Yttrium opkaldt efter Ytterby i Sverige er det 39 grundstof i det periodiske system og har det kemiske symbol Y Under no

Yttrium har kemiske egenskaber der minder om lanthanidernes: Sammenhængende "klumper" af yttrium er relativt modstandsdygtigt overfor atmosfærisk luft, mens yttrium i spåner kan antændes ved temperaturer over 400 °C, og yttrium i form af findelt pulver er ustabilt i luft ved stuetemperatur.

I kemiske forbindelser optræder yttrium med oxidationstallet +3.

Tekniske anvendelser

Yttrium indgår i de fosforescerende stoffer der bruges i billedrør til at danne rødt lys, samt i kapper til gaslamper, hvor det erstatter det let radioaktive thorium. Yttrium bruges som katalysator for polymerisering af ætylen til polyætylen; den mest anvendte form for plastic.

I legeringer med krom, molybdæn, titan og zirconium medvirker små mængder (1-2 promille) yttrium til at mindske materialets kornstørrelse. Yttrium bruges også i magnesium- og aluminium-legeringer, hvor det forbedrer materialets styrke.

Yttrium var den "hemmelige ingrediens" i det superledende materiale , som blev udviklet på universitetet i Houston i USA: Dette materiale bliver superledende ved temperaturer over kvælstofs kogepunkt, og da kvælstof er billigere og lettere tilgængeligt, har yttrium-barium-kobber-oxid bragt superledning tættere på praktiske anvendelser.

Mikroskopiske kugler af isotopen yttrium-90 har vist sig at have lovende egenskaber der kan bruges til at bekæmpe visse former for kræft i leveren.

Yttrium-granater

Flere andre yttrium-forbindelser har interessante egenskaber med praktiske anvendelsesmuligheder; visse typer yttrium-jern-granat er effektive mikrobølge-filtre, og andre er fremragende transducere for lyd. Andre granat-former med yttrium samt aluminium og gadolinium har interessante magnetiske egenskaber. Yttrium-aluminium-granat bruges som "kunstige diamanter", som lasermedie i infrarøde lasere, og sammen med cerium som fosforescerende materiale i hvide lysdioder.

Historie

Yttrium blev opdaget i 1794 af den finske kemiker, fysiker og mineralog , og i 1828 isolerede Friedrich Wöhler metallisk yttrium fra mineralet yttria (Y₂O₃), om end i en ikke videre ren form.

I 1843 påviste den store svenske kemiker , at yttria består af oxider ("jordarter") af tre forskellige grundstoffer. Navnet "yttria" blev tildelt det mest basiske af de tre oxider, mens de andre fik navnene erbia (erbium-oxid) og terbia (terbium-oxid).

I nærheden af den svenske by Ytterby findes et stenbrud (Ytterby grube) der rummer en række usædvanlige mineraler der indeholder sjældne jordarter: Grundstofferne yttrium samt erbium, terbium og ytterbium er alle opkaldt efter Ytterby.

Forekomst og udvinding

Yttrium findes i uran-holdige malme, og er "med" i næsten alle mineraler der indeholder sjældne jordarter. Det forekommer aldrig i fri, metallisk form i naturen, men altid i kemiske forbindelser med andre stoffer. De prøver af klippemateriale som astronauterne på Apollo-rumflyvningerne medbragte fra Månen har et relativt højt indhold af yttrium.

Kommerciel udvinding af yttrium tager udgangspunkt i mineralerne eller : Råstoffet omdannes først til et , som derefter reduceres med metallisk calcium, om end der også findes andre teknikker. Slutproduktet er et mørkegråt pulver af metallisk yttrium. Yttrium er svært at udskille i ren form fra andre sjældne jordarter.

Isotoper

Naturligt forekommende yttrium består af én enkelt stabil isotop; yttrium-89, og dertil kender man 26 radioaktive yttrium-isotoper, hvoraf yttrium-88 med en halveringstid på 106,65 dage, og yttrium-91 med halveringstiden 58,51 dage, er de mest stabile. De øvrige isotoper har halveringstider fra få dage og nedefter.

Wikimedia Commons har medier relateret til:

Yttrium