Østtimor

Østtimor (portugisisk: Timor-Leste; tetum: Timor Lorosa'e), officielt Den Demokratiske Republik Østtimor (portugisisk: República Democrática de Timor-Leste; tetum: Repúblika Demokrátika Timór-Leste) er en suveræn stat i Sydøstasien. Østtimor består af den østlige del af øen Timor og ligger mellem Indonesien og Australien.

Den Demokratiske Republik Østtimor Repúblika Demokrátika Timor Lorosa'e (tetum) República Democrática de Timor-Leste (portugisisk)
Flag Nationalvåben
Motto: Honra, Pátria e Povo
Nationalmelodi:
Hovedstad og største by	Dili 8°34′S 125°34′Ø / 8.567°S 125.567°Ø / -8.567; 125.567
Officielle sprog	Tetum, portugisisk
Regeringsform	Unitær (semipræsidentiel) republik
•	José Ramos-Horta (fra 2022)
•
Uafhængighed
• Fra Indonesien	20. maj 2002
Areal
• Total	14.919 km^2
• Vand (%)	Ubetydeligt
Befolkning
• Anslået	1.243.235 (2017)
• Tæthed	83,3/km^2
BNP (nominelt)	USD 3,62 mia. (2021), USD 3,16 mia. (2022)
Valuta	US dollar (USD)
Tidszone	UTC+9
• Sommertid	UTC+9
Kendings- bogstaver (bil)	TL (Timor-Leste)
Luftfartøjs- registreringskode	4W
Internetdomæne	.tl
Telefonkode	+670
ISO 3166-kode	, TLS, 626

Kort over Østtimor

Østtimor har et areal på 14.919 km² og har 1.243.235⁽²⁰¹⁷⁾ indbyggere. Hovedstaden hedder Dili og er beliggende på øens nordkyst.

Efter 400 år som portugisisk koloni, 25 års indonesisk besættelse og 30 måneders FN-overgangsstyre blev Østtimor selvstændigt den 20. maj 2002.

Etymologi

Navnet Timor kommer fra ordet timur, som betyder ”øst” på malajisk. Timor-Leste er det portugisiske navn på Østtimor.

Geografi

Østtimor ligger på den østlige del af øen Timor, tilhører og er den største og østligste blandt Små Sundaøer. Nord for øen ligger og , og syd for øen ligger Timorhavet som adskiller øen fra Australien. Vest for landet ligger på samme ø den indonesiske provins . Det højeste punkt i Østtimor er , som når en højde på 2 963 meter over havet.

Klima

Landet har et tropisk klima, og det er normalt varmt og fugtigt, der forekommer dog regnfulde og tørre perioder.

Vejr for Dili, Østtimor
	Jan	Feb	Mar	Apr	Maj	Jun	Jul	Aug	Sep	Okt	Nov	Dec	År
Gennemsnitlig maks °C	31,3	31,1	31,2	31,5	31,3	30,7	30,2	30,1	30,3	30,5	31,4	31,1	30,9
Gennemsnitlig °C	27,7	27,6	27,4	27,4	27	26,8	25,5	25,1	25,4	26	27,2	27,4	26,6
Gennemsnitlig min °C	24,1	24,1	23,5	23,5	22,8	21,9	20,8	20,1	20,5	21,5	23	23,6	22,4
Gennemsnitlig nedbør mm	139,5	138,7	132,7	104,3	74,9	58,4	20,1	12,1	9	12,8	61,4	144,9	908,8
Kilde (2016):

Byer

Hovedstaden er Dili, og den næststørste by er Baucau.

Transport

Den eneste internationale flyveplads ligger i Dili, og der findes flyvepladser i Baucau og Oecusse, som anvendes ved indenrigsflyvninger. Dilis flyveplads kan ikke tage imod større flyvemaskiner.

Historie

Tidlig historie

Timor har været beboet i cirka 40.000 år. De første indvandrere var , som kom fra 40.000-20.000 f.Kr. Da isen senere smeltede, steg havoverfladen 5 meter eller mere. Derefter indtraf Pleistocæn, hvor det var istid i størstedelen af Europa. Da begyndte en anden folkevandring fra Melanesien 3.000 år f.Kr. Denne migration forårsagedes af, at havoverfladen hævedes efter istidens afslutning. Melaneserne havde udviklet bådebyggeri og navigationskunsten og bosatte sig ved Timors kyster. Den tredje gruppe af indvandrere var og -folk fra Kina. Indvandrerne spredte sig ind i landet, hvor dyrkningsbetingelserne var mere fordelagtige. Timoreserne fik efterhånden kontakt med udlændinge, som oprettede handelsstationer.

og Kediri fra 1100-tallet til tidligt i 1200-tallet.

I 1000-årene regerede de hinduiske kongeriger på Sumatra og på øen Java. Disse riger ekspanderede østpå og kom til at omfatte Timor. Handel med Song-dynastiet i Kina udvikledes fra 1100-tallet. Kinesiske handelsmænd havde opdaget sandeltræ på Timor og solgte denne efterspurgte vare i Indien og Kina.

Det sidste hinduiske kongerige regerede mellem 1293 og 1500 og omfattede en stor del af det nuværende Indonesien. International handel udvikledes yderligere. Importen bestod især af tekstiler, metalvarer og ris i bytte mod sandeltræ, bivoks og slaver.

Da de første europæere kom til Timor, fandtes der flere kongeriger med kongerne Oibich, Lichisana, Suai og Canabaza. Oibich var den mægtigste og blev kaldt . Han regerede over de andre og betalte skat til Majapahit-imperiet.

Møde med Portugal

En Padrão markerer stedet ved Lifau.

Den første europæer, som gik i land på Timor, var . Efter erobringen af Malakka blev Ambreu udpeget til leder af en ekspedition med den opgave at finde krydderøerne. På tilbagerejsen ankom man til det østlige Timor i januar 1512. De opdagede, at kinesere og arabere havde bedrevet handel med Timor i mange år.

Tre år senere ankom en portugisisk ekspedition med dominikanerpræster og købmænd til distriktet på nordkysten. Den 18. august indviedes en (mindessten) for at markere stedet for den første landgang.

I januar 1522 ankom to skibe fra den første . Ferdinand Magellan var død i en lokalt krig på en ø i Philippinerne i april året inden. Ledere for de tilbageværende to skibe var spanieren . Elcano begyndte at forhandle med indbyggerne om proviant, vand og peber. Det gik langsomt, og da tog besætningen en af lederne som gidsel og slap ham først, da de havde fået de eftertragtede varer.

Den første europæiske bosættelse oprettedes i 1556 af munke fra Portugal. Dili blev hovedstad i 1596.

Portugisisk Timor

Øen Timor koloniseredes af Portugal i midten af 1700-tallet. I 1702 dannedes kolonien , og øen blev delt i og Østtimor. Efter langvarige konflikter i området med Nederlandene forlod Portugal i 1859 men beholdt Østtimor. Eksport af sandeltræ (næsten udryddet) blev erstattet af kaffe (1815), sukkerrør og bomuld. Portugal interesserede sig især for kystområderne og lod de indre dele af øen i fred frem til 1920-erne, da man forsøgte at få en bedre kontrol over kolonien.

Siden da har øen været delt. I 1941 var øen en kort periode under hollandsk og australsk styre, inden japanske styrker indtog øen (februar 1942). Under 2. verdenskrig var Østtimor okkuperet af Japan 1942-1945, da øen havde en strategisk beliggenhed for en eventuel invasion af Australien. Efter 1945 fik Portugal Østtimor tilbage som koloni. Omkring 50.000 timornesere var omkommet i kampe mod Japan.

Vejen til selvstændighed

Diktaturet i Portugal blev styrtet ved Nellikerevolutionen i 1974 og demokratiske reformer indledte. Portugal forsøgte at indføre delvis selvstyre, og henvendte sig til tre politiske grupperinger. De to pro-indonesiske () og (APODETI) dannede hurtigt alliancer og kuppede regeringsmagten. (FRETILIN, pro-uafhængighed) modkuppede, okkuperede Dili og proklamerede Den Demokratiske Republik Øst-Timor. Østtimor blev efter en folkeafstemning selvstændigt den 28. november 1975. Selvstændigheden varede dog kun ni dage, inden Indonesien invaderede. I juni 1976 blev Østtimor en indonesisk provins.

I kampen mellem guerillaen og det indonesiske militær beregnes mindst 100.000 personer at være blevet dræbt. Imidlertid fortsatte indbyggerne deres kamp for selvstændighed. I 1984 gav FRETILIN op og deklamerede den tidligere proklamerede republik.

Udover fordømmelse fra FN var der ikke meget internationalt engagement, og skønsmæssigt 250.000 mennesker omkom. Efter kirkegård (1991) øgede kritikken. Biskop Carlos Filipe Ximenes Belo og José Ramos Horta (Nobels Fredspris, 1996) vigtige ikke-voldelige aktører i arbejdet for at synliggøre problemet internationalt. Udløst af en krise i den indonesiske økonomi blev øen givet selvstændighed, og der blev udskrevet en FN-ledet folkeafstemning 30. august 1999. Over 78% ønskede nyvalg (98% valgdeltagelse), hvorefter militære grupper ødelagde infrastrukturen og hovedstaden Dili, samt deporterede 200.000 indbyggere til lejre i det indonesiske .

Den 20. september 1999 ankom (International Force for East Timor) hvilket afsluttede voldsgerningerne. På trods af tilstedeværelsen af FN's fredsbevarende styrker blev over 2.000 dræbt.

Selvstændig stat

En FN-ledet interimregering (1999-2002) og de politiske partier dannede en grundlov, og efter en gradvis magtoverførelse blev landet uafhængigt 20. maj 2002. Den tidligere leder i uafhængighedskampen Xanana Gusmão blev udnævnt til præsident, blev statsminister og José Ramos Horta udenrigsminister.

Frem til sommeren 2004 havde landet tilstedeværelse af en FN-styrke på 9.500 mand. Forholdet til Indonesien har vedvarende været anstrengt.

Politik

FN-medlemskab

Østtimor blev medlem af FN den 27. september 2002.

Præsidentskab

Landets første præsident blev Xanana Gusmão. Gusmão stillede ikke op for en anden periode i præsidentvalget 2007 men byttede i stedet embede med premierministeren José Ramos-Horta. Ramos-Horta blev skadet ved et skudattentat den 11. februar 2008. Han blev angrebet i præsidentresidensen og blev ramt af skud i maven.

Den siddende præsident Jose Ramos-Horta tabte ved præsidentvalget 2012. I anden valgrunde i april 2012 sejrede mod den tidligere ordfører, Fretilin-lederen Francisco Guterres ”Lu Olo”.

Administrativ inddeling

Østtimor er inddelt i 14 distrikter, som er grupperede i 5 regioner. Disse distrikter er videre underinddelte i 65 smådistrikter, som atter er inddelte i 442 mindre administrative enheder, sucos.

Kort over Østtimors distrikter.

	Distrikt	Areal (km^2)	Familier	Indbyggere	Densitet (/km^2)
1		1702	12.998	55.921	32.9
2	Baucau	1494	22.659	100.326	67.2
3		1781	15.115	65.245	36.6
4		1706	8.338	36.719	21.5
5		372	31575	173541	466.5
6		729	7.745	37.926	52.0
7		1325	8.901	44.950	33.9
8		543	11.063	54.834	101.0
9		746	21.165	103.199	138.3
10		797	11.527	52.476	65.8
11		1368	18.397	83.034	60.7
12		1226	11.820	52.818	43.1
13	Oecusse	815	13.659	57.469	70.5

Region 1

• Distrikter: Baucau, Lautem, Viqueque

Region 2

• Distrikter: Ainaro, Manatuto, Manufahi

Region 3

• Distrikter: Aileu, Dili, Ermera

Region 4

• Distrikter: Bobonaro, Covalima, Liquiçá

Region 5

• Distrikter: Oecusse

Distriktet Oecusse ligger på den vestlige del af øen Timor som en eksklave i den indonesiske provins . Af landets 442 sucos regnes 38 for at have bymæssig karakter, samlede i .

Demografi

Efter okkupation og revolution, hvor en stor del af befolkningen omkom, er over halvdelen af befolkningen på omkring 1 million, under 18 år (1.066.000 fra folketællingen 2010).

Religion

Befolkningen i Østtimor er, i modsætning til majoriteten i Indonesien, katolsk. Ifølge statistikker fra 1992 var omtrent 90 % af befolkningen registreret som katolikker, mens 3 % var registreret som protestanter, 4 % muslimer og 0,5 % hinduer. Det er imidlertid sandsynligt, at det internt i disse religionsgrupper også praktiseres animisme blandt enkelte af de registrerede medlemmer.

Sprog

Østtimors to officielle sprog er portugisisk og tetum, et lokalt austronesisk sprog. I nationalforsamlingen er også indonesisk og engelsk defineret som arbejdssprog. Selv om Østtimor kun har omkring en million indbyggere, antages det, at der tales henved 30-35 sprog i landet, herunder blandt andet bekais, bunak, dawan, fataluku, galoli, habun, idalaka, kawaimina, kemak, lovaia, makalero, makasai, mambai, tokodede og wetaresisk.

Økonomi

Østtimor er rangeret som nummer 120 på HDI (Indeks for menneskelig udvikling). Landet har en BNP på 628 millioner USD (2010 skøn), altså 2.600 USD pr indbygger. Østtimor er et jordbrugsland, og mellem 70 og 80 % af befolkningen lever af at dyrke afgrøder til eget forbrug.

De vigtigste eksportartikler er kaffe, og marmor. Olie og gas er imidlertid hurtigt i gang med at etablere sig som vigtigste indtægtskilde. Landet har haft en positiv økonomisk udvikling de seneste år. Østtimor har været i en genopbygningsfase efter, at omtrent hele infrastrukturen i landet blev ødelagt i befrielseskrigen i 1999. I 2007 førte dårlig høst til sultrelaterede dødsfald, og sult i syv af Østtimors 65 subdistrikter.

Historisk set har sandeltræ, som bruges i parfume og terapeutiske midler, været hovedeksportproduktet fra Østtimor. Olie og gas er nu blevet en af de vigtigste indtægtskilder for landet, og de har oprettet . Østtimor mangler uddannede oliearbejdere og oliebureaukrater. Norge har derfor været involveret gennem med petroleumsrelaterede uddannelsesprojekter. Det samme har LO-forbundet .

Næringslivet for øvrigt er hovedsagelig jordbrug (kaffe, bomuld og ris), fiskeri og håndværk. Østtimor har en relativt profitabel kaffeindustri; særlig i takt med, at Fair Trade er blevet et mere eftertragtet koncept.

Se også

• Verdens lande

Noter

1. World Bank Open Data, hentet 8. april 2019 (fra Wikidata).
2. Verdensbanken, hentet 26. august 2023 (fra Wikidata).
3. Verdensbanken, hentet 26. august 2023 (fra Wikidata).
4. "Klimatafel von Díli, Insel Timor / Ost-Timor" (PDF). Baseline climate means (1961-1990) from stations all over the world. Deutscher Wetterdienst (tysk).
5. ”Östtimors historia” Arkiveret 22. oktober 2016 hos Wayback Machine. Läst 8 maj 2016.
6. Alkire 1978, s. 9.
7. ”Majapahi”. Läst 8 maj 2016.
8. Dokumenteret af italieneren , som besøgte Timor i 1522.
9. "kendte spanjolere". Læst 8 maj 2016.
10. "Östtimors president skottskadad". Dagens Nyheter. 11. februar 2008.
11. "Landguiden". Arkiveret fra originalen 19. august 2016. Hentet 25. juni 2016.
12. "Direcção Nacional de Estatística, Östtimor". Arkiveret fra originalen 24. november 2007. Hentet 24. november 2007.
13. CIA World Factbook: Timor-Leste Arkiveret 28. januar 2018 hos Wayback Machine En
14. "IndustriEnergi.no: Nærmere oljedrømmen". Arkiveret fra originalen 13. januar 2012. Hentet 25. juni 2016.
15. NRK.no: Kjøper kaffe fra Øst-Timor

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Østtimor
• leksikon.org: Østtimor – artikel i Leksikon for det 21. århundrede

8°58′00″S 125°45′00″Ø / 8.96667°S 125.75°Ø / -8.96667; 125.75