til forskel fra Cæsar, måtte Pompejus overbevise sine senatorstøtter, der var draget i eksil sammen med ham. Denne relative ineffektivitet udnyttede Cæsar til at slå til imod Spanien, og provinsen var hans inden udgangen af 49 f.Kr.. I 48 f.Kr. indtog Cæsar Sicilien og satte af sted imod østprovinserne. Inden længe besejrede han Pompejus ved Farsalos i Thessalien, og denne flygtede til Egypten, i håb om at kunne skjule sig der. Det skulle han ikke have gjort. Egypten var midt i nogle interne stridigheder, hvor og hans søster Kleopatra diskuterede (mildt sagt), hvem der skulle have tronen. For at få Cæsar til at dømme til sin fordel, fik Ptolemaios Pompejus myrdet. Således var der kun én hersker i Rom.

Men rygterne svirrede i Rom. Mens Cæsar nedkæmpede Ptolemaios, der havde erklæret krig, fordi Cæsar havde peget på Kleopatra som Egyptens næste statsoverhoved, og mens han ledede en kampagne imod Mithradates søn spredtes der rygter i Rom, om at Cæsar ville udråbe sig selv til konge. Da Cæsar, allerede benævnet diktator på livstid, efter en langsom graduering med stigende tidsramme for embedsbeføjelsen, vendte tilbage til Rom og påbegyndte et større reformprogram, intensiveredes rygterne kraftigt. Hjulpet godt på vej af Cæsars egne handlinger og ytringer besluttede en række senatorer at myrde Cæsar før et senatsmøde, således at han ikke kunne nå at udnævne sig til konge. Det skete 15. marts 44 f.Kr..

Mordet på Cæsar og det Andet Triumvirat

Ligesom Sulla efterlod Cæsar et magttomrum, der ikke umiddelbart var en forudsigelig supplikant til. Men hurtigt meldte Marcus Antonius sig. Han havde længe været Cæsars forbundsfælle og var ligefrem consul med ham i 44 f.Kr., og det var med stor spænding han åbnede Cæsars testamente. Det viste sig overraskende, at Cæsar havde valgt sin 18-årige adoptivsøn Gajus Octavius som sin hovedarving, der derefter tog navneforandring til Gajus Caesar Octavianus, eller Octavian. Men Antonius havde noget, som Octavian ikke havde – en hær. I første omgang kunne Octavian altså ikke gøre noget, og afventede begivenhederne. Antonius drog med sin hær imod en af Cæsars mordere, hvilket senatet udnyttede til at sende en hær imod ham. Denne hær blev ledet af Octavian, og bestod i stor del af Cæsars veteraner. Da slaget havde stået stod Octavian tilbage som eneste leder på sin side, imens Antonius var flygtet til Gallien, hvor en anden af Cæsars gamle officerer, Lepidus, havde en hær.

Således udstyret med en hær af loyale soldater sendtes Octavian af senatet imod Antonius og Lepidus. Octavian vendte dog sin hær imod Rom og gjorde sig selv til consul. Inden længe mødtes han med Antonius og Lepidus, og de dannede det Andet Triumvirat. Dette forbund holdt dog kun til Cæsars mordere var nedkæmpet. Octavinus fik af senatet ærestitlen Augustus og blev den første romerske kejser.

Referencer

1. Taagepera 1979.
2. Helles 1987, s. 58
3. Helles 1987, s. 25
4. Helles 1987, s. 38

Litteratur

• Helles, Knud (1987), Romerriget - et magtsystems opståen,udvikling og sammenbrud, København: Columbus, ISBN 87-89-159-00-4
• (1979). "Size and duration of empires: growth-decline curves, 600 BC to 600 AD". Social Science History. 3 (3/4): 115-138. doi:10.2307/1170959. JSTOR 1170959.