Norges Grundlov

Norges grundlov, i sin oprindelige udgave også kaldet Eidsvoll-forfatningen, stammer fra den norske selvstændighed i 1814. Den har navn efter Eidsvoll (dansk: Eidsvold) nord for Oslo, som var hjemsted for det gamle lagting, Eidsivatinget, der eksisterede indtil 1749.

Forsiden af Norges grundlov fra 1814.

Historie

Norges grundlov kaldes også Eidvoll-forfatningen, idet den grundlovsgivende forsamling blev afholdt på Eidsvollsbygningen (billedet) i Eidsvoll.

Efter, at Frederik 6. i 1814 havde afstået Norge til kongen af Sverige, lod han ved en skrivelse til den norske statholder, Prins Kristian Fredrik, normændene løse fra deres troskabsed. På grundlag heraf lod prinsen den 19. februar udgå en kundgørelse, hvori han opfordrede folket til at vælge repræsentanter, der kunne rådslå om landets fremtidige stilling og forfatning. Som følge af denne opfordring gennemførtes valg over hele Norge. Alle amter var repræsenterede med undtagelse af Nordlands og Finmarkens, ligeledes byerne, desuden var der valgt særskilte repræsentanter for hæren og flåden. De folkevalgte repræsentanter mødtes i en norsk rigsforsamling til hævdelse af Norges selvstændighed i Eidsvoll-bygningen, og vedtog her Norges første frie forfatning den 17. maj 1814, senere kendt under navnet Eidsvolldagen. Samme dag blev tronarvingen, prins Christian Frederik, valgt til norsk konge. Siden har Norge fejret nationaldag den 17. maj.

10. april 1814 rykkede ca 112.000 allierede soldater ind i Paris for at genoprette kongemagten efter Den franske revolution. Præcis den samme dag ankom 112 nordmænd til Eidsvoll for at indføre en grundlov inspireret af netop Den franske revolutions principper. Rejsen var uhyre anstrengende, midt i vårbløyta (= forårsoptøen, når frosten går af jorden). Repræsentanten Jakob Aall beskrev det senere: "De fleste Repræsentanter ankom, ilde tilrakkede af Pløre, hvori de havde maattet stampe den sidste Del af Veien, hvor de formedelst Telegrop [huller og sprækker i vejen ved optøningen] og sneblandet Veismuds ikke vel kunne bruge Hjulredskaber, og der var noget komisk, vel skikket til at formilde Sindets Alvor, i den fast ukjendelige Tilstand, hvori man præsenterede sig for hverandre."

Indkvarteringen var en anden prøvelse. Kammerherre Severin Løvenskiold , blandt de mindst populære repræsentanter, og senere stillet for rigsret, måtte overnatte på det hødækkede gulv på loftet af en gård, der ironisk nok hed "Svenskeplassen". Den danskfødte repræsentant Johan Collett skrev hjem til sin kone: "Et elendigt Sengested fandtes opslaaet langs den ene Væg; ingen Mad var at faa; ingen Drik uden Melkeblande [dvs mælk og vand]." I forsamlingssalen i Eidsvollsbygningen var væggene dækket af frivole malerier. Hvilende Venus måtte fjernes fra væggen, da man mente, maleriet kunne virke distraherende. Forsamlingen var ret ungdommelig, med en gennemsnitsalder på 42 år, hvor den yngste, Thomas Konow, kun var atten, og kun kom med, fordi man måtte have to repræsentanter fra officersstanden. Sognepræst Grøgaard, der var mest optaget af at få afskaffet brugen af titler, beskrev stemningen i salen: "Der blev en Debatteren og en Skvaldren som i et Bondebryllup. Præsidenten forlod endog sit Sæde, Orden ophørte." "Raseri" var det ene ord, Grøgaard benyttede for at beskrive stemningen rundt debatten om Rigsbanken, hvor fjorten millioner ufunderede rigsbanksedler måtte personligt garanteres for af de fremmødte.

Christian Magnus Falsen er blevet kaldt "grundlovens far", efter det udkast til grundlov, han udarbejdede hjemme på sin ejendom Vollebekk sammen med lektor Adler, der var født og opvokset i København, og først kom til Norge i 1812 for at bestyre en skole i Fredrikshald. Deres udkast bærer preg af påvirkning fra både den franske og den amerikanske forfatning, hvad der passer godt med, at lektor Adler kunne fransk, mens Falsen kunne engelsk. Da man efter fem uger blev enige om en grundlov, tog kommandant Fabricius til orde for, at de 112 tilstedeværende slog en streg over de mange uenigheder ved at danne en "broderkæde" og erklære sig "tro og enige til Dovre falder", før de begyndte hjemrejsen 20.maj.

Norge, der i union med Sverige efter planen skulle være en vasalstat, var dermed endt op med den frieste forfatning i det daværende Europa.

Den "frieste forfatning i det daværende Europa" indeholdt dog en række begrænsninger for indbyggerne. Således blev i forfatningens § 2 fastslået følgende:

„

Den evangelisk-lutterske Religion forbliver Statens offentlige Religion. De Indvaanere, der bekjende sig til den, ere forpligtede til at opdrage sine Børn i samme. Jesuitter og Munkeordener maae ikke taales. Jøder ere fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget.

“

Den sidste sætning i § 2, der forbød jøder adgang til Norge, blev slettet fra forfatningen i 1851 efter bl.a. den norske digter Henrik Wergeland havde talt for jødernes ret til at bosætte sig i Norge. Forbuddet mod munkeordener blev ophævet i 1897, og først i 1956 bortfaldt forbuddet mod jesuitter.

Den 21. maj 2012 indførte Stortinget fuld religionsfrihed. Ordlyden i grundlovens reviderede § 16 er herefter som følger:

„

Alle Indvaanere af Riget have fri Religionsøvelse. Den norske Kirke, en evangelisk-luthersk Kirke, forbliver Norges Folkekirke og understøttes som saadan af Staten. Nærmere Bestemmelser om dens Ordning fastsættes ved Lov. Alle Tros- og Livssynssamfund skulle understøttes paa lige Linje.

“

Ændringer

Grundlovsændringer finder sted efter § 112. Der kræves to tredjedeles flertal i Stortinget, og det skal vedtages to gange, før og efter et valg. Der kræves ikke folkeafstemning. Grundlovsændringen skal i modsætning til almindelige love ikke underskrives af kongen og en minister, men kun af Stortingets præsident og sekretær. Ændringer må ikke stride mod grundlovens ånd, hvilket ikke er nærmere defineret.

Den første og vigtigste ændring af Grundloven kom som følge af krigen med Sverige, der angreb den 26. juli for at gennemføre den union, man mente at have erhvervet ved Kiel-traktaten. Den overlegne svenske militære magt drev den norske hær tilbage i Østfold og erobrede Fredrikstad den 4. august. Men respektabel norsk modstand ved Kongsvinger og langs elven Glomma førte til fredsforhandlinger i Moss 10. august. Den 14. august indgik den norske regering og den svenske kronprins Mossekonventionen, der åbnede for en union mellem Norge og Sverige når de nødvendige ændringer i Grundloven var vedtaget af Stortinget. Betingelsen var at kong Christian Frederik skulle abdicere, så snart Stortinget var sammenkaldt.

Dette første overordentlige Storting kom sammen i Christiania 7. oktober, og Christian Frederik frasagde sig kongemagten den 10. oktober og forlod landet. I hovedstaden forhandlede man med de svenske diplomater. Sverige anerkendte de vigtigste dele af Grundloven, og Norge fik beholde sin selvstændighed og sine egne institutioner i en løs personalunion med Sverige. Stortinget vedtog den nye version af Grundloven den 4. november 1814 og valgte derefter kong Carl XIII af Sverige til konge af Norge. Den 9. november 1814 ankom kronprins Carl Johan Christiania og aflagde på vegne af den nye konge ed til Stortinget om at regere i henhold til Norges Grundlov. Ordet Selvstændighed forblev i paragraf 1, men ordet Uafhængighed forsvandt, indtil det blev genindført i 1905.

Sprog

I forbindelse med jubilæet i 2014 vedtog man at oversætte grundloven til norsk, og den foreligger nu i to officielle versioner på bokmål og nynorsk.

Grundloven var indtil da skrevet på dansk, som var skriftsproget i Norge i 1814. Nynorsk er først udviklet fra midten af 1800-tallet, og bokmål i 1900-tallet.

I 1903 blev der foretaget en sproglig opdatering, men ikke konsekvent. Stilen blev derfor en mellemting mellem dansk anno 1903 og mere arkaiske stavemåder. Alle senere ændringer blev forsøgt udformet på samme måde. Den menes at være den eneste grundlov i verden som over en så lang periode var skrevet på et fremmed lands sprog, og den er formentlig også det eneste sted, hvor 1800-tallets danske sprog blev brugt aktivt, længe efter at retskrivningen blev ændret i Danmark.

Årsagerne til at bevare den danske tekst var flere:

• Grundloven blev betragtet som symbol på traditionen fra 1814 og landets selvstændighed.
• Man undgik muligvis at tage stilling til, om grundloven skulle skrives på bokmål eller nynorsk.
• Et hyppigt hørt, men formentlig urigtigt juridisk argument om at senere ændringer til en lov skal affattes i samme sproglige stil som den oprindelige tekst.

Landets officielle navn var indtil 2014 – i hvert fald ifølge grundloven – Kongeriget Norge, som er dansk. På norsk hedder det Kongeriket Norge (bokmål) og Kongeriket Noreg (nynorsk). Stortinget hed i grundloven Storthinget. Ordet miljø er kommet ind ved en nyere ændring, men stavet som Milieu, selv om det i 1800-tallet ikke havde den moderne betydning. En anden moderne paragraf taler om den samiske Folkegruppe. I 1800-tallet var ordet same ikke i brug, derimod ville man bruge begreberne lapper og lappisk, hvilket i moderne sprog betragtes som nedværdigende.

I § 16 hedder det: Alle Indvaanere af Riget have fri Religionsøvelse. Dette selv om det hedder religionsudøvelse på dansk, religionsutøvelse på bokmål og religionsutøvning på nynorsk.

Et eksempel på den sproglige anakronisme er en ændring fra 2009, der blandt andet omfattede følgende ny tekst i § 76:

Enhver Lov skal først foreslaaes paa Storthinget, enten af dets egne Medlemmer, eller af Regjeringen ved en Statsraad.
Efter at Forslaget der er antaget, skal ny Deliberation finde Sted i Storthinget, som enten bifalder eller forkaster det. I sidste Tilfælde skal Forslaget, med de af Storthinget tilføiede Anmerkninger, på ny tages i Overveielse af Storthinget, som enten henlægger Forslaget eller antager det med de nævnte Anmerkninger.
Imellem enhver saadan Deliberation maa, i det mindste, tre Dage hengaa.

Fremgangsmåden har ført til mange sproglige fejl, for eksempel "Anmerkninger" i stedet for "Anmærkninger" i ovenstående. Nogle af disse er senere blevet rettet, hvilket er besværligt at gennemføre, da det må ske gennem den almindelige procedure for grundlovsændringer.

Deltagere

Den grundlovsgivende forsamling i Eidsvoll 1814, malet af Oscar Wergeland.

Deltagere ("Eidsvollsmænd") til den grundlovsgivende forsamling i Eidsvoll 1814, var:

• for Akershus Amt: kammerherre, General-Veiintendant Peder Anker fra Aker, sorenskriver i Folloug Christian Magnus Falsen og bonde fra .
• for Akershusske ridende Jægerkorps: major Valentin Christian Vilhelm Sibbern.
• for Akershusske Skarpskytter-Regiment: oberstløjtnant, bataljons-kommandør Frederik Wilhelm Bruenech Stabell og kommandersergeant .
• for Arendal: distriktslæge .
• for Artillerikorpset: kaptajn og sergeant .
• for Bergen: kancellisekretær, sorenskriver i Nordhordland Vilhelm Frimann Koren Christie, grosserer , grosserer og sognepræst til Nykirken .
• for : kaptajn og tjenstforrettende major Ole Elias Holck og musketer .
• for Nordre Bergenhus Amt: kancelliråd, sorenskriver i , sognepræst i og bonde fra Lardal.
• for Søndre Bergenhus Amt: sorenstriver i Hardanger , sognepræst i Vos og bonde fra Vos.
• for Bratsberg Amt: kammerherre, forhenværende amtmand Severin Løvenskiold fra , justitsråd, forhenværende foged i Øvre Telemarken fra og bonde fra .
• for Buskeruds Amt: provst i Eker Frederik Schmidt, foged og konstitueret amtmand og bonde fra Eker.
• for Drammen: forvalter .
• for Fredrikshald: kancelliråd, byfoged og sorenskriver i Ide og Marker .
• for Fredriksstad: kancelliråd, byfoged .
• for Hedemarkens Amt: amtmand , kancellisekretær, sorenskriver i Vesterdalen og lensmand i .
• for Holmestrand: sognepræst .
• for : Johan Caspar Herman, greve af Wedel-Jarlsberg, sorenskriver i Gustav Peter Blom og forligelseskommissær, bonde fra Borre.
• for Ingeniørbrigaden: kaptajn .
• for Kongsberg: bjergmester Poul Steenstrup.
• for Kragerø: auditør, byfoged .
• for Kristiania: professor Georg Sverdrup og toldprokurør .
• for Kristians Amt: sognepræst i Søndre Aurdal Hans Jacob Stabel, sorenskriver i Toten og bonde Anders Lysgaard fra .
• for Kristianssand: residerende kapellan Nicolai Wergeland og grosserer .
• for : købmand, borgerrepræsentant .
• for : justitsråd, byfoged og sorenskriver .
• for : proprietær og sektionschef fra , skibskaptajn fra og bonde fra Tjødling.
• for : købmand fra Farsund, foged i Lister og bonde og sektionschef fra Lyngdal.
• for : bonde fra Tved, bonde fra Mandal og bonde fra Søgne.
• for Molde: byfoged .
• for Moss: auditør, byfoged .
• for Nedenæs Amt: jernværksejer Jakob Aall, sognepræst i og lensmand i .
• for : kaptajn og musketer .
• for : kaptajn og korporal .
• for : oberst Diderik Hegermann og kommandersergeant .
• for Porsgrund: grosserer, stadskaptein Jørgen Aall.
• For : sorenskriver i , bonde fra Bygland og lensmand fra Valle.
• fra Romsdals Amt: amtmand Hilmar Meincke Krohg, provst i Romsdalen og sognepræst i og bonde fra .
• for : Kaptein .
• for Skien: Grosserer, Borgerrepræsentant Diderik von Cappelen.
• for Smaalenenes Amt: provst i og sognepræst i Berg og bonde fra Berg.
• for Stavanger: købmand og stadskaptajn .
• for Stavanger Amt: sognepræst i , købmand fra Egersund og bonde fra Finnø.
• for Sjø-Defensionen: kommandør Jens Schow Fabricius, sekondløitnant , underofficer og matros .
• for : ritmester og korporal .
• for : kammerherre, oberst Daniel Frederik Petersen og musketer .
• for : kaptein og kommandørsergeant .
• for Trondhjem: etatsråd, justitiarius i Trondhjems og grosserer Peter Schmidt.
• for Nordre Trondhjems Amt: provst i og sognepræst i , sognepræst i og bonde og skolelærer fra Beitstaden.
• for Søndre Trondhjems Amt: klokker fra , sorenskriver i og sogneprest i Klæbo .
• for : premierløjtnant og kvartermester .
• for : kaptajn og sergeant .
• for : kaptajn Jacob Lange og sergeant .
• for Tønsberg: grosserer .
• for : major og underjæger .
• for Østerrisør: købmand, jernværksejer .

Noter

1. Johnsen, s. 893
2. Forsidebilde – Eidsvoll 1814
3. Forsidebilde – Eidsvoll 1814
4. Forsidebilde – Eidsvoll 1814
5. Forsidebilde – Eidsvoll 1814
6. Forsidebilde – Eidsvoll 1814
7. André Bjerke: I kampens glede og andre essays (s. 126-7), forlaget Aschehoug, Oslo 1986, ISBN 82-03-15380-1
8. Forsidebilde – Eidsvoll 1814
9. "UMB | På tur i parken | Falsenstøtta". Arkiveret fra originalen 12. september 2011. Hentet 11. april 2011.
10. Forsidebilde – Eidsvoll 1814
11. Forsidebilde – Eidsvoll 1814
12. André Bjerke: I kampens glede og andre essays (s. 128)
13. Ikke lenger statskirke Arkiveret 8. maj 2012 hos Wayback Machine, Kirkeaktuelt, 27. april 2012
14. Kunngjøring av Grunnlovsbestemmelser om endringer av Grunnloven §§ 17, 49, 73, 74, §§ 76-78 og Ikrafttredelse, lovdata.no
15. Språkfeil i Grunnloven (Webside ikke længere tilgængelig), tinget.no
16. Dokument nr. 12:8 (2003-2004), Grunnlovsforslag fra Aanund Hylland og Finn-Erik Vinje, Stortinget
17. Chr. Johnsen: Norsk Haandlexikon; bind II; s. 893-894; opslag: Rigsforsamlingen paa Eidsvold

Se også

• Rigsforsamlingen på Eidsvoll

Eksterne kilder og henvisninger

• Norges gældende grundlov, senest ændret 8. maj 2018
• Kongeriget Norges Grundlov af 17de Mai 1814 (den oprindelige Eidsvoll-forfatning)
• Aanund Hylland: Språket i grunnloven, Bedriftsøkonomisk Institutt, 1989
• Ola Mestad (red.), Frihetens Forskole - Professor Schlegel og Eidsvollsmennenes læretid i København, Pax Forlag, Oslo, 2013. ISBN 978-82-530-3631-1.

Søsterprojekter med yderligere information: Kategorien "Eidsvoll" på Wikimedia Commons Kildetekster fra Wikisource